UDANSK FUNDAMENTALISME





  


PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Bogstavelige fortolkninger af religiøse skrifter skal man holde sig fra! Det er noget fundamentalistisk hø, der fører til grimme ting som for eksempel jihad, kvindeundertrykkelse og alle slags krænkninger. En af de danskere, der oprigtigt har stridt imod en sådan irrationel fanatisme,  i daglig tale kaldes fundamentalisme, er Søren Krarup, præst, forfatter og mangeårigt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.
En af hans stærke indsatser og måske den med størst gennemslagskraft er udlægningen af det Ny Testamentes lignelse om Den barmhjertige Sameritaner. Den er nemlig på ingen måde en ligefrem fortælling til efterfølgelse om uselvisk hjælp til et tilfældigt menneske i nød. Sådan en forståelse, der tager teksten på ordet, er med de krarupske briller en politisk og social mistolkning af Jesu ord, som hermed forvandles til humanisme og humanitær ideologi. Og endnu værre: Den, der hjælper ifølge denne recept, er prisgivet dæmonisk selvretfærdighed.
At holde sig for god til den slags er blevet en mærkesag for den danske regering. Helt i krarupsk ånd er den derfor nået frem til at tildele Danmark selv en tredjedel af det beløb, der på den danske finanslov er afsat til ulandshjælp.
Ved denne historiske beslutning har Danmark skabt intet mindre end epoke ved at komme ind på førstepladsen blandt de lande i verden, der modtager dansk udviklingsbistand.
Hvordan?
Jo, ved kort og godt at lade pengene gå til at finansiere de mange flygtninge, der er kommet til Danmark. Hjælp til selvhjælp, med andre ord. En virkeligt gennemtænkt og jordnær, men også anderledes og kreativ fortolkning af begrebet om udviklingsbistand. Så langt fra platfodet fundamentalisme, som man vist kan komme.
Et stort halleluja for den krarupske ånd!
Men, som der står i en gammel, meget jordnær sang i et skuespil om en melodi, der blev væk:

Det sku vær’ saa godt, og saa’ det faktisk skidt.

For mod alle formodninger om at holde sig til den snævre vej har samme regering, der jo ifølge sit program regerer i et kristent land, ind under jul brudt med sit antifundamentalistiske princip og til egen skændsel og forfærdende platfodet efterlevet en af de velkendte maksimer i Ny Testamente. Faktisk kommer den samme tanke næsten enslydende frem i det mindste fem gange, nemlig i Matthæus 25:29, Markus 4:25, Lukas 8:18, Lukas 12:48 og Lukas 19:26, her gengivet som vi læser den i Matthæus-Evangeliet kapitel 25 vers 29.

thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal have Overflod; men den, der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.

Men ingen krumspring her, ingen krarupsk kreativitet, ingen græsneoverskridende nytolkning. Moralen bliver taget på ordet i værste fundamentalistiske ånd af regeringen Rasmussen med den rødlokkede udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, der, næsten i skikkelse af en fakkel, brænder for sin sag: at få den del af verdens tres millioner flygtninge, der er havnet i Danmark, til at føle sig som de pariaer, de i henhold til det danske folketingsflertal dybest set er.
Og hvordan gør hun så? Jo, under sloganet:

Det er rimeligt at tage smykker og penge fra flygtninge,

har hun med opbakning fra et flertal i Folketinget iværksat endnu en såkaldt stramning af reglerne for flygtninge i Danmark med det resultat, at dem, der har mindst eller slet intet har, afleverer til dem, der har i overflod.
Onde tunger har sagt, at en sådan fremfærd er krænkende, og at flygtningene derfor kan få ondt i sinde. Det er der et glimrende middel imod: De skal bare drives sammen og isoleres under skarp bevogtning. Det er før set i historien, oven i købet i den historie, de ældre stadig kan huske. Og alle, der kender den, kan bedyre, at fremgangsmåden var effektiv.
Men lad denne helt nære fremtid hvile, og lad en fortjent julefred lægge sig trindt om land. I et lidt længere perspektiv må vi, når de allerede styrtdykkende oliepriser er faldet yderligere og olie er fortid, imødese en helt anden type flygtninge: Russiske oligarker og arabiske oliesheiker. Når de står i danskernes baghaver og rækker deres tomme hænder mod himlen, må vi virkelig håbe, at en ferm dansk integrationsminister vi vide at få fingre i deres guldtænder, mobiltelefoner og indeståender på diverse bankkonti, så vi kan få betalt for deres ophold!
Skulle nogen efter endt læsning komme på den tanke, at ovenstående tolkning af Matthæus 25:29, Markus 4:25, Lukas 8:18, Lukas 12:48 og Lukas 19:26 er letbenet, skyldes det udelukkende den krarupske ånd, der her ind under jul 2015 i et par timer fuldstændigt besatte mig.
Jeg beder om tilgivelse og ønsker mine læsere en glædelig jul og hårdt arbejde for fred og fordragelighed i det nye år.


ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar