KNITREN AF PAPIR








PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Det var muligvis i en sørøverroman, jeg stødte på det første gang: at et menneske med træben kan føle gigt i den fod, som hajerne engang åd til frokost. Jeg har aldrig efterforsket påstanden, men hvorfor skulle den ikke have sin rigtighed, når syge mennesker, behandlet med  uvirksomme kalktabletter, oplever stort set den samme positiv effekt på for eksempel smerte, træthed, kvalme og depressioner som mennesker, der behandles med såkaldt virksom medicin?
En forklaring på denne ofte beskrevne, helt irrationelle placeboeffekt er, at patienternes klippefaste tro på den ikke-virksomme medicin sætter gang i hjernens produktion af opiater, som så påvirker både humøret og oplevelsen af smerte på samme måde som den virksomme medicin.
Forklaringen ligger altså i den subjektive forventnings sfære. Troen materialiserer sig og går i kødet, hvilket man efter behag kan kalde sandhed, søforklaring, indbildning eller det rene hokuspokus.
Mit eget bidrag til ovenstående fænomener er oplevelsen af lyden af knitrende papir, specielt aviser, der bliver bladet i. Jeg hører, hvordan de åbnes og blade vendes hele vejen rundt, for at de skal tage mindre plads, derefter slås der let på dem med håndens bagside for at få bladene til at lægge sig tæt op imod hinanden, og måske med støtte på knæet foldes aviserne siden til halvformat, for til sidst, og nu garanteret med støtte fra et optrukket knæ og med en mere massiv lyd, at blive bukket endnu engang, så de uden problemer kan holdes op foran næsen fjernt fra medpassagerers intimsfære.
Medpassagerers?
Jo, for i mine ører hører lyden af knitrende papir ikke til i dagligstuen, men i tog, som tusindvis af gange har ført mig til og fra arbejde. Ved siden af mig mine medpassagerer i gang med samme papireksercits som jeg, måske på begge sider af mig, måske også over for mig, men sandsynligvis mere spredt, og alle med aviser foldet mere eller mindre ud. Man vender blad, bukker hensynsfuldt om af hensyn til omgivelserne og åbner under ny knitren igen, når man har læst. Sædvanligvis ser man ikke sine medpassagerer, men gennem blandt andet al denne lyd af papir ved man, at de er der.
Til min overraskelse oplever jeg stadig lyden, når jeg entrer et finsk lokaltog. Det er en indbildning, det ved jeg, men alligevel lige så reelt som gigten i sørøverens træben og placeboeffekten. For nu om stunder er der ingen aviser af papir i de finske tog og følgelig ingen lyd fra dem.
Undtagen i mit hoved.
Forklaringen på den virkelige knitrens forsvinden bærer, hvad alle ved, navne som Samsung, Lumia, iPhone, Huawei, BlackBerry, Sony, Asus, Motorola, Lenovo, og de indgår i et væld af andre elektroniske apparater med læse- og trykplader med tovejskommunikation og nærmest ubegrænsede muligheder for underholdning og oplysning. Også jeg er blevet en del af dette fællesskab af togbårne smartphoneejere, og også jeg afgrænser mig som hver enkelt af de øvrige passagerer gennem individuelle valg og nyder som dem min lette bagage, min egen i form af en LG Spirit på 4,5 tommer og ca. 150 gram, som giver mig flere læsemuligheder, end jeg kan overkomme i et helt liv – og jeg har jo kun små tyve minutter, før jeg skal af toget.
Men i korte øjeblikke indfinder længslen sig efter den nu ikke-eksisterende kontakt med min fysiske omverden, der opstod gennem lyden af knitrende papir og af de hensyn, udfoldelsen og sammenlægningen af aviserne medførte.
Somme tider, og i endnu kortere øjeblikke, som racer forbi mod glemslen, rammes jeg af følelsen af, at måske også andre hører samme lyde og har samme savn.



ANNONCE:






Ingen kommentarer:

Send en kommentar