PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Tvindmøllen,
vindmøllen med tvindkraft – siger det nogen noget? Det er så længe siden, udtrykket
var gangbart, at et tilbageblik nok er på sin plads.
Verdens
engang største vindmølle, Tvindmøllen, blev bygget på fem år af et hold på fire
hundrede langhårede entusiaster fra skolesamfundet Tvind ved Ulfsborg. Møllen stod
færdig i 1978 og kunne producere 2 megawatt. Den står der stadig malet i røde
og hvide farver og rager sine 54 meter op over det flade, vestjyske land. Endnu
den dag i dag snurrer den og producerer strøm.
Jeg
besøgte skolesamfundet ved Ulfsborg i 1976 sammen med min kæreste fra Finland. Ud
over at studere litteraturhistorie efter retningslinjer, studenteroprøret havde
stipuleret, skrev hun alenlange artikler til det finlandssvenske Vasabladet om alt mærkeligt i Danmark,
og her i Ulfsborg var der virkelig noget. Ungdomsoprør forbundet med en ny
pædagogik, der ikke var bundet til klasseværelset, men for eksempel knyttet til
en højteknologi, som endnu ikke fandtes, men skulle udvikles fra bunden af til
alles bedste. Med i hendes artikel om skolesamfundet var også beskrivelsen af et
gylleværk så snedigt udtænkt, at elevers og læreres fækalier uden risiko kunne
komme lokal produktion af grøntsager til gode.
Jeg
fotograferede til hendes artikler. Til den om skolesamfundet, vindmøllen med
mere havde jeg et billede af en trillebør. Hen over den stod der malet med
hvide bogstaver
TJEN FOLKET!
Lavpraktiske
eller højteknologiske løsninger på problemer uden grænser var åbenbart
Ulfborgfolkenes opskrift på en bedre verden.
I
mange år under mit efterfølgende arbejde som lærer i dansk i Finland har jeg
ofte, sådan i forbifarten, nævnt, at Danmark blandt meget andet var førende på
vindmølleområdet. Og det var vi! Og
at det var helt almindelige mennesker, der havde sat sig i hovedet, at de ville
skabe noget ualmindeligt, og lykkedes med det. Siden voksede der en
verdensomspændende vindmølleindustri op. Som årene gik, tabte Danmark pusten og
blev distanceret som verdens største vindmølleproducent af mægtigere nationer
med mere kapital og regeringer, der bedre forstod ideen med vedvarende energi,
Men
det var i Ulfsborg, det begyndte, og tegningerne til møllebyggeriet var frit
tilgængelige, så alle og enhver kunne gå hjem og starte for sig selv.
I
dag er vindmøller mainstream, og solfangere støttes af staten. Men den gang
blev sådant hånet af den politiske elite og chikaneret af blandt andet
elselskaberne, der underbetalte møllernes overskudsenergi under gode
vindforhold, men krævede overpris for leverance af el i vindstille perioder.
Et
af de populære slagord, råbt til de talløse demonstrationer imod
atomkraftværket Barsebäck, sat i gang i samme periode og beliggende kun 11 km
fra Københavns centrum, lød
Hvad skal væk?
Barsebäck!
Hvad skal ind? Sol og
vind!
Den
danske modstand mod atomkraft faldt mange for brystet. Blandt andet formanden
for regeringens energiråd, den fremtrædende politiker fra Socialistisk
Folkeparti, Morten Lange.
Modstanden, sagde han, er jo led i en ganske almindelig ’religiøs’ bølge sat i gang af
barfodsgængere, biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader
følelserne diktere.
Jeg
genopfriskede citatet for nogle dage siden i en artikel af Dagbladet Informations aldrig hvilende energimedarbejder Jørgen Steen
Nielsen.
Her
fik jeg også opdateret mine kundskaber om på hvilket niveau, Danmark ligger i
verden, når det drejer sig om alternativ energi. Her er nogle facts fra hans
artikel Sol og vind – med storkapitalen.
Nu har Barsebäck-værket været lukket og slukket i
snart 10 år. Rundtom i Danmark snurrer 5.190 møller, og vindkraften leverer 40
pct. af landets elforsyning. Den danske vindmølleindustri har en omsætning på
godt 80 milliarder kr., eksporterer for 48,7 mia. og beskæftiger 27.490
medarbejdere. Alene i Holstebro Kommune, hvor Tvindmøllen står, er der i dag
installeret, hvad der svarer til næsten 40 tvindmøller, og i nabokommunen
Ringkøbing-Skjern rejstes bare sidste år ny møllekapacitet svarende til 70
tvindmøller.
På
den globale rangliste over vindproduceret elenergi ligger, iflg. samme kilde,
først Kina, så USA og som nummer tre Tyskland. Høj vækstrate for vindenergi
finder vi i lande som Mexico, Brasilien, Polen, Tyrkiet, Rumænien, Ukraine,
Chile, Storbritannien og Canada.
Billedet
af solenergiens fremmarch er tilsvarende, og begge vedvarende energiformer er i
dag konkurrencedygtige med de traditionelle, der enten sviner atmosfæren til
eller med deres radioaktive affaldsprodukter sender uoverskuelige problemer
titusindvis af år ud i fremtiden.
Et
af de ansvarsløse lande i så henseende er Finland, hvor der, med Miljøpartiets
udmarch af regeringskontorerne som konsekvens, for nylig blev taget
beslutninger om fortsættelsen af atomkrafttragedien.
Så
gerne hun end havde villet: Min kærestes artikel om tvindkraft i Ulfsborg fik
ikke kørt den finske atomlobby af sporet. Det ærgrer vi os stadig over.
Men
i Danmark lykkedes det. Hør selv, hvad Jørgen Steen Nielsen skriver:
Danmark, hvor det hele begyndte, er i dag nr. 10 på den globale liste over
installeret kapacitet, men dog stadig nr. ét, når det gælder vindkraft-el pr.
indbygger.
Det, som
for mig at se var drivende, var entusiasmen. Eller galskaben, om man vil. I dag
bliver den presset ud af nødvendighedens åg, som politiserende embedsmænd og
embedsmandsagtige politikere over en bank henviser til med deres evindelige:
... for sådan er det jo, kære
venner, jeg er den, der er mest ked af denne uundgåelige beslutning, men nogen
skal tage ansvaret, og fakta tæller som bekendt mere end luftige drømme og stærke
følelser, som aldrig vil kunne betale sig...
Tværtimod,
siger læren fra Ulfsborg, som stadig kan være en inspiration. Det, man brænder
for, har man alle muligheder for at få noget godt ud af. Og det gælder for
resten også for sådan noget som venskab, kærlighed, sport, uddannelse,
erhvervsvalg med meget mere.
Så
tvindkraft, ja tak!
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar