 |
| Dog ikke HK-bleu. |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
Når
det er sommer i Finland, er pølserne altid optimalt grillede.
De var det min første sommer. Det var på en græsplæne i
Österbotten. De har været det lige siden.
Den gang lugtede de lange, lune aftener altid af grillvæske fra
balkoner og haver. Her stod grillmesteren bag sin kuglegrill og brankede pølser.
Han havde altid en øl ved hånden. For en sikkerheds skyld. Hvis nu
ilden skulle tage overhånd. Og et par stykker i reserve, som var gode mod
halsbrand.
Jeg har aldrig set en kvindelig grillmester, og jeg har aldrig
spurgt hvorfor. Heller ikke om, hvorfor øl løber nedad.
Pølserne kaldtes HK-bleu efter den blå tekst på indpakningen. Det
franske ord for blå tilførte dem forventninger om noget fint og velsmagende.
I hver pakke var der to pølser, der sammen dannede en tilspidset
ellipse. De var lange og tykke. Når de havde fået den velkendte sorte skorpe,
var de færdige. Med sennep og ketchup smagte de som noget midt imellem ristet
franskbrød og kartoffelmos.
Derfor var brød og kartofler non grata. HK-bleu var all in one.
Pølsen blev ofte serveret på paptallerkener. Det sparede opvask,
og hvem gad vaske op efter at have proppet sig fuld af pølser med ketchup som
glidecreme og tre øl og en snaps for at løsne tungen og løfte humøret?
Min første finske sommers første finske ord var makkara, pølse. Jeg forbinder det altid
med HK-bleu, og tro mig, en branket, finsk HK-bleu ved en sø efter sauna er en ophøjet
oplevelse, ingen fransk middag kommer i nærheden af.
I dag har gasgrillen afløst kuglegrillen. Der lugter ikke længere af
grillvæske ude i Finlands haver, gløden kontrolleres ved at dreje på en gashane,
og pølserne hedder Wurst eller mere
sofistikeret saucisser. Det lokale
supermarked har mindst tyve forskellige slags, dem får børnene et passende
udvalg af, mens de voksne serveres saftdryppende kød i hele stykker, kvinder
svaler sig med hvidvin, mændene tapper rød papvin fra hanen, og der tales så
dæmpet i sommernatten, at man kan høre myggene nærme sig.
Skulle der endelig ske noget uforudset med gasgrillen, er der en godkendt
skumslukker lige ved hånden.
Men efter alt, hvad jeg har set af udfoldet feminisme, trodser
manden stadig kvindens ret til glød, røg og en plads bag grillen.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar