PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Frygt og medlidenhed er følelser,
der som aldrig tidligere rammer borgerne i Den Europæiske Union. Følelserne har
i disse dage slidt sig ud af privatsfæren, invaderet det offentlige rum og er blevet
en del af den offentlige samtale på en måde, som i min erindring er uden
fortilfælde.
For netop nu
er der intet filter, som kan skabe en behagelig historisk og geografisk afstand
mellem dem, som fremkalder disse følelser, og os, der rammes. Det er ikke som
en gammel film om mennesker på flugt fra udbombede byer i Tyskland eller et dokumentarprogram
om en oversvømmelse i et fjernøstligt land. Det er netop nu, lige på den anden
side af ruden, at et aldrig standsende tog af flygtninge stavrer langs
jernbaneskinner, at en gammelmor i rullestol bumpes hen over svellerne skubbet
af en ældre mand, at kvinder bærer små rygsække med familiens samlede ejendele
og fædre går fremadbøjede med den mindste i favnen. De går langsomt, men det
går fremad. De har håb.
Imens bæver
vi bag vores rude af frygt og medlidenhed, for hvad vil de os? Hvad skal vi
gøre?
Når
tragedier udspiller sig på et teater, har det siden oldtidens Grækenland været
dens mål at fremkalde og befri tilskuerne for netop frygt og medlidenhed.
I dagens
virkelige verden er det let at dyrke sin medlidenhed. Som en forelskelse
blusser den op ved synet af nødlidende. Men bliver den til en drivkraft, der
rækker længere end til at gribe bilnøglerne eller betale en togbillet til
videre transport, give en skærv til Røde Kors eller en flaske vand ved
vejkanten?
Hvor langt forslår
medmenneskeligheden, som medlidenheden opvækker?
Bliver den måske
til ægte næstekærlighed, livslang solidaritet eller bare respekt? Er den parat
til lidt afsavn i øjeblikket mod, måske! straks eller på langt sigt at blive
belønnet med et rigere liv sammen med den, man lige nu i sine hastigt opvækkede
følelser lider med? Hjælper. Og helt uanset eventuelle egenkærlige bagtanker faktisk
gør godt!
Men hvad ved
man egentlig om denne anden? Jeg hørte netop fra en god ven om en
politibetjent, som havde været med til at registrere syriske flygtninge med
præcis den samme historie om flugt fra tøndebomber, rejser over Middelhavet i
slatne gummibåde, alle var de uden pas, desuden velklippede, høflige, i pænt
tøj og med mobiltelefon.
Velklippede!
Høflige! I pænt tøj! Med mobiltelefon! Hva’beh’ar? Her måtte stikke noget
under!
Var de
terrorister, som under et poleret ydre var ved at snige sig ind i vores
fredelige samfund? Eller bare almindelige forbrydere og potentielle
voldtægtsmænd? Måske parasitter og velfærdsflygtninge, hvis egentlige mål var
at blive bidragsmodtagere i en velfærdsstat? Eller var de ofre og flygtninge?
Men til
forskel fra medlidenheden, hvis første natur det er at blusse op som stråild og
forsvinde, er frygten bestandig som favnebrænde. Den vil spærre med farver og
pæle og bygger uoverskridelige grænser i sjælen for at holde den fremmede fra
fjerne egne ude.
Frygten for multikultur
er som et spøgelse, der finder næring i spraglede tørklæder og en religiøsitet
anderledes end den luthersk-evangeliske udgave af kristendommen. Den forøges af
fremmede tungemål på hjemlige gader og af medfødt hudfarve som den, vi andre
med fare for cancer erhverver os på sydlandske ferieøer.
Men ikke
mindst vokser frygten sig stærk af rædslen for at blive overskyllet af fremmede
horder som folkevandringstidens hunner, der med Attila i spidsen fejede over de
asiatiske sletter og efterlod nedbrændte byer og pyramider af afhuggede hoveder
– hvilket sidste skulle være hunnernes eneste originale bidrag til historien.
Frygten for
multikultur følges af ophøjelsen af den nationale identitets fortræffelighed og
bestandighed.
Men både
historisk og aktuelt set er national identitet en skrøbelig vare: Fortidens
viking, feudaltidens fæstebonde eller gårsdagens hippie er indbyrdes lige så
forskellige som oldemor fra Fanø, en samfundsfagsstuderende i Århus eller prins
Henriks omgangskreds. Her er tale om kulturelle forskelle mere markante end
mellem en flygtet syrisk middelklassefamilie med en tandlægemor, en
mekanikerfar og to uvorne unger og en tilsvarende dansk middelklassefamilie. De
kan mødes på lige fod og har noget at snakke om, og den syriske familie kan så
oven i købet få adgang til den personlige frihed og det demokrati, der var
kernen i de folkelige og fredelige protester mod Bashar al-Assad regimente, hvilket
jo startede hele miseren.
I dette
samvær finder der en kulturel tilpasning sted, og grundlæggende her er, som i
alt godt samvær med venner, familie, i nationen eller på tværs af nationerne,
respekten for medmennesket.
Måske bliver
man ikke hjertevenner, men respekt er, sammen med tillid, det kit, der holder
mennesker sammen i fordragelighed. Og ligesom tryk avler modtryk og frygt avler
frygt, avler respekt og tillid respekt og tillid.
Medlidenhed
er en agtværdig, men ubestandig følelse. Men overgår den til respekt og tillid,
kan den blive et væsentligt bidrag til at befri tilskuerne til dagens
flygtningetragedie for den frygt, der i dette øjeblik får den ungarske regering
til at bygge pigtrådshegn ved landegrænser og true med vandkanoner og
gummikugler. Og i Danmark inspirerer landets største borgerlige parti til ideer
om at koncentrere flygtninge i Danmark i lejre på ubestemt tid uden mulighed
for andet end at vente på bedre tider i hjemlandet.
Frygt og
medlidenhed er følelser, der netop nu rammer borgerne i Den Europæiske Union. Bearbejdet
rigtigt kan de blive et bidrag til et bedre liv for os, der nærer dem, og for
dem, de rammer.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar