HVORFOR - STÆRKT OG KONSTRUKTIVT








PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Den 6. november kom Hvorfor? Storm P., Spørge Jørgen og kampen om retten til at stille spørgsmål på gaden. Bogen blev samme dag præsenteret på BogForum 2015 af forfatteren i samtale med Beth Juncker. At det gik livligt til, fremgår af billedet.
Som præsentation af bogen skal jeg har gengive teksten i den flyer, som blev uddelt til alle interesserede. Og der var mange. Stolene var fyldt, og på gangen stod folk og kikkede hinanden over skulderen.

Billedbogen Spørge Jørgen er en klassiker og en af dansk børnelitteraturs største succeser.
Sangen ”Spørge-Jørgen” med tekst af Kamma Laurents (1903-1996) blev indspillet med barnestjernen Ilselil Larsen som solist i 1943. Den blev en landeplage. I 1944 udkom den som børnebog med illustrationer af Robert Storm Petersen (1882-1949).
I billedbogen udspilles der en konflikt mellem den kulturkonservative forfatter og den satiriske og kunstnerisk mangefacetterede illustrator. For i stedet for at tage teksten på ordet, tog Storm P. den ved vingebenet og tegnede modbilleder. Dementerede og parodierede. Og modsatte sig på denne måde tekstens forsvar for retten til at slå børn.
Hvorfor? Storm P., Spørge Jørgen og kampen om retten til at stille spørgsmål placerer Spørge Jørgen i en litteraturhistorisk, pædagogisk og kulturel sammenhæng samtidig med, at den giver et helhedsbillede af Storm P., denne kunstneriske altmuligmand, hvis lune og alvor er en uafviselig del af dansk kultur.
Bogen henvender sig til lærere, pædagoger, forskere i børnelitteratur, forældre og Storm P.-elskere.

Så vidt teksten på flyeren og BogForum. Her, tilbage i Finland nogle dage senere, vil jeg gerne tilføje, at netop ordet Hvorfor et af de stærkeste ord, jeg kender. Jo mere, jeg tænker over det, desto sikrere bliver jeg på, at det er stærkere end selveste ordet Nej.
For mens Nej afslutter og rejser mure, fryser en situation og cementerer en uenighed, åbner Hvorfor en dialog for at bryde hindringer, overvinde meningsforskelle, komme videre, bygge en ny og smukkere verden. Det er netop sådan en konstruktiv personlighed i skikkelse af Jørgen, som på billedbogens første billede stormer ud i verden. Sådan har Robert Storm Petersen tegnet ham, og sådan har børn i generationer aflæst ham og identificeret sig med ham.
Tekstens forfærdelige fortælling om forbrydelse og retfærdig straf har mest fungeret som et lydtæppe for et kærligt samvær frembragt af en elsket stemme.

ANNONCE:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar