PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk
ved Helsingfors Universitet.
Mens
Finland våndede sig under udsigten til at gå bag af dansen og forsvinde ud af
årets ishockey-VM allerede inden kvartfinalen, indkasserede dansk ishockey et
nederlag, der sendte nationen ud af konkurrencen.
Men mens Finlands nederlag som tommelfingerregel føles som
svidende, er Danmarks for det meste ærefulde.
Læs bare mandagens overskrift i morgenudgaven af Danmarks Radios
hjemmeside:
Danmark
er færdig ved VM efter ærefuldt nederlag til Sverige.
Nedenunder et billede af en klappende kronprins, Kongeriget
Danmarks vordende overhoved.
I den efterfølgende tekst læser vi blandt andet:
Det
var en kamp, der i bund og grund var et billede af Danmarks VM som helhed:
Periodevist flot spil, gode tendenser, men med ineffektivt powerplay og med
visse scoringsproblemer.
Er det for meget sagt, at kronprinsen på en uheldig måde med sin
prestige sponsorerer et dansk nederlag? Oven i købet mod Sverige! Arvefjenden
over alle arvefjender! som i en snes krige og væbnede konflikter fra
middelalderen til 1800-tallet gang på gang sejrede over Danmark og gjorde det
mindre for siden, i den kolde krigs dage, at tilføje danskerne det ene
smertefulde nederlag efter det andet i fodbold.
På den måde set lægger DR’s holdning til den udeblevne sejr i
ishochey sig i slipstrømmen af en sentkommen opfattelse af, at Danmarks
historie siden Vikingetiden er en nederlagets og formindskelsens historie, der,
ligesom andet, klogeligt er blevet taget med både fatalisme og godt humør.
Hvilket for eksempel er resulteret i, at Danmark som velkendt er
ligger u-truet i teten på internationale lykkemålinger. Og tvivler man på
tendensen til at kalde danske nederlag ærefulde, går det at google på det. Jeg
fik næsten 8.000 hits på ærefuldt
nederlag, mens forsmædeligt nederlag
gav halvdelen.
Med et bredt greb i Historiens store pose er det let at
anskueliggøre formindskelsen fra Vikingetidens danske kongedømme på begge sider
af Vesterhavet og langs Østersøens kyster til tabet af herredømmet over Sverige
i begyndelsen af 1500-tallet til tabet af Skånelandende i midten af 1600-tallet
til tabet flåden og adskillelsen fra Norge i begyndelsen af 1800-tallet for
ikke at tale om afståelsen af en trediedel af det det tilbageværende
landområde, Sønderjylland, til Preussen i midten af samme århundrede.
Hertil kommer den lidet ærefulde kapitulation efter nogle kvarters
skudveksling med det angribende Tyskland den 9. april 1940.
Men hvor end jeg vender øjet hen, ser jeg en kærneægte dansk
tyrkertro på, at nederlagene og formindskelserne i virkeligheden var stærkt
ønskværdige:
Tag som eksempel England, som kong Knud bød over – man sku’ da
være mere end almindelig idiot for at tro, at England, denne den mest sprælske
nation i EU, skulle ville lade sig regere fra København eller fra Lejre eller
hvor som helst fra i Danmark.
Eller tag Sverige og svenskerne, som taler gebrokkent dansk og er
så ømskindede i sjælene og slebne i kæften, at man på flere planer umuligt kan
forstå dem.
Derimod var tabet af flåden i 1807, verden næststørste
handelsflåde, der blandt andet havde gjort Danmark til en af verdens største
eksportører af slaver fra Afrika til Den Nye Verden på den anden side af
Atlanten og bragt uhyrlige rigdomme til København – tabet af flåden er det
svært at se fordelen ved, medmindre man ser selve Slaget på Reden mod den
overmægtige engelske armada som en kærkommen anledning for danske søfolk til at
demonstrere deres spidskompetence: mod og mandshjerte.
Ligesom, ikke at forglemme, Slaget ved Dybbøl i 1864 var det. Men
da var det landsoldater, som var i ilden. Bogstavelig talt.
Samt kapitulationen til Hitlertyskland den 9. april 1940: Jamen
var det ikke bare klogt at undlade at kæmpe til sidste mand og sidste patron for
at slippe for at blive udraderet til absolut ingen nytte?
Alle står først i rækken af Danmarks mest ærefulde nederlag.
Efter denne korte eksposé over vigtige hændelser i
Danmarkshistorien kan jeg konkludere, at danskerne er både modige og kløgtige ud
over det normale, og at nederlag, rigtigt forstået, er ærefulde og giver en følelse
af lykke.
Men at man skal kalde dét et ærefuldt nederlag, som skyldes
manglende kraft i slagene, fumlende spil og dårlig strategi som ovenfor
beskrevet på DR’s hjemmeside, det går over min forstand.
Vådt krudt er uden ære!
Så foretrækker jeg næsten finnernes surhed over tabte kampe og
indædte løfte om, at nok er slaget tabt, men der er tid til at vinde et nyt.
Det udtrykker muligvis uforstand, men sproget er i det mindste ikke
korrumperet.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar