PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Hvor længe
skal man plage sig, før man er sikker på, at det gør ondt? Virkelig ondt?
En
time? En halv time? Den tid, det tager at springe ud af sengen og kvæle lyden
fra et vækkeur?
Spørg
flagellanter af alle kategorier. Selvpiskeri har praktiserets i Egyptens
Isiskult, Dionysostilbedelsen i det gamle Grækenland dyrkede det, det fandtes i
det antikke Rom, og såvel katolicismen som islam kender til det. I alle
tilfælde er selvpineriet religiøst betinget og et forsøg på at smelte ind i det
guddommelige.
Min
baggrund for spørgsmålet her er den finlandssvenske morgenradios højalter
Morgonöppet, der i professionel kvalitet konkurrerer med samme radiokanals
femminutters andagtsprogram, Andrum, med behjertede, lommefilosofiske
gestaltninger af kristendommens glade budskab.
Morgonöppets
overstadige jingle presses ind med få minutters mellemrum og passer som
lydbranding som fod i løbesko til morgenværternes snakketempo, der er lige så
højt speedet op som morgentrafikken på hovedstadens hovedindfaldsveje går
trægt, hvilket vi hver morgen forudsigeligt sikkert får at vide. Så man må nok
spørge sig, hvad der er af interessant i disse daglige, rablende gentagelser af
trafikale ikke-nyheder.
Svaret
er selvbekræftelse. Og selvbekræftelse er just kernen i radioværternes kværn.
De er oftest kvinder med tilkæmpede lillepigestemmer for eksempel i pjattet
samspil om deres private morgentur til radiohuset eller med trivielle
oplysninger om, hvordan det var at vågne til en regnvejrsdag/solskinsdag/snevejrsdag.
Værtteamets
uforpligtende kvidren afbrudt af pågående, middelmådig schlagerrock og overgearede
fniseri i enhver anledning irriterer mig lige så grænseløst som dets forsøg på
at vende alt, de kommer i nærheden af, til selvtilfredse afrundinger.
For
verden er ond. Det har jeg jo lige
hørt i samme radiokanals morgennyheder, der holder en høj kvalitativ standard
uden dilettantisk begejstring for det ene og det andet - lige indtil indslaget
om Sporten, hvor det ikke er til at tage fejl af hurratonefaldet.
Det
er med radioen som vækkeur omkring klokken syv om morgenen, mens skelet og
muskler er ved at finde sammen til en ny dag, at jeg stiller mig spørgsmålet
om, hvor længe jeg skal plage mig selv med ovenstående, nødtørftigt beskrevet.
Mit svar ligger i et kast med dynen og fødder hen over gulvet til den velsignede
knap, som effektivt lukker munden på den fortsatte sludren. Mig frelser den
ikke til at smelte ind i snakkehovedernes forstillede, glade morgen.
Men
mens jeg et øjeblik efter står og fylder elkedlen med vand, er det sket, at jeg
hinsides al fornuft har sendt en taknemmelig tanke til radioværterne og deres
konceptudsendelse. For tænk, hvis de havde været seriøse, tænk, hvis deres
fascinationshistorier og soundbites havde været analyserende og
perspektiverende journalistik, så var jeg måske blevet liggende for at lytte
til dem og var kommet for sent i gang.
For
verden venter jo, dagen skal gribes, det er nu eller aldrig.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar