CIRKUS MAXIMUS







PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet



Det gamle Roms cirkusforestillinger med gladiatorkampe, kristne, der blev kastet for vilde dyr, forevisning af historiske søslag med tusindvis indblandede og meget andet blev ikke givet bare sådan for sjov, men indgik i datidens politiske spil om magten. Jo mere blod og lidelse, jo større popularitet og magt kunne arrangøren regne med.
Virkemidlerne hos dagens politikere er mere forfinede. Til at begynde med. De optræder selv som artister i deres eget cirkus, hvor det gælder om at komme med lammende udfald, men ikke mindst om at sno sig verbalt for at undgå modstanderens kvælertag. Det amerikanske præsidentvalg er det største af alle politiske cirkusser, og artisten over alle er Donald Trump.
Han er blevet kaldt utæmmet stupid og 75 pct. utroværdig, men hvad gør det, for hans udfald mod kvinder, mexicanere, muslimer, krigsveteraner sidder lige i øjet hos de amerikanske vælgere.
Nogle elsker ham for disse udfald – andre elsker at hade ham for dem.
Jeg selv hører til den sidste kategori, og jeg tilstår blankt, at en god start på dagen længe har været en historie om, hvordan Donald Trump igen har sagt noget vildt.
Som fx den gang han gav næring til tanken om et væbnet oprør mod Hillary Clinton, hvis hun som præsident fik held til at begrænse borgernes ret til at bære våben.
Eller hans påstand om, at hun efter massemordet i Orlando ville afvæbne lovlydige borgere, så at kun terrorister og andre onde mennesker kunne få fat i skydevåben.
Eller hvad med følgende, hvor forudsætningen er, at muslimer er tankelæsere:

But the Muslims have to work with us. They have to work with us. They know what’s going on. They know that he [massemorderen i Orlando] was bad. They knew the people in San Bernardino were bad. But you know what? They didn’t turn them in. And you know what? We had death, and destruction.

Jeg lytter med, jeg ligefrem opsøger den endeløse, bedøvende strøm af urimeligheder. Hvilken kapacitet han demonstrerer til at skabe sin egen virkelighed. En endnu uovergået repræsentant for det postfaktuelle samfund.
Han er den øverste ekspert. Som Kim Jong-un i Nordkorea. God nat til oplysningstraditionen og velkommen til fortidens barbariske magtfuldkommenhed. Brutaliteten er på trapperne.
And you know what? He has the right.
Det er som at se en  voksen lege med tændstikker i nærheden af en benzintank. Under påberåbelse af, at der ikke sker noget.
Jeg lover!
Valget i USA i november er det mest spændende valg, jeg nogen sinde har været tilskuer til. Magtfuldkommenhed, død og ødelæggelse ligger som grundtonen.
Hvor mange tændstikker skal den store illusionist rive før eksplosionen?
Tilskuer?
Hvad var det, jeg lige sagde? I Cirkus Trump findes der ingen tilskuere skærmet bag høje mure. I Cirkus Trump, det største cirkus nogensinde, er alle, også dem på den anden side af kloden, deltagere.


ANNONCE:




Ingen kommentarer:

Send en kommentar