SAUNA

 

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Min første saunalærer var finlandssvensker, og lektionen foregik i en badstue højt mod nord i Sverige tæt ved den norske grænse. Vi var en blandet flok danske studerende fra samme kollegiegang på ferietur i det nordsvenske, og naturligvis var der sauna i vores feriehytte.

– Grundregeln är, sagde han, att man skall vara naken och bada så länge och så hett att man känner att det är skönt.

– Og så?

– Då skall man slappna av och ta det lugnt.

Kønsopdeling fik vi ingen instruks i, og selv om der var særskilte omklædningsrum for tjejer og killar, samledes vi, natural born danes som vi jo var, i badstuen og pressede os ned ved siden af hinanden. Hjemme på kollegiegangen var brusebad i samme rum utænkeligt, selv om en plakat på døren annoncerede

 Save water, shower with a friend.

Men i saunaer er man frigjort, som bekendt. Måske derfor slog finsk saunabad aldrig an i Danmark.

Jeg husker ikke detaljerne i den nordsvenske oplevelse, men mon ikke vi har brugt vores medbragte danske frigjorthed til, midt i varmen, som steg i takt med vanddampen fra ovnens hede sten, gennem øjenkrogene at sidde og bage på hinanden. Hvilket naturligvis var alt andet end afslappende.

Vi springer nogle år i tid. Jeg er på mit første besøg hos min finlandssvenske kæreste. Højt oppe i Finland for mig, i virkeligheden langt under midten af det aflange land. Det er Midsommar eller Johanne, som Sankt Hans kaldes, og hendes forældre skal, traditionen tro, besøge et par gode venner, og, traditionen tro, skal de starte med att bada – altså gå i sauna.

– Jeg troede ikke, at dine forældre var så frigjorte, sagde jeg til hende, da vi selv sad i husets sauna med sveden trillende ned ad kroppene. For også vi skulle naturligvis have vores midsommarbad.

– Vad tror du? sagde hun forarget og smed en slev vand på ovnens brandvarme sten.

Det sagde jeg ikke højt, i stede skyndte jeg mig at tro om igen.

Hvordan det i virkeligheden forholdt sig, ved jeg ikke den dag i dag, og jeg har aldrig spurgt i forvisning om, at jeg ikke ville få andet svar end dette:

Enten bader herrerne for sig og damerne for sig – eller også bader hvert par for sig.  – Har man børn med, bader man familievis, indtil børnene ikke længere gider.

Køn og familie altså. Det er det, der er fundamentet i saunabadets forretningsorden. Alt andet er brud på etiketten og ødelæggende for den sjælens ro, som ingen får, der lader sig eksponere for interesserede blikke. Det være sig idealkroppen, der vil beundres, eller den laskede fedtbunke, der trods sin volumen helst vil gemme sig. Og alt midt imellem.

Når mand sidder balle ved balle med mand, mens bølgen af hed luft, löylö, rammer huden og temperatur og fugtighed stiger, er kroppen som form uden interesse. Det gælder også blandt kvinder, har jeg hørt. I stedet synker man ind i sig selv, glemmer alt om politik, skrantende økonomi, ægteskabelige bekymringer, skrigende unger, dårlige kammerater, mislykkede projekter, den elendige tid i det sidste halvmaraton, ugravede haver, ulæste bøger, den nye bil, den velturnerede replik til chefen, yndlingsfilmen, lottogevinsten næste lørdag, kampen med havørreden på næsten syv kilo og andet uvæsentligt.

Hvad man har i hovedet, kan man ikke huske bagefter. Det er som hos sejleren, der for en frisk vind styrer mod det åbne hav, eller hos motorcyklisten, der æder sig gennem landskabet med fartvinden i ansigtet og sjælen i maskinens cylindre.

Naturligvis kan man lavmælt samtale om, hvorhen man styrer på sin livsrejse. Kontemplation, filosofiske betragtninger eller slet og ret tavshed hører saunaen til. Den livlige konversation, derimod, kan man tage, når man sidder med håndklædet om livet, gerne på en badebro, og nyder en iskold Karhu, mens man ser solen, der næsten ikke kan tage sig sammen til at gå ned under horisonten.

Hvis man altså gider.

Man kan også læse bøger om badstuen og badstuebadet, dets historie, udstyr, tradition med videre. Dem er der efterhånden mange af.

Men hvorfor skulle man? Man har jo saunaen lige ved hånden – i hvert fald i Finland.

ANNONCE: