PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Plagiat. Det var dér, søndagens
samtale ved morgenbordet startede.
Anledningen
var en notits om dagens universitetsstuderende, som slipper igennem eksaminer
ved at copypaste og tilpasse brugte opgaver og gamle afhandlinger. Årsagen til elendigheden
er blandt andet, at en stor del af de midler, der tilflyder institutterne,
kommer fra beståede eksaminer eksamener.
Hermed
påstår jeg ikke, at den enkelte lærer er en svindler, der bare tænker på at få
studenterne igennem og for at beholde stilling og løn. Kun, at han bruger for
lidt energi på sund, akademisk mistænksomhed for i stedet at udvise en høj grad
af menneskelighed i den stressede arbejdssituation, der er et vilkår for den
universitetsansatte lærer, forsker og administrator i én person.
Samtalen gled
hurtigt ind på egne oplevelser. Ikke i form af personlige bekendelser, men med eksempler
på allerede afsløret snyd. Vi havde, som man søndag morgen skal have, god tid, og efter yoghurten med mysli og frisk frugt
æltede vi længe en vis persons plagiat i en disputats, der havde givet
anledning til en masse presseomtale. Og var det ikke et amerikansk universitet,
der var indblandet i miseren?
Også mandens
præcise navn var et problem, men såfremt og ifald vi huskede rigtigt, var han en
i øvrigt anerkendt hædersmand med mange udmærkede initiativer for børn og unge.
Oplyste fruen, som har ægteskabets sikreste hukommelse om de faktiske forhold i
Finland.
Jeg langede
ud efter iPad’en, for Google giver syn for sagn. Her er den store jordiske
regnskabsbog, som har den fordel frem for St. Peters himmelske, at indholdet er
tilgængeligt for os dødelige. Men nej, jeg havde forregnet mig, for plagiatet,
der rimeligvis blev begået tilbage i tresserne, blev afsløret engang i
begyndelsen af nitten hundrede og halvfemserne. Og til forskel fra den
himmelske bog, der er ført fra tidernes morgen, er nettet højst rudimentært
hvad angår det, der er mere end femogtyve år gammelt.
Så i stedet
for iPad’en greb jeg honningkrukken for at lægge et gedigent lag af det søde
klister på min noget tamme finske ost. Samtidig foreslog jeg, at vi skulle
forsøge at glemme det, vi alligevel ikke var sikre på, at vi kunne huske, og lade
manden, hvis det altså var ham, vederfares den tilgivelse, som netop glemsel
giver.
Det gav en
god fornemmelse, må jeg tilstå, men tilbage stod i højrelief visheden om, at i
dag glemmes intet. Regnskabets time kan komme når som helst og for hvem som
helst – helt ligesom den var allestedsnærværende for fortidens potentater. Arkiver
og biblioteker bugner af facts, der kan kaste lys over deres synder og
bedrifter. Det vidste de selv, og noget af det, der drev dem, var netop at
slippe for historiens glemsel og sikre sig en plads i evigheden. At der så kom
og kommer både skidt og kanel frem var og er uundgåeligt, jævnfør dagens
netspredte nyhed om, hvordan den senere dronning Elisabeth i 1933, hun var da
syv år, heilede sammen med instruktøren, prins, senere kong Edward.
Men som sagt
undslipper ingen i dag det fintmaskede Net helt uanset, om man selv går på det
som for eksempel facebookanvenderen, eller blot køber et nyt køleskab og af
forhandleren får at vide, at man måske burde satse på en større model med det kødforbrug,
man har(???), samt bliver mindet om, at man anskaffede en ny opvaskemaskine den
og den dato for et år siden. I en anden butik!
Den slags
oplysninger, som egentlig havde fortjent at gå i glemmebogen, kan når som helst
blive nærværende i ens fremtidige liv. Også, at jeg den 21.7.2015 googlede på
den engelske avis The Sun for at
verificere ovennævnte oplysning fra den engelske dronning Elisabeths barndom og
læste, at de kongelige derfor blev udhængt som Their Royal Heilnesses.
I søndags,
ved morgenbordet, ramte den befængte tanke mig, at de fleste af de facts, der
ligger på nettet, ikke fortjener bedre skæbne end oldtidens største bibliotek,
det i Alexandria, der som bekendt gik op i lys lue. Det var i alle betydninger
af ordet en historisk katastrofe. Kan en forsker, som jeg er, virkelig andet
end begræde det?
Men ud fra ét
aspekt var det en befrielse. For hvad er størst – at snage, bære nag og
fordømme? Eller at præskribere og tilgive?
Om søndagen,
ved morgenbordet, stemmer jeg for det sidste. Men ikke for
universitetsstuderende, der består eksamener på copypastede opgaver.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar