ET DUEHJEM





PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Duen fløj af reden dagen før valborgsmesseaften. Det skete et par timer, inden sneen kom, og den er ikke vendt tilbage. Jeg savner dens ro, mens den lå der i birketræet uden for vinduet nogle få meter fra mit skrivebord. Jeg savner dens mage, som kom med kviste til den, små sorte stykker fra græsset under træet. De gik fra næb til næb, inden hun lagde dem til rette. Jeg savner parrets samarbejde, lydløst, diskret, perfekt til formålet. Det er samme rede, som et duepar byggede videre på sidste år, og måske også samme par, for duer holder sammen livet igennem, deles om at udruge æggene og opfodre ungerne.

Noget må være gået galt. Har ræven luret på magen, da han samlede kviste? Er det egernet, den lille, klatrende røver med rottekrop og rottetænder, der har knækket æggene, mens hunnen et kort øjeblik var af reden? Har de anet vejrskiftet? Men så skulle de være vendt tilbage den første maj, da temperaturen nærmede sig eventyrlige femten grader. Jeg ville have set dem spadsere omkring, som om de ikke vedkom hinanden, men så, ligesom tilfældigt, gå i samme retning for lidt efter at sidde sammen på en gren som et rigtigt kærestepar.

Og måske næbbes.

Nu er virkelighedens duer væk, kun ordet er tilbage. Hvad fortæller det? Jeg undersøger etymologien. Den store danske nationalencyklopædi meddeler, at ordet kommer fra latin duo og betyder to. Det lyder næsten for godt til at være sandt, så jeg tjekker lige med Etymologisk ordbog fra Politikens Forlag.

Ordet due forklares her som en afledning af indoeuropæisk *dheubh, der betyder formørket, tåget, røgfuld, støvet. Disse oplysninger er sikkert udtryk for gedigent sprogforskerarbejde, men asterisken (den lille *) fortæller, at der er tale om en konstruktion skabt af sprogudviklingsregler. Dem skal man normalt have den største respekt for, men hvis valget er frit, hælder jeg alligevel til den lette og umiddelbart gennemskuelige løsning.

Ikke alene lever den  smukt op til den store sprogforsker Louis Hjelmslevs empiriprincip om at være modsigelsesfri, udtømmende og den simplest mulige. Den er også som møntet på både virkelighedens og poesiens due, som fortæller om tosomhed, kærlighed, samarbejde, harmoni, fredelighed. Hvorimod asterisk-forslaget fortæller om det, som kunne gøre livet surt for duer og støde dem væk.

Hvordan lever duer på nettet? spørger jeg mig og googler på ordet. Det skulle jeg ikke have gjort, for hvad ser jeg ikke på de første mange hits? At duer skider uhæmmet på altaner og havemøbler, at de larmer fra tidlig morgen til sen aften og er en risiko for spredning af sygdomme. De er værre end rotter, som jo ikke forstyrrer morgensøvnen, og fortjener at blive skræmt væk! Eller - som for eksempel i Californien, at få præventionsmiddel i foderet.

Jeg finder dog ingen opfordring til direkte udryddelse. Heller ingen historier om duefængere, der lokker duerne til sig med deres fløjte og styrer dem i fordærv i form af et flammehav hedt som en helvedsbrand!

Tvært imod støder jeg gang på gang på fortællingen om duen, der vendte tilbage til Pagtens Ark med et frisk olivenblad i næbbet for at vise Noah, at Syndfloden var overstået, og jeg ser talløse duer som billedligt udtryk for Helligånden i lige så talløse kirkelige fremstillinger.

Videre ser jeg i Det Gamle Testamentes Højsangen den elskede i skikkelse af en due, og duerne med deres kurren er i samme digtkreds symbol på forår, frugtbarhed og forelskelse.

Går man tur på en kirkegård, det kan også gøres i tankerne, er det hverken ørnen eller kragen, men duen, der fra gravsten kikker melankolsk mod jorden som symbol på dødens fred.

Og den fred, som de levende gerne vil leve under, har også duen som symbol – med eller uden et blad eller en kvist fra oliventræet i næbbet.

Men uden for mit vindue er duerne forsvundet. Heller ikke i dag, den 2. maj, med fuld sol det meste af dagen, er de vendt tilbage. I en bævreasp et halvt hundrede meter væk har jeg i kikkert iagttaget en due. Helt tydeligt også en ringdue. Den sad alene i et par timer. Så fløj den.

Midt i den fineste forsommer foruroliger duernes fravær mig.


 ANNONCE:







Ingen kommentarer:

Send en kommentar