UTOPISK SKÅLTALE I EN SEN TIME













PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


UTOPISK SKÅLTALE I EN SEN TIME

Jeg ser et Danmark, som ikke går i krig
uden et klart mål for freden efter.

Hvor penge ikke er målet, men midlet
til at bringe mennesker nærmere hinanden.

Hvor de fattigste begunstiges
på bekostning af de rige.

Hvor enhver flygtning i sin egenskab af menneske
behandles med værdighed.

Hvor det centrale mål for uddannelser
er et bedre liv for mennesker og natur.

Hvor verden vil se med beundring
på den medmenneskelighed,
Danmark viser.

Hip-hip hurra! Og godt nytår.




ANNONCE:

 

UDANSK FUNDAMENTALISME





  


PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Bogstavelige fortolkninger af religiøse skrifter skal man holde sig fra! Det er noget fundamentalistisk hø, der fører til grimme ting som for eksempel jihad, kvindeundertrykkelse og alle slags krænkninger. En af de danskere, der oprigtigt har stridt imod en sådan irrationel fanatisme,  i daglig tale kaldes fundamentalisme, er Søren Krarup, præst, forfatter og mangeårigt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.
En af hans stærke indsatser og måske den med størst gennemslagskraft er udlægningen af det Ny Testamentes lignelse om Den barmhjertige Sameritaner. Den er nemlig på ingen måde en ligefrem fortælling til efterfølgelse om uselvisk hjælp til et tilfældigt menneske i nød. Sådan en forståelse, der tager teksten på ordet, er med de krarupske briller en politisk og social mistolkning af Jesu ord, som hermed forvandles til humanisme og humanitær ideologi. Og endnu værre: Den, der hjælper ifølge denne recept, er prisgivet dæmonisk selvretfærdighed.
At holde sig for god til den slags er blevet en mærkesag for den danske regering. Helt i krarupsk ånd er den derfor nået frem til at tildele Danmark selv en tredjedel af det beløb, der på den danske finanslov er afsat til ulandshjælp.
Ved denne historiske beslutning har Danmark skabt intet mindre end epoke ved at komme ind på førstepladsen blandt de lande i verden, der modtager dansk udviklingsbistand.
Hvordan?
Jo, ved kort og godt at lade pengene gå til at finansiere de mange flygtninge, der er kommet til Danmark. Hjælp til selvhjælp, med andre ord. En virkeligt gennemtænkt og jordnær, men også anderledes og kreativ fortolkning af begrebet om udviklingsbistand. Så langt fra platfodet fundamentalisme, som man vist kan komme.
Et stort halleluja for den krarupske ånd!
Men, som der står i en gammel, meget jordnær sang i et skuespil om en melodi, der blev væk:

Det sku vær’ saa godt, og saa’ det faktisk skidt.

For mod alle formodninger om at holde sig til den snævre vej har samme regering, der jo ifølge sit program regerer i et kristent land, ind under jul brudt med sit antifundamentalistiske princip og til egen skændsel og forfærdende platfodet efterlevet en af de velkendte maksimer i Ny Testamente. Faktisk kommer den samme tanke næsten enslydende frem i det mindste fem gange, nemlig i Matthæus 25:29, Markus 4:25, Lukas 8:18, Lukas 12:48 og Lukas 19:26, her gengivet som vi læser den i Matthæus-Evangeliet kapitel 25 vers 29.

thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal have Overflod; men den, der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.

Men ingen krumspring her, ingen krarupsk kreativitet, ingen græsneoverskridende nytolkning. Moralen bliver taget på ordet i værste fundamentalistiske ånd af regeringen Rasmussen med den rødlokkede udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, der, næsten i skikkelse af en fakkel, brænder for sin sag: at få den del af verdens tres millioner flygtninge, der er havnet i Danmark, til at føle sig som de pariaer, de i henhold til det danske folketingsflertal dybest set er.
Og hvordan gør hun så? Jo, under sloganet:

Det er rimeligt at tage smykker og penge fra flygtninge,

har hun med opbakning fra et flertal i Folketinget iværksat endnu en såkaldt stramning af reglerne for flygtninge i Danmark med det resultat, at dem, der har mindst eller slet intet har, afleverer til dem, der har i overflod.
Onde tunger har sagt, at en sådan fremfærd er krænkende, og at flygtningene derfor kan få ondt i sinde. Det er der et glimrende middel imod: De skal bare drives sammen og isoleres under skarp bevogtning. Det er før set i historien, oven i købet i den historie, de ældre stadig kan huske. Og alle, der kender den, kan bedyre, at fremgangsmåden var effektiv.
Men lad denne helt nære fremtid hvile, og lad en fortjent julefred lægge sig trindt om land. I et lidt længere perspektiv må vi, når de allerede styrtdykkende oliepriser er faldet yderligere og olie er fortid, imødese en helt anden type flygtninge: Russiske oligarker og arabiske oliesheiker. Når de står i danskernes baghaver og rækker deres tomme hænder mod himlen, må vi virkelig håbe, at en ferm dansk integrationsminister vi vide at få fingre i deres guldtænder, mobiltelefoner og indeståender på diverse bankkonti, så vi kan få betalt for deres ophold!
Skulle nogen efter endt læsning komme på den tanke, at ovenstående tolkning af Matthæus 25:29, Markus 4:25, Lukas 8:18, Lukas 12:48 og Lukas 19:26 er letbenet, skyldes det udelukkende den krarupske ånd, der her ind under jul 2015 i et par timer fuldstændigt besatte mig.
Jeg beder om tilgivelse og ønsker mine læsere en glædelig jul og hårdt arbejde for fred og fordragelighed i det nye år.


ANNONCE:

 

JULESTJERNER – ELLER VEJEN TIL KVINDENS HJERTE







PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



På et utalt antal områder er vi mænd i det sidste halve århundrede trængt ind på kvindernes traditionelle domæner. Jeg tænker for eksempel på børnefødsler, hvor vi våger og slider i det om nødvendigt i timevis i fødestuerne, puster og stønner og gisper som damplokomotiver og efter endt arbejde får et barn, hvis kvinden ellers kan finde ud af at gøre sin del af arbejdet.
Sådan var det ikke, da jeg voksede op. Da blev mændene sat uden for døren med sved på panden og kunne bare vente på, at jordemoderen trådte ud med det færdigsvøbte barn, forkyndte dets køn og forsvandt så hurtigt, at mændene i bedste fald lige kunne nå at fremstamme et dikke-dik.
Puslebordet var helligt terræn for mødrene, og ve den mand, der med klemme på næsen så meget som tænkte på at profanere det med sit interesserede blik. For slet ikke at tale om at skubbe den rengjorte unge i barnevognen og få den til at vugge optimalt, så søvnen kunne indfinde sig inden næste amning.
Faktisk er der nærmest ingen grænser for, hvad dagens mænd har erobret på børneområdet, selv brystmælk kan de give, behørigt udpumpet.
Hvem af gårsdagens mænd havde kunnet drømme om det?
Ligeledes har kvinderne i evigheder hårnakket forsvaret  eneretten til at røre i kødgryderne, men også her er vi mænd stormet frem. Og hvad med madpakken, dagens kærlige hilsen til det skolesøgende barn klokken 11, når frokostklokken ringer? Også der har der stået hårde kampe for at få kvinderne til at slippe smørebræt og ostehøvl, så manden endelig fik lov til at realisere sine kulinariske talenter med for eksempel leverpostej og rødbeder. Og nu, vi er ved undertrykkelse, ser jeg ikke uden glæde en parallel i, hvordan de saudiarabiske kvinder helt aktuelt og på linje med os mænd i den nordeuropæiske verden ved at tilkæmpe sig visse demokratiske rettigheder, som de længe har fortjent, men som hidtil er blevet dem nægtet.
Jo, skridt for skridt går verden fremad, men her ind under jul må jeg med sorg konstatere, at bagekunsten venter på et stormløb. Her mener jeg ikke den finere, konditoragtige med flødeskum og glasur som en kulinarisk mur- og rumkunst. Den skanse har vi allerede sat foden på. Næ, det er hjemmets bagekunst, der trænger til at blive indtaget. Den er det forjættede land, hvis manglende erobring denne blog skal være med til at gøre til skamme. Kort sagt vil jeg råde bod på den fremherskende misere med en virkelig maskulin opskrift, som skal lokke mine kønsfæller til bagebordet.
Min første idé kom fra Dyrene i Hakkebakkeskoven. Det drejede sig om bagermester Harepus’ opskrift på peberkager. En, der virkelig vil noget, nærmere en manddomsprøve kan man vist ikke komme.

Når en peberkagebager
bager peberbagekager
ta’r han først en mægtig gryde
og et kilo smør omtrent.
Og hvis gryden ikke vælter
blandes smørret, mens det smelter,
med en theske puddersukker
til det lugter brunt og brændt.

Og i smør og sukker kommer
han en halv snes æggeblommer
som han rører ud i gryden
med et kilo hvedemel.
Når det værste er af vejen
krydres peberkagedejen
med et kilo ægte peber
og et lille drys kanel.

Men jeg opgav opskriften, for jeg finder ikke anvisningen om at forme denne potente dej til kagemænd og kagekoner passende for et rigtigt mandfolk. Desuden er det i min smag noget for feminint, at opskriften er på vers.
Men så kom jeg – vi nærmer os jo julen – til at tænke på stjerner, som der jo også er så mange af i Star Wars, og så var den der.
Julestjerner, naturligvis!
Til to personer, ja, netop to, ikkesandt! tager man to skiver dybfrosset smørdej. Når de er optøet, deles de i kvadrater, og der skæres nogle centimeter ind mod midten fra alle fire hjørner. Læg en ordentlig klat svedskesyltetøj på midten og bøj spidserne mod hinanden, så de mødes. Stjernerne bages i 200 grader i 5-10 minutter, til de er gyldenbrune. Lad dem svale på et gitter og drys dem inden serveringen med florsukker.
Passer til kaffe og gløgg.
Voila, en ny erobring fra rummet. Den kvinde, der ikke falder for julestjerner, er ikke født endnu.


ANNONCE: