PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Det havde været en forfærdelig
uge. Statsministeren var blevet hængt ud i internationale medier som noget af
en nazist. Den lille havfrue, symbolet på Danmark, havde trukket en guldtand ud
af munden på en flygtning. Den såkaldte smykkelov med tre års
familiesammenføringsventetid var blevet vedtaget. Man behøvede ikke at lytte
til danske medier – for at være orienteret.
Medierne her i Finland løb over med nyhederne.
Jeg stødte
nærmest ind i ham på Mannerheimvägen. Ham, som altid er først med det sidste.
– Jag har ett förslag till en ny nationalsång,
sagde han uden indledning.
– Dansk? spurgte jeg og frygtede det værste.
– Det är ett ynkligt land,
det står med höga murar,
begyndte han at synge, mens han
slog armene ud. Folk skævede til ham. For synge gør man altså ikke på
Mannerheimvägen.
– Ikke i dag, affærdigede jeg. – Ikke i dag. Jeg har ikke tid i dag!
Og skyndte
mig bort.
– Men ræk dog hånden frem, tænkte jeg efter
nogle skridt. – Ræk altid hånden frem. I enhver mur er der en sprække stor nok
til en samtale.
Jeg vente
mig for at foreslå en hurtig kop kaffe. Han var allerede væk.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar