PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
I
tankerne flyver jeg fra pladsen foran Louvre, hvor jeg står blandt
flagsvingende franskmænd af hvilket køn, de nu er, granvoksne mænd, der græder
af lykke, kvinder, der kaster fingerkys til alle omkring sig, måske også til
mig, hoppende børn, der bliver løftet op, så de bedre kan se, og uden, at jeg
rigtig forstår hvordan, bliver jeg den privilegerede bærer af en treåring, som
med den ene hånd holder sig fast i mit hår, med den anden svinger en trikolore,
så stangen næsten rammer mig i øjnene.
I tankerne flyver jeg hjem, kun et kort øjeblik, men jeg gør det,
jeg flyver hjem til stuen, hvor jeg for et par dage siden sad og drak kaffe med
Veijo, en ældre skovarbejder, jeg havde hyret til at fælde nogle træer. Jeg har
brugt ham før, han er effektiv, stærk, kan sit job, ved en masse om træer, døde
som levende, eksotiske og hjemlige – og så er han ustyrligt snakkesalig.
Han elsker tal. Og alle tal angående løn og priser kommer i mark,
den valuta, Finland forlod for femten år siden for at tilslutte sig euroen. Han
husker, hvad dit og dat kostede engang, og sammenligner med, hvad det koster
nu. Han forelæser om timeløn i forhold til grund- og ejendomsskat på det lille
hus med stor have, han ejer i udkanten af skoven. Hvad han har tabt på, at feriepengene
blev inddraget. De enorme beløb, metrobyggeriet har kostet, og hans forargelse
over dets forsinkelse fylder enormt i hans enetale på en temmelig vanskelig,
finsk dialekt, som jeg kun forstår delvis. Da han kommer ind på, hvad
direktører og aktionærer har tjent på privatiseringer, rører han i koppen, så kaffen
hvirvler over kanten og ned i underkoppen. Korruptionen florerer, sorte penge
findes overalt, disponenter for byggevirksomheder stikker penge i lommen før
aftaler indgås med entreprenører, manden på gulvet får ingen ting, systemet er
råddent.
– Det sagde jeg engang til min chef, og så havde han pludselig
ikke brug for mig mere, siger han med eftertryk og tager en ordentlig slurk af
den efterhånden lunkne kaffe med fire opløste stykker sukker i.
Han føler sig overset, glemt, trådt på af det moderne liv, der
ikke respekterer svedigt håndværk som i gamle dage. De gode gamle dage, da en
arbejder var en arbejder, og fagforeningerne og de røde faner sikrede en lys
fremtid for folk med barkede næver.
En sikker stemme på Le Pen, på Trump eller på Brexit, tænkte jeg,
mens jeg sad der i min stue og længtes efter at afslutte fældearbejdet under
hans kyndige vejledning.
Men lige nu er jeg langt fra De Britiske Øer og endnu længere fra
USA. Jeg står med fødderne solidt plantet på fliserne foran Louvre i hjertet af
Paris og venter sammen med ti tusinder entusiastiske franskmænd.
Så kommer han, manden, der vandt på at gå direkte i flæsket på Marine
Le Pens EU-fornægtelse, fremmedfrygt og angst for at røre arbejderklassens
etablerede privilegier.
Hvad vil han sige, nu, han er blevet præsident, denne midtsøgende
oprører i spidsen for en bevægelse.
Jeg hører ikke det hele, der er for meget liv omkring mig, den
lille frøken på mine skuldre distraherer mig, folket, jeg står midt i, tager
for megen opmærksomhed, mit fransk er for dårligt.
Men jeg forstår, at han siger tak, at han fremhæver, at det
umulige er sket, at han udtrykker respekt for den vrede, der lå bag stemmerne
på Le Pen, og at han ved, at den stadig ligger der. Men han vil kæmpe for at
slukke den. Han vil række ud til socialister og konservative, der stemte på ham
af nød, ikke af lyst, til det glemte Frankrig, kæmpe for sandheden, ikke give
efter for angsten og skabe sikkerhed for alle. Det imponerer mig ikke. Heller
ikke, da han gentager den store revolutions budskab om frihed, lighed og
broderskab.
Men jeg forbander mit utilstrækkelige fransk, da jeg forstår, at
han har en grøn dagsorden. Han taler om humanisme. Hans program bygger på
uddannelse. På skolen. På kultur. Her er fremtiden, også for alle Veijo’er,
hvad enten de bor i Finland, i England, i USA eller i Frankrig. Det er en enorm
opgave, han siger ikke efteruddannelse, fornyelse af arbejdsmarkedet, han siger
ikke
blod,
slid, tårer og sved
som
Winston Churcill den 13. maj 1940, 66 år og 6 dage før, men på storskærmen ser
han ud, som om han mener det, og jeg genkender det alt sammen fra hans bog En marche!. Han taler ikke ned til
folket, han taler til sin medborger, sin concitoyenne
og concitoyen, han vil i samspil, og
da føler jeg, at han står ved siden af mig og rækker hænderne op mod det barn,
jeg bærer på mine danske skuldre.
Da han lidt efter er tilbage på talerstolen og råber sit Vive la Republique! Vive la France! får jeg en klump i halsen.
Den bliver ikke mindre under afsyngelse af Marseillaisen med
omkvædet marchon, marchon.
Den klump skal jeg om et øjeblik skylle væk med champagne, og på
næste mandag vil jeg gå i demonstrationstog mod ham, hvis han ikke arter sig.
For resten: Da jeg er kommet hjem til min stol foran skrivebordet,
er duerne vendt tilbage til reden lige på den anden side af vinduet. Lige nu
sidder de og opfører sig uterligt.
Vive l’amour!
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar