DEN KÆRLIGHED, DEN KÆRLIGHED












PROFIL
Asger Albjerg       
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Jeg hader at skrive,
men jeg elsker at have skrevet.

Nu er det gjort.


Godt nytår til alle mine læsere!



ANNONCE:





TRE SYSTRAR OCH EN BERÄTTARE













PROFIL
Asger Albjerg       
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


DET ER EN ROMAN, SOM BOBLER AF HUMOR, SPÆNDING OG FOLKELIGHED, HISTORISK BREDDE OG PSYKOLOGISK DYBDE I EN STOR FORTÆLLING OM DØD OG OVERLEVELSE MED ET VÆLD AF PERSONER, MEN UDEN AT DE SAMLES I EN EGENTLIG INTRIGE, ALT SAMMEN LEVENDEGJORT I ET BRILLANT DAGLIGSPROG MED FACETTER FRA DIALEKT, FAGOMRÅDER OG ÆLDRE TIDER. ET VERDENSDRAMA OG KAMMERSPIL I ÉT BOGOMSLAG, SOM FORTJENER TALLØSE LÆSERE OG DE STØRSTE LITTERÆRE UDMÆRKELSER.

Sådan vil jeg sammenfatte min bedømmelse af Lars Sunds seneste bog, Tre systrar och en berättare. Roman i fyra akter, som der står på titelbladet.
Fortællerens litterære rådgivere, som han kalder dem, er intet mindre end en håndfuld af verdenslitteraturens største forfattere, Charles Dickens, Leo Tolstoj, Victor Hugo og Thomas Mann, og hans fortælling, hvis første kapitel på kryptisk jernbanefagsprog hedder KM.529+184, er bygget op med udgangspunkt i Anton Tjekhovs drama Tre søstre.
Selv er fortælleren enøjet som – forstår den, der kan læse - den nordiske overgud Odin, og han har, nej, ikke to ravne som flyvende budbringere, men en lækkersulten, noget knarvorn og borgerligt sindet krage, navnløs som han selv. Sammen står de på grænsen til alfader Odins alvidenhed.
Fortællerens profession er ledvogterens, en funktion, der set med verdens øjne er af diminutiv betydning. Desuden er han krigsinvalid, etbenet, vansiret og har kroppen fuld af granatsplinter. Som befordringsmiddel har han ikke som Odin en ottebenet hest, men får ved sin pensionering i slutningen af romanen en invalidecykel. Hans lidenskab er at skrive, men af den grund hverken forsømmer eller foragter han sin profession, som er at hæve og sænke et sæt jernbanebomme i en ubetydelig finsk provinsby ved Den botniske Bugt, når der passerer tog fra eller til den store verden.
For bommene skal ikke bare gå op og ned, de skal gå op og ned på den æstetisk rigtige måde. Med stolthed og finesse passer han dagens dont og er følgerigtigt politisk så langt ude til venstre, at han og kragen ikke kan tale om politik. Men det er heller ikke det, de er sat ind i fortællingen for.
Deres opgave er at give et billede af en afkrog af Finland, men med spor, bogstavelig talt, ud i den store verden i en tid, da Finlands deltagelse i Anden Verdenskrig var godt og vel afsluttet. Det sker i en springsk fremstilling, der rummer verdensdramaets kamp mellem kommunisme og kapitalisme, illustreret med for eksempel opstand i Ungarn og Cubakrise, men også ses i et lokalt og minimalt perspektiv, for eksempel i fremstillingen af de velhavendes vellevned i saloner og sejlklubber kontraheret gestaltningen af den stolte natmand Skitu-Kalle og af frontveteranernes kamp for brødet og slidsomme opbygning af velfærdssamfundet med krigens traumatiske stress som en spore til at slide, så sveden sprøjter, og neglene sprækker.
Hvis sådan en fortælling skal være retvisende og pege fremad mod fred og velstand, og just det er et underliggende projekt for romanen, må det naturligvis ske i samarbejde mellem en borgerlig og en socialistisk holdning. For det var netop den ødelæggende strid mellem disse to modpoler, der var årsag til først Borgerkrigen i Finland i 1918 og siden til Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen med Lapplandskrigen som den nødvendige finale for at få nazisterne ud.
Lars Sunds Tre systrar och en berättare er en roman, som jeg trods det ofte dystre indhold lo mig igennem, hvilket i allerhøjeste grad skyldes dens brillante og mangefacetterede sprog, og læste så langsomt som muligt for at strække nydelsen.
Heldigvis er historien ikke færdig efter de 537 sider, der er udlovet endnu to bind, og Lars Sund er en forfatter, der plejer at holde, hvad han lover.
Til allersidst, romanen slutter i 1968, skriver han – nej, det er ikke Lars Sund, naturligvis ikke, men fortælleren, den næsten alvidende ledvogter, der nu efter tro tjeneste trækker sig tilbage fra arbejdet som ledvogter og romanforfatter, at han ikke er det mindste interesseret i at få opklaret, om et formodet selvmord i fortællingens begyndelse tyve år tidligere i virkeligheden var et mord. Da fandt man lige før tæppet skulle gå op til premieren på en amatørteateropsætning af Tjekhovs Tre søstre, en af rolleindehaverne hængt i et skab. Begrundelsen for ledvogterens manglende interesse er ultrakort og med polemisk brod mod en mængde af den litteratur, der i dag spyttes ud på markedet:

Det här er ingen detektivroman.

Man savner næsten et udråbstegn.
Men lad os nu se, hvad den nye fortæller for det kommende bind to mener om den sag. Jeg gætter stærkt på, at det bliver Alf med evner som et musikalsk vidunderbarn. Jeg glæder mig her i dag den 23. december næsten mere til den end til morgendagens juleaften.
Jeg skal tilføje, at de tre seneste forfattere, jeg har læst, har bidraget til at sætte Lars Sunds Tre systrar och en berättare i relief. Det drejer sig om Helle Helle, hvis andedamsminimalisme i hendes seneste roman, Hvis det er, endnu engang har benovet hendes fædrelands kritikere.
Hertil kommer Kjeld Westös Hägring 38, belønnet med Nordisk Råds Litteraturpris, med sin fremragende gestaltning af historien, men uden en anstændig romans slutning og med et sprog, der sammenlignet med Sunds er en fad omgang.
Til sidst Patrick Modiano, årets nobelpristager, hvis Des inconnues alle burde læse for at opleve, hvor stærkt og autentisk små mennesker kan tale med lav stemmeføring. Hovedfigurerne, tre unge kvinder, er på socialt niveau med Sunds banevagt, men uden hans vidsyn og humor, betingelsen for mental overlevelse i en grum verden.
Ingen når op til Lars Sund!


ANNONCE:



GODHEDSINDUSTRI, NÆSTEKÆRLIGHED ELLER ALMINDELIG ANSTÆNDIGHED


Van Gogh, Den barmhjertige Sameritaner










PROFIL
Asger Albjerg       
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
 

Vi var kommet tilbage til vores hotel og sad på et af værelserne, da ordene fra vores kontorchef faldt således: "Hvis det her holder i nævnet, så er der lønforhøjelse, drenge."
(Fra Eritrearapportens tilblivelse)

I rammefortællingen til Ny Testamentes lignelsen om Den barmhjertige Sameritaner optræder der en lovkyndig. Han vil sætte Jesus på prøve, men bliver selv sat grundigt på plads med en enkel fortælling om en mand, der hjælper en udplyndret og svært tilskadekommet rejsende. Selv et barn kan forstå, at den barmhjertige mand er den nødlidendes næste, og at han ifølge loven har pligt til at vise ham omsorg. Eller elske, som der faktisk står.
Det er selve enkelheden i fortællingen, som sætter den lovkyndige rigtigt på plads. For han ville jo fremtræde som usædvanligt dum, hvis han ikke forstod meningen, og dum er det sidste, en lovkyndig vil mistænkes for at være.
Den ligefremme forståelse af ordet sameritaner som en person, der uselvisk hjælper sin næste, et tilfældigt menneske i nød, vandt fremme blandt kristne. Det viser sig i det afledte ord samarit, der er en person, som er uddannet til at yde førstehjælp. Jeg vil påstå, at forestillingen om at træde til og hjælpe som en anden sameritaner har været en del af dansk kulturarv – også længe før Dansk Røde Kors’ første samaritterkursus i 1883. Argumentet herfor finder jeg i selve ordet. Det tilkendegiver en folkelig forforståelse af, hvad samarittens arbejde går ud på. Samtidig gør det opmærksom på det uegennyttige i handlingen, som ikke giver gevinst i form af guld og grønne skove.
På den måde blev ordet, for nu at tale nytestamentligt, kød og tog bolig iblandt mennesker. I dette tilfælde danskerne. Man kan forske og skændes længe om kristendommens indflydelse på danskernes tankeverden, herunder begreber som tolerance og menneskerettigheder, som også vores grundlov er bygget over. Her skal det bare konstateres, at den medmenneskelighed, som den nytestamentelige samarit udviste, indgår som et væsentligt element i ovennævnte humanistiske idealer om en verden, hvor mennesket uforbeholdent respekteres, fordi det er menneske.
Dette var i begyndelsen. Men så kom teologien og med den teologen Søren Krarup, som påpeger, at det græske ord plèsíos, som oversættes til det danske næste, betegner en, der er nær eller i nærheden af nogen. Konkret og geografisk. Ikke noget med at blande udlændinge ind her, tak! Det gælder landsmænd, man er i nærmeste kontakt med.
Lad Søren Krarup selv få ordet, nemlig i et læserbrev i Dagbladet Information. Indlægget er et svar til Peter Kemp, som også er teolog, men som ikke bifalder Krarups tolkning af begrebet om næsten:

Tro på Gud og kærlighed til næsten –  det er kristendommens fordring til mennesket, men fordi troen på Gud bestemmer kærligheden til næsten, er der ikke tale om en politisk eller social bestræbelse. Der er tale om øjeblikkets gerning, som ikke ved af sig selv, fordi den tillige er troens gerning. Og der er tale om øjeblikkets gerning i forhold til ham eller hende, du her og nu er nærmest, ikke en menneskehed, du opsøger som genstand for din selvoptagethed. Efter min mening er kristendommens forvandling til humanisme eller humanitær ideologi det værste, der er sket os –  både fordi det forfalsker kristendommen og fordi det prisgiver menneskelivet til dæmonisk selvretfærdighed og falskhed.

Ovenstående linjer er et minimalt pluk fra et omfangsrigt forfatterskab. Men de indeholder des bærende søjler med det åndelige og verdslige regimente, hvor sidstnævntes humanisme optræder med dæmonisk selvretfærdighed og dermed prisgiver menneskelivet. Til hvad andet end fortabelse?
Det er præcis her, Søren Krarup som debattør og mangeårigt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti har haft en afgørende indflydelse på det åndelige klima i Danmark. I nullerne bliver den umisforståeligt enkle og ligefremme tolkning af lignelsen om Den barmhjertige Sameritaner ændret til at gælde danskere i Danmark, som den næstekærlighedsudøvende dansker har nærkontakt med. Hvad der ligger udenfor udråbes af Krarup og hans fæller som godhedsindustri eller betegnet med andre hånlige udtryk.
Resultatet er, at stort set enhver politisk ytring eller diskussion i Danmark, der rækker ud over finansieringen af en nuværende statsministerkandidats boxershorts (et p.t. kært diskussionsemne), som grundlæggende udgangspunkt har en nationalisme, der er en udvikling af Søren Krarups begreb om næsten. Et visuelt udtryk for det er hans partis, Dansk Folkepartis, forestilling om afspærring af Danmark med gammeldags grænsebomme, så forstyrrende elementer kan holdes ude.
Jo mere nok, vi danskere kan være os selv, desto bedre. Det er til at tage og føle på.
I samme kategori, men i et større internationalt perspektiv, har vi dagens voksende politiske skandale om vurderingen af Eritrea som et trygt land for flygtede asylsøgende at blive hjemsendt til.
I centrum står en rapport om sikkerhedssituationen i Eritrea. En fact finding-mission fra Udlændingestyrelsen havde, jf. de sidste par ugers skandaløse nyheder, åbenbart forstået opgaven som et bestillingsarbejde, der skulle tjene som legitimt grundlag til at skaffe sig af med et antal asylsøgende i Danmark og afskrække nye fra at ankomme. På denne måde skulle ministeren og i sidste instans vælgerne pleases efter samme opskrift som statsminister Helle Thorning-Schmidt i sin åbningstale for Folketinget i oktober ville please den ny-danske hyggenationalisme ved at hindre flygtende syriske familiefædre retten til sammenføring med den øvrige familie. For hvad vedkommer den slags udenlandskere og deres lidelser os danske i Danmark, hvor en tillempet udgave af Krarups næstekærlighedsbegreb står som politisk, ideologisk og teologisk garant for, at vi trygt kan fortsætte med at være os selv nok.
Jo, Søren Krarup har virkelig haft betydning, hans tanker er slået igennem med uhørt kraft og været med til at sætte dagsordenen i kongeriget.
Og jo, Dagbladet Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg har uden tvivl ret, når han i sin anmeldelse af Michael Jalvigs nyudkomne biografi om Søren Krarup kalder ham

det største hoved til højre og udtaler, at han er den intellektuelle, der har betydet mest for næste generation af konservative tænkere og kulturkritikere i Danmark.

En enorm præstation med et minimalt udgangspunkt ikke blot til skade for Danmarks omdømme i verden, men tillige med afsmittende virkning på egofikserethed og et retshaveri for det danske, som graver grøfter mennesker imellem og er uden kærlighedens samlende kraft.
Hvem talte om tonen i debatten og om den selvfølgelige hjælpsomhed mand og mand imellem?
Så enormt gennemgribende er Søren Krarups præstation, at der i dag næppe findes større udfordring til debattører og analytikere, af hvilken slags de nu er, men mest til politikere, der uden bagtanker og skjulte dagsordener tør tro på og tale for helt almindelig anstændighed i et åbent og inkluderende Danmark.


ANNONCE: