MORGONÖPPET




PROFIL
Asger Albjerg       
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


 Hvor længe skal man plage sig, før man er sikker på, at det  gør ondt? Virkelig ondt?
En time? En halv time? Den tid, det tager at springe ud af sengen og kvæle lyden fra et vækkeur?
Spørg flagellanter af alle kategorier. Selvpiskeri har praktiserets i Egyptens Isiskult, Dionysostilbedelsen i det gamle Grækenland dyrkede det, det fandtes i det antikke Rom, og såvel katolicismen som islam kender til det. I alle tilfælde er selvpineriet religiøst betinget og et forsøg på at smelte ind i det guddommelige.
Min baggrund for spørgsmålet her er den finlandssvenske morgenradios højalter Morgonöppet, der i professionel kvalitet konkurrerer med samme radiokanals femminutters andagtsprogram, Andrum, med behjertede, lommefilosofiske gestaltninger af kristendommens glade budskab.
Morgonöppets overstadige jingle presses ind med få minutters mellemrum og passer som lydbranding som fod i løbesko til morgenværternes snakketempo, der er lige så højt speedet op som morgentrafikken på hovedstadens hovedindfaldsveje går trægt, hvilket vi hver morgen forudsigeligt sikkert får at vide. Så man må nok spørge sig, hvad der er af interessant i disse daglige, rablende gentagelser af trafikale ikke-nyheder.
Svaret er selvbekræftelse. Og selvbekræftelse er just kernen i radioværternes kværn. De er oftest kvinder med tilkæmpede lillepigestemmer for eksempel i pjattet samspil om deres private morgentur til radiohuset eller med trivielle oplysninger om, hvordan det var at vågne til en regnvejrsdag/solskinsdag/snevejrsdag.
Værtteamets uforpligtende kvidren afbrudt af pågående, middelmådig schlagerrock og overgearede fniseri i enhver anledning irriterer mig lige så grænseløst som dets forsøg på at vende alt, de kommer i nærheden af, til selvtilfredse afrundinger.
For verden er ond. Det har jeg jo lige hørt i samme radiokanals morgennyheder, der holder en høj kvalitativ standard uden dilettantisk begejstring for det ene og det andet - lige indtil indslaget om Sporten, hvor det ikke er til at tage fejl af hurratonefaldet.
Det er med radioen som vækkeur omkring klokken syv om morgenen, mens skelet og muskler er ved at finde sammen til en ny dag, at jeg stiller mig spørgsmålet om, hvor længe jeg skal plage mig selv med ovenstående, nødtørftigt beskrevet. Mit svar ligger i et kast med dynen og fødder hen over gulvet til den velsignede knap, som effektivt lukker munden på den fortsatte sludren. Mig frelser den ikke til at smelte ind i snakkehovedernes forstillede, glade morgen.
Men mens jeg et øjeblik efter står og fylder elkedlen med vand, er det sket, at jeg hinsides al fornuft har sendt en taknemmelig tanke til radioværterne og deres konceptudsendelse. For tænk, hvis de havde været seriøse, tænk, hvis deres fascinationshistorier og soundbites havde været analyserende og perspektiverende journalistik, så var jeg måske blevet liggende for at lytte til dem og var kommet for sent i gang.
For verden venter jo, dagen skal gribes, det er nu eller aldrig.


ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar