OM 14 DAGE



Eugène Delacroix (1830) udsnit




PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Siden i søndags har der bredt sig et lettelsens suk igennem Europa. Faren er overstået, for han vandt jo, den pro-europæiske franskmand Emmanuelle Macron. Han tog stikket hjem. Sikrede fremtiden.
Men hvad er det egentlig, der sker, når man sukker?
Lige meget, om det er en lettelsens eller et smertens suk, frembringes det af tre samarbejdende faktorer: stemmelæberne, udåndingsluften og følelserne. Stemmelæberne sidder i struben, og det er dem, der frembringer lyden til tale og sang, når de mere eller mindre spændte sættes i vibration af udåndingsluften.
Når følelserne overmander en, og man som kultiveret vesterlænding ikke vil bryde ud i et eller andet uartikuleret lydeksperiment, lukkes stemmelæberne, og ingen lyd høres. Så, som gik proppen af en flaske med komprimeret luft, åbnes de igen, og vi hører den velkendte lyd af et suk – det lydlige bevis for, at følelserne slippes ud.
Jeg har prøvet at tage tid på mine suk, det kan enhver gøre, det gælder bare om med fyldte lunger at lukke stemmelæberne. Først i. Siden op. Mine suk varer fra tre til fem sekunder, og de kan gentages. Jeg kan ligefrem frembringe serier af dem, som indgik de i en klichéfyldt roman, hvor

det ene suk afløste det andet, mens (glædes)tårerne løb i stride strømme.

Men ingen kan sukke i en uendelighed med troværdigheden i behold, for så ændres sukket, det være sig af sorg eller af lettelse, sig fra at have været en spontan følelsesytring til at blive en utroværdig insisteren på opmærksomhed eller et banalt udtryk for manglende handlekraft og dumhed.
Nu er det store  spørgsmål: Hvor længe kan EU’s gamle mænd m/k, men absolut flest mænd! udstøde disse åbenbare lyde af lettelse og bevare troværdigheden som ledere af et EU, der går mod en bedre fremtid?
Det præcise svar er: 14 dage.
For om 14 dage har Emmanuelle Macron gentaget sin succes og er blevet endegyldigt valgt til Frankrigs præsident for de næste fem år. Det bliver han, fordi han kan overbevise en majoritet af franskmænd om, at den hypernationalistiske EU-modstander Marine Le Pen tager fejl i sin påstand om, at vejen til fred, tryghed og velstand findes af nationer, der lukker sig sammen om sig selv i et forsøg på at tryne alle andre for at komme først til fadet.
I dette tidsrum på 14 dage skal EU’s højeste politiske ledelse have hørt og forstået den bagvedliggende ansvarlighed for fællesskabet, når Frankrigs republikanere med et suk beslutter sig til at stemme på Emmanuelle Macron. Ligeledes, når socialisterne lægger deres lod i samme vægtskål som deres ærkemodstandere. Og ikke mindst skal EU’s højeste politiske ledere være på det rene med baggrunden for Le Pen-tilhængernes fortvivlede suk, når de indser, at al deres møje for at få deres kandidat ind i Élyséepalælet har været forgæves, og ulmende vrede, når de på forhånd føler sig svigtet af en præsident, der ser EU som en ledestjerne.
Derfor svigter EU’s højeste politikere befolkningen i EU, hvis de ikke har en plan, som giver de sukkende følelsen af tryghed og tro på fremtiden. En plan, som kommer til syne gennem ændringer, der viser en levende, tillidsskabende forbindelsen til netop disse græsrødder – til dem, der stemmer politikere ind og ud.
Alt dette kan kun finde sted på baggrund af en forståelse af, at Emmanuelle Macrons succes i den første valgrunde hviler på en forkastelse
– af gamle mænd m/k’s korrumperede følelse af egen fortræffelighed,
– af mænd m/k med rygdækning i traditioner og institutioner, der fremstår som værende sig selv nok,
– af verbalelvilibristiske mænd m/k med nødvendighedens politik som et kainsmærke, men som de selv tror er en fortjenstmedalje,
– af selvglade og tonedøve mænd som Hillary Clinton og David Cameron, der ikke kan skille et suk fra et jubelråb.
Hvis forståelse herfor ikke findes, så fravælges, som i USA, institutionernes gamle mænd m/k. For alle deres lokkeråb er skræmmende, fordi de handler om at fortsætte alt på præcis samme måde, selv om resultatet er psykisk nedtur, social fremmedgørelse og arbejdsløshed hos en væsentlig del af de medborgere, der skal give deres politik næring og legitimitet.
Hvis forståelse for forandringernes ønskelighed ikke findes, og troen på fremtiden ikke næres, så vælges politikere, der vil bygge grænsemure og fremme stenalderagtig tryghed omkring lejrbålet frem for åbne fællesskaber baseret på tillid og troværdighed.
Netop tillid og troværdighed til EU er ikke høj. Det næste spørgsmål kan derfor forenkles til: Hvad sker der ved valget i Frankrig om fem år, hvis der ikke har fundet forbedringer sted?
Svaret: så bliver Marine Le Pen valgt, er for mig endnu mere skræmmende end at have galningen Du-Ved-Hvem til at svinge fyldepennen i Det Ovale Værelse i de næste fire år.
Det store suk af lettelse, som de højeste ledere i EU udstødte søndag aften, ændrer i sig selv intet. De har nu 14 dage til at gøre denne trivielle, fysiologiske foreteelse troværdig ved at handle i overensstemmelse med, at de borgere, som ikke synes om dem, og som de gerne vil overse til fordel for de sædvanlige spytslikkere, er ansvarsbevidste i velkendte sammenhænge som for eksempel et præsidentvalg, inden den store fortvivlelse griber dem.
Sagt helt banalt: I stedet for at gøre suk til sovepuder, skal de EU’s gamle mænd m/k begynde at gå til makronerne.


ANNONCE:



KIM JONG-UN ER EN DESPERADO





PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Kim Jong-un er en desperado. Han rasler med sin sabel, så det klirrer i tallerkenerne over hele Kloden. Min sult forsvinder, mens suppen skvulper.

Kim Jong-un har bomber. Ikke fisede kanonslag som det, der for nylig slog hul i nogle huler i Afghanistan. Og raketter som dem, der ikke engang kunne ødelægge en lufthavn i Syrien, foragter han.

Kim Jong-uns bomber er rigtige bomber. A-bomber.

Kim Jong-un er ikke som normale mennesker. Han står over alle andre, for han ved bedst. Og tror nogen noget andet, fyrer han dem.

Kim Jong-uns undersåtter er våbenfikserede. Han har lært dem, at de er bedst i verden, og det tror de på. Bortset fra dem, der er utilfredse, men det er deres egen skyld, de kan bare lære at gå strækmarch og følge trop. Det har de al frihed i verden til.

Kim Jong-un tøver ikke med at gå i krig. Især synes han om forebyggende angreb. Det siger han ikke selv, og siger han noget, gør han måske det stik modsatte. Eller også gør han ingenting. Han er kalkuleret uberegnelig, og summen af uforudsigeligheder er selve strategien.

Kim Jong-un vil gerne have et rigtigt hangarskib, så han kan sejle rundt og tweete bøøh du er lige så dum, som jeg er stærk, og hvis du ikke makker ret, blæser jeg dig til atomer eller bruger en af mine andre strategier, som jeg har rigeligt af. Så strækker han hænderne frem, de er små, men meget, meget stærke.

Kim Jong-un har korte fingre. Når han peger med dem, viser han styrke og beslutsomhed på vegne af det folk, hans hjerte banker for at gøre stort igen.

Kim Jong-un hader alle dem, der er ude på ballade. Det er derfor, han har så mange soldater og vil have endnu flere. Desværre har han ingen allierede, han kan kræve det samme af. På den anden side er det helt i orden, for så kan de heller ikke kræve noget af ham. Sådan bliver han bom-stærk af at stå helt alene.

Kim Jong-un er ikke humanist. Han har måske aldrig hørt ordet. Han ved ikke, hvad menneskerettigheder er. Men han går ind for oplysning af folket, og han kender sandheden, for den har han selv skabt.

Kim Jong-un ser folket på TV, ganske almindelige mennesker, der hylder ham med lykkelige smil. Kærligheden til ham blomstrer foran hans tribune, når han ser kvinderne løfte benene, som dansede de can-can til militærmusik i en skønhedskonkurrence uden sidestykke. Det klør i hans fingre efter at gengælde deres kærlighed.

Kim Jong-un ved, at USA er ude på ballade. Fint nok, hvis kineserne hjælper. Men uden dem klarer han det selv, siger han, og peger på sig selv med sine buttede tommelfinger.

Kim Jong-un er elsket, han er stærk, og han bestemmer selv, når solen skinner.

Når Kim Jong-un rasler med sablen, skvulper suppen over tallerkenkanten her i Finland, hvor jeg sidder og skriver.


ANNONCE:




BEAUTIFUL BABIES














PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Det må være gået med den som med en håndfuld andre letlæste, indholdsrige og spændende bøger, som jeg har lånt ud til en entusiast eller nær ven.
 – Jamen ta’ den, ta’ den, siger jeg og fyrer lånetilladelsen af nærmest som en befaling.  For bøger vil læses, og det er de færreste af mine, som oplever det mere end én gang.
Af mig.
Vinterbørn af Dea Trier Mørch er utvivlsomt min mest læste bog. Det var i 1976, jeg købte den, jeg var lige flyttet til Åbo i Finland, hvor den sikkert var det eneste eksemplar, og den blev revet væk, men kom tilbage. I Vinterbørn fik man fødsler i realistisk romanform på et tidspunkt, da den slags var forbeholdt et lukket kvindeunivers eller det lægevidenskabelige studies fagbøger. Og romanen satte problemer under debat, fødsler var meget mere end sådan et vellykket eller mislykket svup.
Nu er det en novellesamling af Roald Dahl, der er uden for min rækkevidde, så jeg bliver nødt til at stole på hukommelsen, som i detaljen kan være lumsk. Det kan resultere i halve sandheder, og det er ikke rart at tænke på i en verden af store og små løgne og så mange i antal, at en af verdens store og mest pålidelige aviser, The New York Times, dag efter dag hamrer sit

Truth. It’s grounded in facts

i hovedet på mig, når jeg åbner den på min iPad.
Men til sagen: En af Roald Dahls noveller foregår i slutningen af 1800-tallet i en lille by i Østrig og handler om en kvinde, som har set flere af sine børn dø som spæde og ydermere været igennem nogle aborter. I vore dage har vi stort set elimineret sådanne ulykker, anderledes var det den gang, og vi forstår, at den unge kvinde er mere end almindeligt hårdt ramt.
Nu er hun gravid igen, alt er forløbet normalt, og vi er, sammen med jordemoderen, med ved fødslen. Da den, uden at forfatteren går i detaljer, er overstået, løfter jordemoderen et sundt og velskabt drengebarn frem med et hjerteligt:

Vielen Glück, Frau Hitler.

Det er muligt, at ordene i novellen er på engelsk, det sprog, Roald Dahl skrev på, men i min erindring siges de på tysk, og jeg husker stadig en abnorm frustration over, at de blev udtalt. Han burde have været dødfødt, burde han.
Men nej – absolut nej! Hvem vil gøre sig til et monster og ønske død over beautiful babies? Helt uanset, om de er født i Østrig eller i USA.
Alligevel – alligevel er det svært at slippe tanken om, hvor megen lidelse verden ville være suppet for, hvis den lille Adolf var blevet en abort.
Men samtidig klynger tanken sig ubrydeligt til uafviselige kundskaber om opvækstens betydning for karakterdannelsen.
Og den er ikke sådan at styre. Man kender først resultatet, når det er for sent.


ANNONCE: