PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Det eneste
vellykkede i denne blog er billedet, som viser alt. Men sådan er historien bag
det:
En
af forårets små sejre er over en stub, jeg skubbede op med jernstangen. Den
stod nede i græsplænen, og der havde den stået i femogtyve år som én rest af de
syvogtyve træer, jeg fældede. Der er folk, som påstår, at de kan huske kyssene
med deres første kærester bedre end dem med deres ægtefælle gennem mange år.
Andre husker deres biler. Selv husker jeg mine første træer, og hvor de stod.
Også
på grund af stubbene.
Hvor
jeg dengang kæmpede for at få dem op! Lige indtil jeg fik en motorsav og
begyndte at snyde ved at grave en rende ti centimeter ned og hele vejen rundt
omkring dem og sætte motorsaven til.
Wrumm-wrumm.
Jord på. Så græsfrø, solbærbuske, kartofler, bønner, squash, salat, dild,
gulerødder eller hvad, det nu var. Det var det rene hokuspokus med den
motorsav.
Nu,
femogtyve år efter, hævner stubbene i græsplænen sig.
Det
meste af dem er blevet til muld, men tilbage findes der huller dækket af ti
centimeter græstørv. Det gynger lidt. Behageligt. Og faretruende som i en mose.
Jernstangen forsvinder i frit fald en meter ned, så der er ikke andet at gøre
end at få fat i spaden og skrælle tørvene af og skubbe resterne af stub og de
største rødder op.
Som
regel rummer sådan et hul fire læs med trillebøren – en påmindelse om, at
stubbene var nogle ordentlige krabater.
Stumpen
efter dagens stub stod cirka en meter under jorden. Dens længde var godt
halvtreds centimeter, diameteren det halve, den underste del afsavet, træsorten
fyr.
Men
det var jo et birketræ, der havde stået der! Dét husker jeg tydeligt.
Og
det var jo stubbens øverste del, jeg havde savet af!
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar