 |
| Brødrelease |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
Hvad
har Post Nord og hjemmebagt rugbrød med hinanden at gøre? Mere, end man skulle
tro. I hvert fald for en dansker bosat i Finland.
Det hele begyndte for et par uger siden med sikkerhedskontrollens
konfiskering af Jørgens Surdej. Det skete i lufthavnen i Kastrup, og det bragte
mig i en fortvivlet situation, for Jørgens Surdej er den kraftigste og mest
sejlivede surdej, verden endnu har set. Grænsesprængende i sin evne til at
overleve og hæve.
Surdej med sisu, som man siger i Finland.
Hvad der siden skete med den, og hvilke sikkerhedsrisici dét har
medført, kan man kun gisne om. Det har jeg gjort ved tidligere lejlighed. – Men
hævet over enhver tvivl er det, at den har potentiale til at være langt
farligere for verdens sikkerhed end Michael Flynn, Du-Ved-Hvems netop afgåede nationale
sikkerhedsrådgiver, der lyver og fraterniserer med russerne – for ikke at tale
om samtlige borgere fra Irak, Iran, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen,
der drømmer om et lykkeligt liv i Guds Eget Land.
Mit problem var ikke tænkte katastrofer, det var konkret og derfor
meget alvorligere: Hvad skulle jeg gøre for ikke at havne i en fælde med
middelmådig surdej, som er udgangspunktet for mimrende pensionisters netjammer
over svært tyggede brødhumpler, fordi dejen nægter at hæve netop den dag, den
skal.
For surdej er tricky, lærte jeg i mine surdejsløse dage, hvor jeg læste
alt om emnet, også beretninger fra kvikke brødbloggere af begge køn.
Surdej er som en forkælet sultan, forstod jeg, der skal lokkes af
udvalgte hetærer for at svulme af elskov.
Surdej finder sig ikke i hvad som helst, men vil blive plejet med
tre dråber kærnemælk og en lille teskefuld rugkærner samt ti dråber vand på
plus 3,758 grader celsius hver anden dag klokken 07.45 præcis for ikke at
hensygne – miste potensen, som det hedder på surdejsfagsprog.
Og skal surdejens ejermand m/k for eksempel på ferie, vil den ikke
med, men plejes på en institution af kvinder med bløde hænder. På svensk hedder
sådan en anstalt ett surdegsdagis, og
det ord kan i mangel af bedre gerne adopteres af det danske sprog.
Rastløs som jeg var i disse mine surdejsløse dage, fordybede jeg
mig i de mange surdejstragedier, der har rystet verden, men også i heroiske
fortællinger om surdej, der imod alle odds svulmede på det rigtige tidspunkt og
bragte god smag til folket og sundhed og kys til bageren.
Men alt dette var ikke andet end salt i såret, for jeg manglede
den rigtige surdej, min! Jørgens! der bare kan og kan i den grad, at man næsten
må kalde den eksplosiv. Ingen fine fornemmelser, det er lige på og – . Ja,
sådan fortalte Jørgen, at den havde det med de danske råvarer.
Og han er fuld ud pålidelig, jeg har kendt ham i mange år.
Men med finske råvarer – hvordan skulle det gå, hvis altså...
Kunne den forene sig samdrægtigt med disse råvarer, der har gjort rugbrød til
Finlands nationalret, et kernefyldt svar på Danmarks ditto: fedt flæsk og
melsovs med persille.
Det var spørgsmålet!
Hvad skulle jeg gøre? Jeg tog telefonen med bange anelser og
ringede til Jørgen, som vi nu kender som ophavsmanden til verdens mest robuste
surdej. Jo, selvfølgelig ville han da gerne sende en ladning, som han udtrykte det, men set fra hans hjemmebageri var
det ikke så meget et spørgsmål, om surdejen ville overleve Post Nord, men om
Post Nord kunne overleve hans surdej. Hvis og såfremt og ifald den blev henlagt
i et postkontor eller værre: glemt i et fly eller andet transportmiddel på
rejsen fra København til Helsingfors...
Han fuldførte aldrig sætningen, måske var han bange for
telefonaflytning, det stod dog klart, at han ikke ville svare for
konsekvenserne.
Men frem kom den, surdejen, afsendt mandag og modtaget ved
brevsprækken fredag, sandelig lidt af en rekord i disse dage, hvor forsendelser
Danmark-Finland tager op til tre gange så lang tid som for nogle år siden.
Hvis de da overhovedet kommer frem.
Glæden var derfor til at tage og føle på, da jeg blandede mel og
hele og knuste kerner med surdejen, der blev æltet forsvarligt med et
arvestykke fra min svigermor, en røremaskine med kræfter som en halv elefant. Som
på kommando gjorde surdejen sit arbejde, brødet svulmede, som det skulle, og da
det var bagt, skar jeg det i skiver med et arvestykke fra min mor, en
brødmaskine af mærket Raadvad.
Jeg lover, det var alt besværet værd. Brødet smager så godt, at
man næsten ikke kan vente, til man bliver sulten.
Og surdejen? Den har allerede lært nogle finske gloser og glæder
sig til næste bagedag.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar