ABBA og Mamma Mia


Fadren 1918. Jeg foretrækker Mamma Mia.









PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Som en dårlig vittighed fra Sverige kom de i halvfjerdserne i kølvandet af et seriøst ungdomsoprør, hvor maj 68 som begyndelsen havde sat Frankrig på den anden ende, og modstanden mod Vietnamkrigen havde erobret den politiske dagsorden i USA og i resten af verden. Imens gik forbløffende musikere og sangere som Jimi Hendrix, Janis Joblin og Jim Morrison til grunde i sprit og narko, studenteroprøret kæmpede for at rive professorvældet ned, hippier gik i spidsen mod forbrugssamfundet, og kollektiver med fri kærlighed florerede.
Den dårlige vittighed fra Sverige, der i disse år hærgede popscenen, gestaltede sig i form af noget så dekadent som to gifte par i skræddersyede outfits, der fik ordet glamour til at føles som en eufemisme, deres sange var sentimentale opstød om virkelighedsflugt, og deres horisont strakte sig ikke længere end til en reaktionær, småborgerlig drømmeverden med en indestængt fims som af glemt fiskekonserves.
Navnet var ABBA. Siden 1906 havde det været et svensk varemærke for konserverede fisk, men i 1972 blev det også betegnelsen for en popgruppe, der med sit hårdtslående beat (stadig et effektivt akkompagnement for motionsgymnastik for damer) skabte en af popverdenens mest effektive pengemaskiner.
Ovenstående efterklange af, hvordan det var, dengang det var, skruede sig uhjælpeligt frem i min erindring, da jeg for et par uger siden fik en invitation, jeg ikke kunne sige nej til. Selv om jeg gerne havde villet!
Invitationen gjaldt musikalen Mamma Mia, baseret på sange af ABBA med de legendariske medlemmer Agnetha Fältskog, Benny Andersson, Björn Ulvaeus og Anni-Frid Lyngstad. Aftenen kom, det var lørdag den 24. oktober, og vi havde plads på første række. Gulvhøjttalere langs scenekanten stod så tæt på, at jeg med fremstrakt hånd kunne røre dem, og da ouverturen bragede løs med et potpourri over ABBA-melodier, føltes lyden fysisk i øregangene, som stod jeg i første geled foran Roskildefestivalens Orange scene. Jeg forbandede højlydt, at jeg ikke havde medbragt ørepropper og overvejede at søge mig bagud under henvisning til frygt for nedsat hørelse. Men blev fatalistisk siddende, faneflugt ville ikke være velset, jeg måtte tage min skæbne på mig. Tre timer – så var jeg igen en fri mand.
I første scene af musikalen modstod jeg med den yderste kraftanstrengelse igen lysten til flugt. Her trimler Sofie og hendes fjantede veninder bogstaveligt mellem hinanden i en højt opskruet demonstration af pigefnis. Anledningen var Sofies forestående bryllup.
Men pludselig sker der noget. For gennem Sofies smuglæsning af moderens dagbog får vi at vide, at det var Sofies mor, Donna, der satte den seksuelle dagsorden, den gang Sofie blev til. Og hun sparede sig ikke, Donna, tre fantastiske mænd står som mulig far.
Sofies reaktion er ikke som Donnas mors en skam så dyb, at den leder til forstødelse. Sofies reaktion er nysgerrighed. For hvad er det for mænd, hendes mor faldt for og fik til at falde på stribe, og hvem af dem er mon hendes far? Det vil Sofie vide, så den rette kan føre hende op ad kirkegulvet og overgive hende til hendes egen udkårne.
Sofie tænker på intet tidspunkt på blodtyper og dna-analyse. Hun  er tvært imod overbevist om, at hun umiddelbart vil finde sit rette ophav blandt de potentielle fædre, hun uden sin mors viden har inviteret med til sit bryllup.
En efter en påtager de tre meget forskellige mænd sig rollen og ansvaret som Sofies far, men Sofie er ikke sikker. Hun vælger derfor, og det var her, jeg trods min siddende stilling blev blød i knæene, alle tre til sin far, for hun synes så godt om dem alle sammen. De synes også godt om Sofie og accepterer gladeligt hendes valg.
På denne måde springer ABBA-musikalen Mamma Mia fra det småborgerlige standpunkt, ABBA gik i ét med i halvfjerdserne, over i samme årtis modkultur, der dyrkede det grænseoverskridende og dermed fratog for eksempel biologien den altafgørende betydning. Umiddelbarhed og kærlighed er, som i Sofies valg af fædre og i fædrenes valg af Sofie som datter, de afgørende faktorer. Her skiller Sofie sig ikke fra sin mor Donna, og det er på disse præmisser, hun går videre i livet.
Med dette vil jeg ikke påstå, at Mamma Mia ender som en hyldest til en frigjorthed, som fandtes et antal tiår tilbage i tiden. Men den er et udtryk for det samme, og som sådan udgør det et kvantespring fra den traditionelle holdning, som Donnas mor stod for.
Det er denne revolutionerende holdning, der bliver præsenteret ved Mamma Mias verdenspremiere i 1999 på det velrenommerede   musicalteater Prince Edward Theater i London. Siden har stykket  verden over været en kæmpesucces, også som film. Selv så jeg i Helsingfors sammen med seks hundrede begejstrede tilskuere Svenska Teaterns to hundrede og tredivte forestilling.
Som slutbemærkning vil jeg minde om, at August Strindbergs Fadren, et af hans hyppigst spillede dramaer og oversat til mange sprog, giver en helt anden løsning på faderskabsproblemet. Her slår usikkerheden over i grublerier og slagtilfælde og ender med at faderen – om han nu er det eller ikke, bliver sindssyg og lægges i spændetrøje, mens alle gyser.
Jo, verden har sandelig bevæget sig fremad siden Strindbergs tragedie fra 1887! Og ABBA er bedre end rygtet fra 1970’erne vil vide.


ANNONCE:



SOS! JULEN NÆRMER SIG












PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



(I anledning af den første juleannonce 2015)

Mayday! Mayday!
55 dage til fælden klapper
og julen ligger for døren
med voldsom trængsel
og voksende alarm.

Julen er ingen luskebuks
julen annoncerer sig med rødt og glimmer
med åben pande
fægter den sig ind i pulsslaget
med bjældeklang
og udløser endorfiner
langt ned i halsen.

Stærkere end en flodbølge
længere end et maratonløb
med bimlende klokker
og hornmusik fra nisseorkestret
skyller den over os
med pakkebjerge,
en olympiade i gavmildhed
hvert år højere
hvert år dyrere.

Svælget godter sig over enhver tarmsprængning.

Men den fattige er også med
han står på risten
bag pigtråd
eller på vindpinte strande,
fylder lungerne med englekor
og kollapser over gavmildheden.

55 dage til maven imploderer
og barnet er født
som frelser fra det onde.



ANNONCE:

 

ÅRETS GULEROD






PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Engang, for meget længe siden, da billeder af store hændelser blev vist først i dagspressen, gik der ikke et efterår, uden at gartnere, bønder og især haveejere og kolonihavefolk havde et portræt i lokalavisen af et forvokset kålhoved, en overdimensioneret gulerod, ærter som dueæg, en kartoffel stor nok til at fylde en suppegryde, rødbeder brede som Marens røv og kålstokke halvvejs op i Himlen.
Her på min tirsdagsblok, i en ubrudt række nr. 250, viser jeg dette års gulerod.
Honi soit qui mal y pense!


ANNONCE: