BJERGBONDEN FRA PERU





PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Har du hørt den om bjergbonden Saúl Luciano Lliuya fra Peru, der vil redde sin landsby ved at bygge en dæmning for penge fra Tyskland? spurgte min friskfyragtige nabo da vi mødte hinanden ved postkassen. Det havde jeg ikke, og jeg havde ikke tid til at lytte til hans ofte anstrengende vittigheder. Da jeg var inde og igen kunne nyde den råkolde novembersol, googlede jeg for sjov skyld på bjergbonde Peru. Det, jeg fandt, supplerer jeg her med en artikel fra min yndlingsavis, Dagbladet Information. Døm selv, om der er tale om en vittighed.

Tre tusind meter oppe i Perus Andesbjerge bor der en bonde ved navn Saúl Luciano Lliuya. Han er både vred og bange. Han er vred på den tyske energigigant Rheinisch-Westfälisches Elektrizitätswerk AG, som bruger de kolossalt forurenende brunkul til sin fremstilling af elektricitet. Og han er bange for, at søen over hans marker og hans landsby i Peru – flere end ti tusind kilometer i fugleflugtslinje fra Tyskland – snart er så fuld af vand fra smeltende gletsjere, at den vil bryde igennem sine bredder og sende en flodbølge ned ad bjerget.
Eftersom Rheinisch-Westfälisches Elektrizitätswerk AG med dens 60.000 ansatte står for 0,5 pct. af verdens CO2-udledning, mener Saúl Luciano Lliuya, at Rheinisch-Westfälisches Elektrizitätswerk AG skal stå for 0,5 pct. af omkostningerne til den dæmning, der skal sikre landsbyen mod den ødelæggende flodbølge. Det svarer til 130.000 kr. af de samlede omkostninger på 26 mio. kr.
For at få pengene har den 36-årige peruvianske bjergbonde med støtte fra ngo-organisationen Germanwatch anlagt sag mod Rheinisch-Westfälisches Elektrizitätswerk AG.
Sagen begyndte i går den 13. november kl. 11.30 i den øverste landsret i delstaten Nordrhein-Westfalen. Naturligvis handler den om penge, men et nok så vigtigt mål er at skabe juridisk præcedens for anerkendelsen af CO2-udledningernes globale påvirkning af klimaet.
Der skal med andre ord placeres et juridisk ansvar for menneskeskabte klimaændringer, der skaber fysisk og psykisk vold mod sagesløse ofre.
Udøves volden med koldt overlæg? Af dumhed? Af uvidenhed? Af begær efter vinding? Hvor længe kan dumhed eller uvidenhed befri sine udøvere fra ansvar?
For når der er ofre, er der også et ansvar.
Retssagen mod Rheinisch-Westfälisches Elektrizitätswerk AG finder sted i byen Hamm. Den ligger et par timers rejse nord for Bonn, hovedstaden i det forhenværende Vesttyskland. Her afholdes i disse dage det internationale klimamøde COP23, hvor der blandt andet diskuteres loss and damages som følge af forurening og de derpå følgende klimaændringer.
Det var i går.
I dag, i Norges hovedstad Oslo, små tusind kilometer nord for Hamm, begynder der netop i dag en anden retssag, der også har fokus på ændringer i det globale klima.
Sagen er anlagt af Greenpeace og norsk Natur og Ungdom og retter sig mod den norske stat, der har startet nye boringer efter olie i Barentshavet, arktisk og sårbart.
Påstanden er, at den norske stat forbryder sig mod Grundloven i Norge og Parisaftalen fra 2015, ifølge hvilken den globale temperaturstigning så vidt muligt skal begrænses til 1,5 grader.
I den norske Grundlovs paragraf 112 hedder det, at naturressourcerne skal

forvaltes ud fra en langsigtet og alsidig betragtning, som også sikrer denne ret for fremtidige generationer.

Den norske regerings tilladelse til olieboringer i Barentshavet saboterer, mener de sagsøgende, både grundlovens krav om langsigtet forvaltning af naturressourcerne og tilslutningen til Parisaftalens klimamål.
Igen opstår problemet, om der er tale om psykisk og fysisk vold mod sagesløse. Nogle kalder stater, der praktiserer den slags, for slyngelstater.
Forsvaret for den norske stat går blandt andet på, at ansvaret for den klimamæssige effekt af olien ikke ligger hos producenten, men hos forbrugeren. Argumentet er velkendt i forskellige former. For eksempel ligger det snublende nær våbenproducenters opfattelse af, at våben i sig selv ikke udgør nogen risiko. Det er våbenbrugeren, der bærer hele ansvaret, hvis noget uønsket skulle ske.
For eksempel et mord.
For den, der er det mindste interesseret i klimaet, er det et must at følge med i disse to intet mindre end internationalt banebrydende retssager.


SE MIN HJEMMESIDE: asgeralbjerg.fi og læs et gratis uddrag af min kommende bog, Sfinksens datter.


ANNONCE:









NOVEMBERS SMUKKE LYS





Hyben med sne









PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Året har 16 måneder

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

Han sparer ikke på november, Henrik Nordbrandt. 5 gange kommer måneden i et digt på 20 ord. Jeg hører det læst op med mørk og dyster stemme, der til sidst næsten fader ud.
Potenseret længsel og lidelse over tilværelsens urimelighed i efterårets mørkeste måned før sneen, julens glæder og nytårets halløj.
Sådan har jeg altid læst Nordbrandts novemberdigt fra samlingen Håndens skælven i november (1986), som jeg troligt har bragt hver november i denne blog, siden den startede.
Stemningen, jeg hver gang har læst ind i digtet, passer godt til det finske navn for måneden. Marraskuu, er dens navn, og frit oversat betyder det dødens måned.
Forfærdende og ildevarslende – som halloween uden børn bag maskerne.
Men tager jeg i virkeligheden fejl? Vil november mig noget andet end gys og forfald? For i dag er himlen høj, solen klar og luften frisk, da jeg om morgenen går ud og ser verden skinne i et fint lag af iskrystaller.
Min trofaste følgesvend, Politikens Etymologisk Ordbog, fortæller mig, at månedsnavnets rod er det latinske novem, som betyder ni, plus endelsen ber, beslægtet med ferre, infinitivformen for dansk at bære. Novem, ni, kommer af, at måneden er den niende i den romerske kalender.
Altså et indholdsmæssigt neutralt navn. Hvad jeg så putter i det, er min egen sag.
Og Henrik Nordbrandts.
Måske er det en af pointerne i hans digt, at han overhovedet ikke putter noget i det. Men samtidig forfører han mig, sin læser, gennem det negative, han har sagt om det danske vinterhalvår og hans næsten livslange ophold under sydligere himmelstrøg, til at fylde digtet med alle de negative følelser, der kan opdrives mellem våde gummistøvler og dryppende næser.
Huuh, tænker man, det er næsten ikke til at bære!
Men se på iskrystallerne på hybenrosens frugter. Elsk bladenes farvepragt, mens de endnu hænger på træerne, og lyt til deres raslen om gummistøvlerne. Skyggerne fra den lave sol er lange og sjove i deres bevægelse.
Efteråret giver ingen skuffelser på grund af uindfriede, falske løfter. Man er tryg ved tåge og snuskregn, for det hører til, ikke som om sommeren, hvor den slags er ærgerligt og kan ødelægge en hel ferie.
Råd og forfald, hvisker en stemme til mig. Men Så'nt är livet, svarer jeg med en gammel, svensk slagertekst. Nyd det! Stands op! Tag en dyb indånding. Og bliv ved, mens du hengiver dig til gedigen, dansk hygge med levende lys, glød i brændeovnen, te med mælk, læsning af tykke bøger, romtoddy eller rødvin.
Jeg garanterer, at det sidste har taget livet af flere, end november har.


SE MIN HJEMMESIDE: asgeralbjerg.fi og læs et gratis uddrag af min kommende bog, Sfinksens datter.


ANNONCE: