 |
| ...€€€€€€€€€€€€€€€€€€€€€€€... |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Jeg skal ikke gøre mig klog på
den finske konkurrencekraft. Hverken, om den er i bund, hvad den højredrejede
finske trekløverregering gang på gang understreger som årsagen til drakoniske
nedskæringer med blandt andet trusler om indgreb i arbejdsmarkedets frie
forhandlingsret. Eller om landets konkurrencekraft faktisk ligger lunt på sin ottendeplads
i EU.
Der er så
meget løgn og latin i sammenblandingen af økonomiske beregninger og politiske
spilfægterier, at en stakkels lægmand ofte må give forstanden en god dag. Og
hvad hjælper det at hælde sit arme hoved til såkaldte eksperter, som på sin
side også er uenige. I denne forbindelse er der faktisk kun 2 plus 1 ting, jeg
er sikker på stemmer i forhold til Finlands omdebatterede økonomiske situation,
som medierne med henvisning til arbejdsgivere, banker og regering lader kører i
båndsløjfe.
1:
EU-sanktionerne mod Rusland, udsprunget af Krim-Ukrainekrisen, har ramt
Finlands eksport mod øst uforholdsmæssigt hårdt med betydelige tab til følge.
2: Nokia,
mobiltelefonen, som engang til finlændernes uendelige stolthed var verdens mest
solgte, er indgået i Microsoftimperiet, hvilket har indebåret national nedtur
på såvel det økonomiske som på det mentale område.
Det store
skræmmebillede er at havne i en økonomisk situation, som grækerne med støtte
fra blandt andet et vrangvilligt Finland muligvis er ved at arbejde sig ud af. Den
finske regerings eget udspil er velkendte i en borgerlig politisk sammenhæng.
Det drejer sig om nedskæringer på blandt andet uddannelse og de svagestes
lønninger, mens arbejdsgiverne skal nyde en række fordele, så de, som det
hedder, kan få kapital til nye investeringer.
Indtil
videre har processen for at få Finland på
fode været et uskønt skuespil med trusler, urimelige deadlines, kovendinger
med videre. Noget mindre elegant har jeg sjældent set. To højdepunkter i
kølvandet på regeringsudspillet var en demonstration med flere end tredive
tusind deltagere, hvor nedskæringer på de typiske kvindeområder blev stærkt kritiseret.
Det andet var en på alle måder ekstraordinær tv-tale, som statsministeren holdt
for nationen. Den bestod i vid udstrækning af hans partis valgprogram, som han
aflirede med udtryksløst ansigt og hænderne på bordet foran sig.
Det har muligvis
været den rigtige strategi i forhold til hans egne vælgere, men på mig virkede
hans appel om at tage sig sammen, tage skeen i den anden hånd, nikke den en
skalle, vende skuden og få den på ret køl, eller hvordan man nu skal udtrykke
det, total virkningsløs. Envejskommunikation af værste skuffe var, hvad han
stod for. Som et ekstra søm i ligkisten smittede hans halvdøde udseende af på
budskabet, som også af den grund faldt til jorden.
3: Det
tredje, jeg er sikker på, tager sit udgangspunkt i såvel regeringens manglende
elegance og det både døde og dødfødte i statsministerens monolog.
Det er ikke
med de politiske lederes mentale stagnation som drivmiddel, at finlænderens velkendte
flid og pålidelighed bliver kanaliseret mod fremtidstro og velstand. Hvad der
er behov for er at brande Finland som skaber af produkter, ingen kan leve uden.
Nokiatelefonen havde et momentum uden sidestykke, men det var ikke skabt af
Finland. Det var tidens.
Uheldigvis
har denne kolossale succes været med til at fremme en udbredt opfattelse, at
bare et produkt har kvalitet, sælger det sig selv.
Hvad det nu
drejer sig om er at investere massivt i at sælge Finland, så sandt termen konkurrencekraft til forskel for det
beslægtede konkurrenceevne udstråler
udadrettet energi.
Det er min
fornemmelse, at der på den front ikke gøres en hundrededel af det, der behøves.
I forhold til omverdenen gør mange finlændere en dyd af det uelegante, det
kejtede, sommetider ligefrem tykpandede. Man er, hvad man er, og man har ret
til det, for man har tilkæmpet sig retten til at være et frit folk gennem sved,
tårer og masser af blod.
Der er her
en stolthed, som er lige så urokkelig som respektabel.
Men samtidig
er stoltheden indadvendt og udialogisk, og det er det, der er problemet.
Finlands krise i det omfang, der er
en, løses ikke ved, at borgerne med regeringen i spidsen ser ind i deres eget
indre mørke med hænderne på bordet, den løses med åbenhed og munterhed som
varemærke. Her opstår en platform, som bringer folk i et samvær, der kan vokse
en god handel ud, her ligger i et kommercielt perspektiv den yderste mening med
at bringe folk sammen.
Connecting people,
som mobiltelefongiganten Nokias
slogan engang lød. Men uden at finlænderne egentlig forstod, hvad det drejede
sig om.
Indadvendthed
er ingen kunst i Finland, den har man en lang tradition for. Men udadvendthed i
fornøjeligt samvær kan læres. Det er en mental forandring, og jeg har haft den
udelte fornøjelse at opleve, hvordan den er vokset frem i de ca. femogtredive
år, jeg har boet og undervist her i landet.
Der er dog
stadig lang vej, for i samme tidsrum har andre nationer med en bedre
startposition bevæget sig i samme retning.
Målet er
ikke nået, før man kan sælge sand i Sahara og isterninger på Nordpolen.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar