TILGIVELSE




 

PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Plagiat. Det var dér, søndagens samtale ved morgenbordet startede.
Anledningen var en notits om dagens universitetsstuderende, som slipper igennem eksaminer ved at copypaste og tilpasse brugte opgaver og gamle afhandlinger. Årsagen til elendigheden er blandt andet, at en stor del af de midler, der tilflyder institutterne, kommer fra beståede eksaminer eksamener.
Hermed påstår jeg ikke, at den enkelte lærer er en svindler, der bare tænker på at få studenterne igennem og for at beholde stilling og løn. Kun, at han bruger for lidt energi på sund, akademisk mistænksomhed for i stedet at udvise en høj grad af menneskelighed i den stressede arbejdssituation, der er et vilkår for den universitetsansatte lærer, forsker og administrator i én person.
Samtalen gled hurtigt ind på egne oplevelser. Ikke i form af personlige bekendelser, men med eksempler på allerede afsløret snyd. Vi havde, som man søndag morgen skal have, god tid, og efter yoghurten med mysli og frisk frugt æltede vi længe en vis persons plagiat i en disputats, der havde givet anledning til en masse presseomtale. Og var det ikke et amerikansk universitet, der var indblandet i miseren?
Også mandens præcise navn var et problem, men såfremt og ifald vi huskede rigtigt, var han en i øvrigt anerkendt hædersmand med mange udmærkede initiativer for børn og unge. Oplyste fruen, som har ægteskabets sikreste hukommelse om de faktiske forhold i Finland.
Jeg langede ud efter iPad’en, for Google giver syn for sagn. Her er den store jordiske regnskabsbog, som har den fordel frem for St. Peters himmelske, at indholdet er tilgængeligt for os dødelige. Men nej, jeg havde forregnet mig, for plagiatet, der rimeligvis blev begået tilbage i tresserne, blev afsløret engang i begyndelsen af nitten hundrede og halvfemserne. Og til forskel fra den himmelske bog, der er ført fra tidernes morgen, er nettet højst rudimentært hvad angår det, der er mere end femogtyve år gammelt.
Så i stedet for iPad’en greb jeg honningkrukken for at lægge et gedigent lag af det søde klister på min noget tamme finske ost. Samtidig foreslog jeg, at vi skulle forsøge at glemme det, vi alligevel ikke var sikre på, at vi kunne huske, og lade manden, hvis det altså var ham, vederfares den tilgivelse, som netop glemsel giver.
Det gav en god fornemmelse, må jeg tilstå, men tilbage stod i højrelief visheden om, at i dag glemmes intet. Regnskabets time kan komme når som helst og for hvem som helst – helt ligesom den var allestedsnærværende for fortidens potentater. Arkiver og biblioteker bugner af facts, der kan kaste lys over deres synder og bedrifter. Det vidste de selv, og noget af det, der drev dem, var netop at slippe for historiens glemsel og sikre sig en plads i evigheden. At der så kom og kommer både skidt og kanel frem var og er uundgåeligt, jævnfør dagens netspredte nyhed om, hvordan den senere dronning Elisabeth i 1933, hun var da syv år, heilede sammen med instruktøren, prins, senere kong Edward.
Men som sagt undslipper ingen i dag det fintmaskede Net helt uanset, om man selv går på det som for eksempel facebookanvenderen, eller blot køber et nyt køleskab og af forhandleren får at vide, at man måske burde satse på en større model med det kødforbrug, man har(???), samt bliver mindet om, at man anskaffede en ny opvaskemaskine den og den dato for et år siden. I en anden butik!
Den slags oplysninger, som egentlig havde fortjent at gå i glemmebogen, kan når som helst blive nærværende i ens fremtidige liv. Også, at jeg den 21.7.2015 googlede på den engelske avis The Sun for at verificere ovennævnte oplysning fra den engelske dronning Elisabeths barndom og læste, at de kongelige derfor blev udhængt som Their Royal Heilnesses.
I søndags, ved morgenbordet, ramte den befængte tanke mig, at de fleste af de facts, der ligger på nettet, ikke fortjener bedre skæbne end oldtidens største bibliotek, det i Alexandria, der som bekendt gik op i lys lue. Det var i alle betydninger af ordet en historisk katastrofe. Kan en forsker, som jeg er, virkelig andet end begræde det?
Men ud fra ét aspekt var det en befrielse. For hvad er størst – at snage, bære nag og fordømme? Eller at præskribere og tilgive?
Om søndagen, ved morgenbordet, stemmer jeg for det sidste. Men ikke for universitetsstuderende, der består eksamener på copypastede opgaver.


ANNONCE: 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar