LILLE MIGRANT, HVAD NU?

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det var for et par dage siden. Solen skinnede, og jeg var på vej til Helsingfors for at spise frokost med en god ven. Rundt omkring mig i S-toget sad folk som sædvanlig med næsen i deres skærme, men jeg så ikke så meget som skyggen af en af de tusindvis af migranter, som i mediernes løbende rapporter var på vej mod centrum for at lade sig registrere og få status som...

I det samme slog spørgsmålet ned i mig:

– Hvad med dig selv, lille mand, hvad med din egen status?

– Min status? tænkte jeg overrasket. – Min status er, at jeg er her og...

– Det fremgår, sagde stemmen knastørt. – Men hvorfor?

– Hej, er det her et forhør?

– Her er det mig, der stiller spørgsmålene.

Stemmen var kommet tættere på, og jeg havde let ved at forestille mig, at den tilhørte en finsk strisser i kampuniform.

– Fordi jeg var forelsket, sagde jeg! Ellers havde jeg da ikke blaffet tværs over Sverige. Og jeg var lovet arbejde!

– Er du klar over hvor mange arbejdsløse, der var den gang?

– Jamen jeg var selv en af dem. Det var helt håbløst i Danmark. Ingen fremtid. Men i Finland fik jeg chancen for at undervise i dansk sprog og sådan.

– Du havde altså eksamen i dansk sprog? Og sådan?

– Egentlig ikke, mit emne var europæisk litteraturhistorie. Men jeg var magister!

– Så du snød?

– Ikke det mindste, jeg tog det meget seriøst, anskaffede den relevante litteratur...

– Svar på mit spørgsmål! Snød du med din eksamen?

– I min eksamen indgik, at jeg kunne studere selvstændigt og blive dygtig til hvad som helst. Og dansk er jo mit modersmål! Og dansk kultur...

– Hvad med kulturen i Finland? Og sprogene, finsk og svensk?

– Finsk betragtede jeg som – – – det viste sig jo at – – – at det tog så lang tid at lære det – – – i forhold til nytten. Og svensk og dansk ligner jo hinanden.

– Du taler svensk?

– Egentlig ikke, jeg klarer mig for det meste med dansk. Så på den måde har jeg næsten gjort dansk til Finlands tredje officielle sprog, hvis du forstår.

– Jeg kan altså konkludere –, stemmen var nu så nær mit øre, at jeg kunne mærke den varme ånde, – at du flygtede fra arbejdsløshed og et liv uden fremtid. Halvt til fods og halvt hjulpet af venlige mennesker ankom du til Finland for uden den nødvendige formelle kompetence at udbrede dit sprog og din kultur. Samtidig snuppede du en af vores piger.

– Øh-jae. Men...

– Angående din status som migrant og dine fremtidsudsigter er der kun én ting at bemærke: Din ankomst som bekvemmelighedsflygtning med en udtalt destruktiv hensigt i forhold til finsk sprog og kultur medfører udvisning til dit hjemland med øjeblikkelig virkning.

I det øjeblik nåede S-toget hovedbanegården i hjertet af Helsingfors. Ikke så lidt omtumlet stod jeg af og gik ud i solskinnet. Hvilket held, at det ikke var i dag, jeg ankom med det, jeg den gang, for mere end en menneskealder siden, havde i bagagen. For så havde jeg aldrig fået lov til at vise, at jeg, trods mit anderledes udgangspunkt, kunne blive en duelig borger, fylde min plads, leve i gensidig respekt med mine medmennesker og overholde lovene.

Ikke noget at prale med, egentlig, men tilstrækkeligt til at få et liv så godt, som jeg havde drømt om, da jeg gik langs Sveriges landeveje og håbede på, at nogen ville tage mig op og køre mig nærmere det forjættede land.

ANNONCE: