KLARHED ELLER MYSTIFIKATION













PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



 Det, du formulerer klart, modbevises i en fart. Det, du maler i det dunkle, vil som visdom længe funkle.

Verselinjerne, her skrevet ud som prosa efter hukommelsen, er af den danske digter og naturvidenskabsmand Piet Hein. Hans litterære pseudonym var Kumbel Kumbell, og den epigrammatiske genre, han bemestrede og skabte tusinder af, kaldte han gruk. Betegnelsens førsteled er hentet fra ordet grin, sidsteleddet fra suk. Grukket er, som vi kan se, kort og med en fyndig, ofte satirisk pointe, der udgår fra en modsætning.
Ovenstående gruk har ofte været mig til trøst, når jeg har læst berømmede forfattere og filosoffer, hvis modsigelsesfuldhed eller kapricer jeg kun har kunnet forstå som latterligt prætentiøse og af en art, som hører hjemme i et kladdehæfte, hvorfra en seriøs forfatter ved senere lejlighed kunne tage det frem og gøre det brugbart.
Men det omvendte kan lige så vel været tilfældet, for grukket kan også blive nærværende for mig, når jeg møder en kompliceret tanke udtrykt fyldestgørende i en enfoldig form. Så standser jeg op og forsøger at holde på ordene ved at lære dem by heart, som englænderne meget betegnende benævner det, vi danskere kalder udenadslære.
En sådan mulighed tilbyder den danske tegner og forfatter Robert Storm Petersens såkaldte fluer, som han har skabt tusinder af. En flue består af en kort tekst med en enkel stregtegning. For et par dage siden blev jeg opmærksom på nedenstående, hvis blot tyve ord gav mig en slående forklaring på og et uigendriveligt alibi for den iver og glæde, hvormed jeg i de sidste par måneder har fordybet mig i oldtids- og middelalderlitteratur. Over for historieskeptikere har jeg altid haft mange og lange forklaringer for at legitimere min interesse. Den her glæder jeg mig til at bruge. Den sidder bare!
Under billedet af en mand, mere lærd end udadvendt, står de bevingede ord:

Man har ment, at oldtiden ikke  vedkommer os, men havde vi ikke haft den, havde vi heller ikke haft nutiden.

Så er den ged barberet, som man i dansk, uformelt sprog siden 1997 har kunnet sige om en sag eller et problem, der er afklaret.
Hvis den kanoniserede engelske digter T.S. Eliot hørte, at jeg brugte de samme ord om nogle af hans guddommeliggjorte linjer fra Four Quartets, ville han måske trække godkendende på smilebåndet, måske betragte mig som en illitterær plebejer uden adgang til poesiens højeloft.

Time present and time past are both perhaps present in time future. And time future contained in time past.

Hans karakteristik af mig kan jeg tåle, for jeg har haft stor glæde af hans statement, som jeg har båret med mig i jeg ved ikke hvor mange år.
Efter alt dette positive der jo komme et antiklimaks. Noget som trods – eller måske netop på grund af sin forfatters i øvrigt højt besungne verbale formåen er og forbliver uklart. Forstået på den måde, at den klargørende forklaring, eksegesen med et ord lånt fra teologien område, kræver en umådeholdende anstrengelse af sin læser og mange stykker papir. Måske tykke bøger. Med andre ord kræver mere end godt er.
Nedenstående linjer er fra Karl Ove Knausgårds Om vinteren, en samling korte prosastykker, hvor forfatteren på præcis samme måde som det er tilfældet i mastodontværket Min kamp har held til gang på gang at forplumre det banale. Har man hang til at hensynke i mystifikationer, tilbyder der sig her en gylden lejlighed.
Stykket hedder Syttitallet, jeg citerer fra slutningen.

Lengselen etter syttitallet er ingenting annet enn lengselen etter framtiden, for den fantes da, alle visste at alt ville forandre seg, men den finnes ikke nå, når alt er forandret. Jeg tror at alle kulturens epoker er preget av disse to modiene, eksistensen av framtid og fraværet av framtid, og det merkelige er at det er som om kulturen streber mod framtidsfraværet, som om det er dens høyeste form, når lengslene er oppfylt, noe det ikke er, for da vender lengselen sig mot fortiden, eller mot noe annet tapt eller ufullført, som den gjorde i årene før den første verdenskrigen, en krig ingen ventet og ingen ville ha, drevet fram av krefter ingen så, men som på aller mest brutale vis, først én gang, så én gang til, ryddet veien for et nytt framtidsnærvær.

En anden måde at forholde sig til teksten er at man, nu efter endt læsning, ser klogt nikkende frem for sig og mumler: Jo, han kan, den Knausgård! Hvorefter man blader videre, læser næste prosastykke og lader sig fængsle. For fængslende, det er han, Karl Ove Knausgård, når han hæmningsløst katalogiserer det selvoplevede.
Om han holder som profet ud i litteraturen, hvad det ikoniske portræt af ham kunne antyde, vil tiden afgøre.


ANNONCE:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar