FRYGT OG MEDLIDENHED












PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Frygt og medlidenhed er følelser, der som aldrig tidligere rammer borgerne i Den Europæiske Union. Følelserne har i disse dage slidt sig ud af privatsfæren, invaderet det offentlige rum og er blevet en del af den offentlige samtale på en måde, som i min erindring er uden fortilfælde.
For netop nu er der intet filter, som kan skabe en behagelig historisk og geografisk afstand mellem dem, som fremkalder disse følelser, og os, der rammes. Det er ikke som en gammel film om mennesker på flugt fra udbombede byer i Tyskland eller et dokumentarprogram om en oversvømmelse i et fjernøstligt land. Det er netop nu, lige på den anden side af ruden, at et aldrig standsende tog af flygtninge stavrer langs jernbaneskinner, at en gammelmor i rullestol bumpes hen over svellerne skubbet af en ældre mand, at kvinder bærer små rygsække med familiens samlede ejendele og fædre går fremadbøjede med den mindste i favnen. De går langsomt, men det går fremad. De har håb.
Imens bæver vi bag vores rude af frygt og medlidenhed, for hvad vil de os? Hvad skal vi gøre?
Når tragedier udspiller sig på et teater, har det siden oldtidens Grækenland været dens mål at fremkalde og befri tilskuerne for netop frygt og medlidenhed.
I dagens virkelige verden er det let at dyrke sin medlidenhed. Som en forelskelse blusser den op ved synet af nødlidende. Men bliver den til en drivkraft, der rækker længere end til at gribe bilnøglerne eller betale en togbillet til videre transport, give en skærv til Røde Kors eller en flaske vand ved vejkanten?
Hvor langt forslår medmenneskeligheden, som medlidenheden opvækker?
Bliver den måske til ægte næstekærlighed, livslang solidaritet eller bare respekt? Er den parat til lidt afsavn i øjeblikket mod, måske! straks eller på langt sigt at blive belønnet med et rigere liv sammen med den, man lige nu i sine hastigt opvækkede følelser lider med? Hjælper. Og helt uanset eventuelle egenkærlige bagtanker faktisk gør godt!
Men hvad ved man egentlig om denne anden? Jeg hørte netop fra en god ven om en politibetjent, som havde været med til at registrere syriske flygtninge med præcis den samme historie om flugt fra tøndebomber, rejser over Middelhavet i slatne gummibåde, alle var de uden pas, desuden velklippede, høflige, i pænt tøj og med mobiltelefon.
Velklippede! Høflige! I pænt tøj! Med mobiltelefon! Hva’beh’ar? Her måtte stikke noget under!
Var de terrorister, som under et poleret ydre var ved at snige sig ind i vores fredelige samfund? Eller bare almindelige forbrydere og potentielle voldtægtsmænd? Måske parasitter og velfærdsflygtninge, hvis egentlige mål var at blive bidragsmodtagere i en velfærdsstat? Eller var de ofre og flygtninge?
Men til forskel fra medlidenheden, hvis første natur det er at blusse op som stråild og forsvinde, er frygten bestandig som favnebrænde. Den vil spærre med farver og pæle og bygger uoverskridelige grænser i sjælen for at holde den fremmede fra fjerne egne ude.
Frygten for multikultur er som et spøgelse, der finder næring i spraglede tørklæder og en religiøsitet anderledes end den luthersk-evangeliske udgave af kristendommen. Den forøges af fremmede tungemål på hjemlige gader og af medfødt hudfarve som den, vi andre med fare for cancer erhverver os på sydlandske ferieøer.
Men ikke mindst vokser frygten sig stærk af rædslen for at blive overskyllet af fremmede horder som folkevandringstidens hunner, der med Attila i spidsen fejede over de asiatiske sletter og efterlod nedbrændte byer og pyramider af afhuggede hoveder – hvilket sidste skulle være hunnernes eneste originale bidrag til historien.
Frygten for multikultur følges af ophøjelsen af den nationale identitets fortræffelighed og bestandighed.
Men både historisk og aktuelt set er national identitet en skrøbelig vare: Fortidens viking, feudaltidens fæstebonde eller gårsdagens hippie er indbyrdes lige så forskellige som oldemor fra Fanø, en samfundsfagsstuderende i Århus eller prins Henriks omgangskreds. Her er tale om kulturelle forskelle mere markante end mellem en flygtet syrisk middelklassefamilie med en tandlægemor, en mekanikerfar og to uvorne unger og en tilsvarende dansk middelklassefamilie. De kan mødes på lige fod og har noget at snakke om, og den syriske familie kan så oven i købet få adgang til den personlige frihed og det demokrati, der var kernen i de folkelige og fredelige protester mod Bashar al-Assad regimente, hvilket jo startede hele miseren.
I dette samvær finder der en kulturel tilpasning sted, og grundlæggende her er, som i alt godt samvær med venner, familie, i nationen eller på tværs af nationerne, respekten for medmennesket.
Måske bliver man ikke hjertevenner, men respekt er, sammen med tillid, det kit, der holder mennesker sammen i fordragelighed. Og ligesom tryk avler modtryk og frygt avler frygt, avler respekt og tillid respekt og tillid.
Medlidenhed er en agtværdig, men ubestandig følelse. Men overgår den til respekt og tillid, kan den blive et væsentligt bidrag til at befri tilskuerne til dagens flygtningetragedie for den frygt, der i dette øjeblik får den ungarske regering til at bygge pigtrådshegn ved landegrænser og true med vandkanoner og gummikugler. Og i Danmark inspirerer landets største borgerlige parti til ideer om at koncentrere flygtninge i Danmark i lejre på ubestemt tid uden mulighed for andet end at vente på bedre tider i hjemlandet.
Frygt og medlidenhed er følelser, der netop nu rammer borgerne i Den Europæiske Union. Bearbejdet rigtigt kan de blive et bidrag til et bedre liv for os, der nærer dem, og for dem, de rammer.


ANNONCE:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar