PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet
Frikadeller
er god, dansk kultur. De hører også til i sydeuropæiske køkkener, hvor de også
er god kultur, nemlig sydeuropæisk. Efter sigende kom de før dér end i de
danske køkkener. De smager anderledes, nemlig sydeuropæisk. Men danske frikadeller
smager også forskelligt. Det gælder også for svenskernes köttbullar, som er søsternationens
bud på en blandet fars med løg og æg som vigtige ingredienser. De har andre
vaner, svenskerne, fx vil de gerne tilsætte for lidt svinekød.
Det bliver for meget bøf for min smag, og så
er de også alt for små, nærmest på størrelse med kødboller i den
hønsekødssuppe, som var mine bedsteforældres festmad. Grækernes frikadeller
derimod – i hvert fald de eksemplarer, jeg har tygget i mig, har været voldsomt
store, mere end dobbelt så store som de danske, der på deres side er rene
kæmper i forhold til svenskernes.
Eller hvordan det nu egentlig er med de danske frikadeller. For nogen nationalt
autoriseret dansk frikadelleopskrift, hvad angår fars, form og omfang, kender
jeg ikke.
Hvorfor ikke?
Svaret er enkelt: Også på dette område
fremstår kultur, her frikadellekultur, som vaner med mange, individuelle udtryk.
Den definition, at kultur er vaner, tillægges Hartvig Frisch, filolog,
kulturhistoriker og politiker, som virkede i første halvdel af forrige
århundrede
Nu er der det sjove ved vaner, at de
forandres i forhold til den tid, de lever i, og deres udøvere. Men ændringerne
finder sted uden, at de nødvendigvis bliver genstand for opmærksomhed, endsige
opstandelse. Engang imellem får de et lille skub: Flæskestegen bliver til
juleand, gåsen fra Peters Jul bliver
forkastet til fordel for kalkun, og hvem begynder nu om dage med risengrød som
i samme julefortælling? Nej vel, for ingen vil spise sig halvt mæt i grød før
kødretten. I Finland var lutfisken engang en nærmest hellig julespise, indgangen
til selve julestemningen. I dag foragtes den af de fleste som – uspiselig.
Det julebord, jeg for det meste bænker mig
ved i Finland, er uden ovennævnte kødretter, vi får skinke, oftest af en dansk
gris, og altid med kogte svesker, rødkål og brunede kartofler, hvilket er
totalt ufinsk.
Sådan kunne jeg blive ved, både hvad angår
julevaner og andre kulturelle ytringer. Ting fletter sig ind i hinanden og
ændres fra det dog kenkendelige til uigenkendelighed. Tænk for eksempel på lerkruset og den tørre kage, som Grundtvig besynger i julesalmen ”Velkommen igen
Guds Engle små”, som julesalmesyngende danskere har i rygmarven. Eller på
juletræet eller julemanden, hvis tilstedeværelse som festligt midtpunkt i julen
kun udgør nogle få procent af julens historie.
Som slutning på denne blog vil jeg gerne gøre
opmærksom på anledningen til den. Den er, hvad angår trivialitet, på linje med
ovenstående, men som andet trivielt er den værd at tage under nærmere
overvejelse. Dens ubetingede fordel er, at den er kort formuleret.
Vi er midt i DR2’s Deadline den 6.6.2016. Forfatteren Jens Christian Grøndahl bliver
interviewet. Anledningen er en ny bog, Europas
ambassade, om flygtningekrisen og vore forventninger til fremtiden.
Grøndahl fortæller, at han i en samtale med
en italiensk forfatter nævner, at danskerne er regulært bange. De frygter kultursammenstød.
Jamen, siger hans italienske kollega,
kulturer
støder ikke sammen, de blander sig.
Jep, sådan er det. Italieneren har ret. Men uden
lidt tålmodighed, nysgerrighed og en positiv holdning går det ikke. Tænk på
frikadellen!
Selvtilstrækkelighed derimod - dette at være sig
selv nok, må man nok lade ligge hjemme i kommodeskuffen.
For at mit synspunkt ikke skal fordunste i
ren åndelighed, skal jeg i næste uge give min frikadelleopskrift, Fars
Frikadellefars, fra mig.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar