PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
Duen
fløj af reden dagen før valborgsmesseaften. Det skete et par timer, inden sneen
kom, og den er ikke vendt tilbage. Jeg savner dens ro, mens den lå der i
birketræet uden for vinduet nogle få meter fra mit skrivebord. Jeg savner dens
mage, som kom med kviste til den, små sorte stykker fra græsset under træet. De
gik fra næb til næb, inden hun lagde dem til rette. Jeg savner parrets
samarbejde, lydløst, diskret, perfekt til formålet. Det er samme rede, som et
duepar byggede videre på sidste år, og måske også samme par, for duer holder
sammen livet igennem, deles om at udruge æggene og opfodre ungerne.
Noget
må være gået galt. Har ræven luret på magen, da han samlede kviste? Er det
egernet, den lille, klatrende røver med rottekrop og rottetænder, der har
knækket æggene, mens hunnen et kort øjeblik var af reden? Har de anet
vejrskiftet? Men så skulle de være vendt tilbage den første maj, da
temperaturen nærmede sig eventyrlige femten grader. Jeg ville have set dem
spadsere omkring, som om de ikke vedkom hinanden, men så, ligesom tilfældigt,
gå i samme retning for lidt efter at sidde sammen på en gren som et rigtigt
kærestepar.
Og
måske næbbes.
Nu
er virkelighedens duer væk, kun ordet er tilbage. Hvad fortæller det? Jeg undersøger
etymologien. Den store danske
nationalencyklopædi meddeler, at ordet kommer fra latin duo og betyder to. Det lyder næsten for godt til at være sandt, så jeg tjekker
lige med Etymologisk ordbog fra
Politikens Forlag.
Ordet
due forklares her som en afledning af
indoeuropæisk *dheubh, der betyder formørket, tåget, røgfuld, støvet. Disse
oplysninger er sikkert udtryk for gedigent sprogforskerarbejde, men asterisken
(den lille *) fortæller, at der er tale om en konstruktion skabt af
sprogudviklingsregler. Dem skal man normalt have den største respekt for, men hvis
valget er frit, hælder jeg alligevel til den lette og umiddelbart
gennemskuelige løsning.
Ikke
alene lever den smukt op til den store
sprogforsker Louis Hjelmslevs empiriprincip om at være modsigelsesfri, udtømmende
og den simplest mulige. Den er også
som møntet på både virkelighedens og poesiens due, som fortæller om tosomhed,
kærlighed, samarbejde, harmoni, fredelighed. Hvorimod asterisk-forslaget
fortæller om det, som kunne gøre livet surt for duer og støde dem væk.
Hvordan
lever duer på nettet? spørger jeg mig og googler på ordet. Det skulle jeg ikke
have gjort, for hvad ser jeg ikke på de første mange hits? At duer skider uhæmmet
på altaner og havemøbler, at de larmer fra tidlig morgen til sen aften og er en
risiko for spredning af sygdomme. De er værre end rotter, som jo ikke
forstyrrer morgensøvnen, og fortjener at blive skræmt væk! Eller - som for
eksempel i Californien, at få præventionsmiddel i foderet.
Jeg
finder dog ingen opfordring til direkte udryddelse. Heller ingen historier om
duefængere, der lokker duerne til sig med deres fløjte og styrer dem i fordærv
i form af et flammehav hedt som en helvedsbrand!
Tvært
imod støder jeg gang på gang på fortællingen om duen, der vendte tilbage til
Pagtens Ark med et frisk olivenblad i næbbet for at vise Noah, at Syndfloden
var overstået, og jeg ser talløse duer som billedligt udtryk for Helligånden i lige
så talløse kirkelige fremstillinger.
Videre
ser jeg i Det Gamle Testamentes Højsangen
den elskede i skikkelse af en due, og duerne med deres kurren er i samme
digtkreds symbol på forår, frugtbarhed og forelskelse.
Går
man tur på en kirkegård, det kan også gøres i tankerne, er det hverken ørnen
eller kragen, men duen, der fra gravsten kikker melankolsk mod jorden som
symbol på dødens fred.
Og
den fred, som de levende gerne vil leve under, har også duen som symbol – med
eller uden et blad eller en kvist fra oliventræet i næbbet.
Men
uden for mit vindue er duerne forsvundet. Heller ikke i dag, den 2. maj, med
fuld sol det meste af dagen, er de vendt tilbage. I en bævreasp et halvt
hundrede meter væk har jeg i kikkert iagttaget en due. Helt tydeligt også en ringdue. Den sad alene i et par
timer. Så fløj den.
Midt
i den fineste forsommer foruroliger duernes fravær mig.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar