PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det meste af mit
arbejdsliv
lektor i dansk ved
Helsingfors Universitet.
Jeg er betroet et barn i en barnevogn. Moren har kysset det
farvel en ekstra gang. Og en gang til. Da jeg efter en indskydelse vender mig nede
i gården, står hun bag ruden i køkkenvinduet på sjette sal og vinker med højre
arm, så den slår ind i karmen.
I elleve dage og fjorten timer har hun haft det inden for
synshold og på høreafstand. Nu forsvinder det ud ad porten, jeg stikker hovedet
hen over kalechen og ser til begge sider, bevægelsen indfinder sig automatisk,
jeg er ikke bare mig selv, jeg har et barn der rager frem foran min krop, måske
en meter, det sover, jeg drejer til venstre og skridter ud, det skal sove i to
timer, mens vi går gennem byen, nu til højre, der kommer en cyklist, jeg
strammer hænderne om vognens håndgreb og trækker den lidt ind imod mig, han
tager farten af, han skal nok dreje, nej, han tager farten af for mig, nej for
dig, du som bare kan die, gny, vræle ubetydeligt, åbne de mandelformede øjne,
fylde bleen og fægte lidt med arme og ben, usynlig under kalechen i soveposen
ligger du og dirigerer trafikken.
Under alléens forårsgrønne løv hører vi råb, du ligger og virrer
med hovedet, for brostenene er kantede, jeg går forsigtigere, den råbende
kommer frem bag et træ, foran ham står der en gammel mand og ville falde fremad,
hvis råbene ikke støttede ham som en stræbepille af den andens hellig vrede,
jeg hører ord som paska (lort), saaaatana og äiti (mor), åbenbart et familieopgør
i en familie, som er gået i stykker, jeg vover ikke at se på dem, vi er tæt på
nu, en ram lugt af gammelt sprit kommer ud af råberens mund, jeg går lidt
stærkere, nu er vi forbi, du virrer med hovedet lidt mere end før.
En bil er kørt op over fortovskanten, og to kvinder læsser ud,
en sort plastiksæk, en støvsuger, noget blåt på skaft, som rager ind i bilen og
spærrer som en grænsebom, de ser mig, ser barnevognen, ser os, vinker med
hånden, som i en bue rammer kanten på en rød spand, der ryger tilbage ind i
bilen, sækken trykker de ind mod væggen, måler afstanden, nikker kort til
hinanden, den ene tager skaftet, løfter det og præsenterer gulvskrubbe, mens
den anden gør honnør, og vi går imellem bil og væg og kvinderne, bredbrystede
og arbejdsføre, jeg kikker på dig, du ligger helt stille, jeg nikker og sender
smil til højre og venstre.
Kvinder! tænker jeg, de gør det jo bare, det er medfødt, men der
er også mænd på fortovet, som vi holder os midt på, det er næsten en vane nu at
blive spottet på lang afstand, når vi kommer og i svinefylking kløver os
igennem masserne, får bilerne til at bremse, cyklister til at holde tilbage,
også dem med enogtyve gear under sig, mænd med tatoveringer på buldrende
motorcykler sagtner farten, andre går et skridt til side, en løber med
headphones og gråsprængt skæg sender os et smil, vi er uovervindelige uden
kanontårne, uden panser og plade, uden sværd og spyd, jeg stikker en blød hånd
ned til dit ansigt, den er kold, men du varmer den med din ånde, jeg ser op og
viger for en barnevogn, som viger for os efter en fælles overenskomst.
I stormagasinet præsenteres fremtidens bil, store børn kravler
ind og ud og holder om rattet og trykker på skærmen med alle symboler for, hvad
bilen kan og snart vil, når den lydløst glider gennem grønne landskaber og
holder for rødt uden udstødning, for at du kan trække vejret friere i en verden
uden drivhusgas og koks i klimaet, tryggere end mig, som sammen med andre unger
lå og snusede duften ind fra naboens Singer i tomgang, nu et ukendt bilmærke,
ligesom mærket her i stormagasinet er ukendt for de fleste, men hvem kan modstå
det, når man indser, at det har fremtiden for sig, jeg kan ikke, du gnyr lidt,
mens jeg drømmer dig ind bag rattet med et smil til mig.
Vi venter på elevatoren, og det samme gentager sig, folk viger
pladsen for os og smiler lidt undseligt, vi kanter os ind, jeg ved ikke, hvad
jeg vil, men som ledet af en usynlig hånd bakker vi ud på sjette,
bedstemødrenes paradis med Dior-kjoler til de mindste og sparkedragter fra Yves
Saint Laurent, vi gider ikke engang fingerere på alt det nuttede, som du
alligevel vil gøre til skamme, så vi siksakker mod udgangen, og mens sokker og
t-shirts med toårige skønhedsidoler med glitter i håret og barnets første
gummistøvler glider forbi, ser jeg den pludselig, krokodillen, ækeltgrøn med
tænderne i uordentlige rækker ned langs kæften og takker på ryggen, som en
erindring om urtiden ligger den med lukkede øjne og lurer sammensvejset med en
grå hue i mindste størrelse, jeg tager den forsigtigt for ikke at vække den,
bærer den hen til kassen og betaler, om lidt får du huen på, så du er parat til
at skræmme storebror, når han kikker ned til dig for at sige dikke-dik.
Den næste time går vi rundt om søen i centrum, ingen krokodiller
her, kun nogle joggere, de passer deres, jeg passer mit, du sover stadig, nu på
tredje time, jeg er lidt træt i benene og balancerer med vognen ind på en café
helt nede ved søbredden, jeg bremser den omhyggeligt, men holder alligevel i
håndgrebet, mens jeg drikker min kaffe, for man ved jo aldrig, søuhyrer har det
med at dukke op af det rene ingenting, men der er ingen, kun et par piger, der
lejer sejlbrætter ud og sælger kunsthåndværk, jeg går ned og kikker på
brætterne efter at have parkeret dig på betryggende afstand, pigerne tiltaler
mig, jeg lovpriser lydløst barnevognen, hvor du ligger og skaber kontakt mellem
os, de får mig til at prøve en håndlavet flugtstol, først med pude, siden
udspiller der sig en længere konversation om lande og hvorfor, vi er her, og
hvad vi laver og sprog, vi kan forstå hinanden på, vi når frem til tre, og jeg
bilder mig jo ikke ind, at der er noget, som man siger, de er bare naturligt
venlige, ikke på grund af mig, de er det, fordi du ligger to meter fra mig,
trygt parkeret, så de præcis kan se den nederste del af dit øre og lidt grønt
på huen, du har beruset dem, de er ellers kun sådan, når der er fest og klokken
er ved at blive mange, og det er den faktisk, for nu ringer din far og spørger,
hvordan vi har det, godt, siger jeg, ja, faktisk bedre og bedre, jo, jeg
forstår, tiden er gået, jeg siger farvel til pigerne og kiitos, som betyder
tak, de vinker næste, jeg vender ryggen til dem og begynder at gå, mens jeg
tænker på, at en brugt barnevogn kunne være en gylden investering i fremtidige
oplevelser.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar