 |
| Græsk euroexit? |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Jeg stødte på ham første gang, da
jeg sled mig igennem den moderne europæiske litteraturs første historiske roman
– ja, jeg ved, at det er en usexet indledning, og bedre bliver det ikke af at
fortælle, at romanen er skrevet af Knud Lyne Rahbek, en 1700-talsforfatter, som
knap nok er læst i vore dage og kun undtagelsesvis forstået.
Men altså,
det var i Rahbeks Camill og Constance,
at jeg for første gang læste om Marcus Curtius.
Han er
aldrig blevet min helt, men historien om, hvordan han som en antik
kamikazepilot ofrede sig selv, fascinerede mig.
Sagnet går
tilbage til 362 f.Kr. og starter med, at der på Forum Romanum åbner sig en
afgrund, som det ikke er menneskeligt muligt at fylde. Seerne forkynder, at romerne
skal kaste det, der udgør Roms kilde til styrke i hullet, så skal den romerske
republik vare evigt.
Marcus
Curtius, en yngling højt dekoreret for sine militære bedrifter, dadler sine
medborgere for ikke at indse, at seerne sigter til Roms våben og mod. Og mens han
lader sit blik glide rundt til gudernes templer på torvet, rækker han hænderne
mod himlen og mod dødsrigets guder og vier sig som et offer. Fuldt bevæbnet
bestiger han en hest med den prægtigste udrustning og styrter sig over den
yderste grænse i afgrunden, som lukkes og efterlader en sø, Lacus Curtius.
Mere end 350
år senere, på kejser Augustus’ tid, blev der på selvsamme sted rejst et relief
af den unge helt, som til hest er på vej ned i afgrunden.
Vi springer
et par tusind år frem i tiden på samme Forum Romanum, nu en spektakulær ruin. Her
står jeg i det sene eftermiddagslys og fotograferer relieffet, mens jeg et
øjeblik ærgrer mig over, at en afspærring hindrer mig i at komme helt hen til
det for måske endnu stærkere at kunne føle historiens nærvær og de spektakulære
handlingers betydning for den retning, historien tager.
Det er den
samme følelse af at være tæt ved og dog lidt på distance jeg har i dag, fjorten
dage efter min visit på Forum Romanum, da jeg ser medierne flyde over med
politiske nekrologer over Yanis Varoufakis, grækeren, der tog sit lands
kreditorers afsky som sit adelsmærke. Den afgåede finansminister afbildes ikke
til hest, men på sin 1300 CC Yamaha motorcykel, der sparker mere end hundrede
gange hårdere end Marcus Curtius’ firbenede transportmiddel.
To ting
binder gennem årtusinder Curtius og Varoufakis til hinanden. Det er mod og
våben. Men omfortolket fra en tid, hvor bogstavelig dødsforagt var modets
højeste manifestation, og våben slebet til at hugge ind i menneskers kroppe.
Yanis
Voroufakis har gang på gang vist modet til at gå til den yderste grænse og at
flytte den så langt, at hans politiske modstandere plumper i med tomme trusler
om at smide Grækenland ud af eurosamarbejdet. Og hans våben er demokratiet, som
har valgt ham, og hvis beslutningsproces han netop har valgt at vende ryggen,
fordi visse europæiske finansministre ikke orker at se ham ved
forhandlingsbordet.
Sådan
rapporteres der i medierne, og er det sandt, er det en uafvaskelig skamplet på
disse finansministre, fordi de negligerer demokratiets spilleregler ved at forsøge
at ydmyge og umyndiggøre et demokratis repræsentant. At de desuden belaster et
land, der økonomisk er på knæ på grund af optagelse af lån til afbetaling af
gæld og ikke til investering i produktion, er udtryk for et usolidarisk,
nationalistisk snæversyn, som ikke alene er den egentlige kilde til den græske
misere, men også et fundamentalt brud på EU-ideologiens højtidelige
målsætninger om at arbejde i fredens og samdrægtighedens og stabilitetens tjeneste.
Det ofte
stillede spørgsmål er, hvad Grækenland ville være uden EU. For at få sine rette
historiske proportioner burde spørgsmålet vendes. Så lyder det:
Hvad ville EU være uden
Grækenland? Ja, ville EU overhovedet eksistere?
Og så er vi
igen tilbage i antikken, ikke blot den romerske, hvis demokratiske
institutioner var inspireret af de græske, men til selve det gamle Grækenland,
hvis filosoffer og statsdannelser var en væsentlig inspiration i de
demokratiske omvæltninger, der i vores vestlige verden begyndte at tage form for
to-tre hundrede år siden med start i den såkaldte Oplysningstid.
Men jeg
indser, at alt det her er alt for kompliceret og alt for usexet for vore dages
politikere med valgperioder som tidshorisont.
Men nej, jeg
skal ikke skyde på politikerne, det er vælgerne, godt eller dårligt oplyste, der
afgør.
Så måske
bliver Grækenland alligevel smidt ud af eurosamarbejdet.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar