PÅ VEJ - HVORHEN?





PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



For et år siden anede ingen en skid om verdens sande tilstand.
Først kom Brexit.
Trump slog dørene ind.
Til de kloges forbløffelse fik Geert Wilders i Holland (hvis nogen havde glemt ham) så pludselig åndenød.
I Danmark går Dansk Folkeparti for første gang tilbage i meningsmålingerne, mens Socialdemokratiet stormer frem på at føre DF’s politik.
To alen af et stykke.
Dansk Folkepartis mere grovkornede søsterparti i Finland, det fremmedfjendske og EU-kritiske Sandfinlænderne, findes nu i to fraktioner med samme had og samme fobier på programmet. Men mens den ene er dømt ude af regeringen af moralske årsager, beholder den anden det oprindelige partis samtlige ministerposter.
I Storbritannien faldt Mays bukser selvforskyldt ned om anklerne og fratog hende bevægelsesfriheden.
Fred være med det – folket har talt.
Og i Frankrig vandt Emmanuel Macron igen en knusende sejr på et program, som forståsigpåerne fatter som en bevægelse fra noget til noget andet.
Hvad præcist er de uenige om.
On verra, som macronisterne har fået for vane at sige. Hvilket direkte oversat betyder, at det får vi at se, men samtidig tilkendegiver, at det aner de ikke en skid om.
Men lige meget, om det svinger hid eller did, lever gennemsnitsvesterlændingen stort set uanfægtet videre i sin verden af velstand og selvtilstrækkelighed. Selv sine argeste modstandere favner han i dybsindige analyser. De kræver kraftanstrengelser, men at forstå ham modstanderen er højeste dyd og befæster følelsen af, at vi lever i den bedste af alle verdener.
Her kan kun svingende konjunkturer og en og anden malplaceret mafiosotype - muligvis med en overdosis religion i bagagen, i forbigående forstyrre roen ved pølsegrillen og hummerbordet. Anormaliteten bliver forklaret rationelt, og hyggen genoprettes, for er vi ikke, når det kommer til stykket, én verden under den samme himmel?
Hvad er alternativet?
Udstødelse!
Strid!
Krig – først bare på kniven, hvilket kan være slemt nok, siden Rigtig Krig.
Nej! hvor lyder det ulækkert, det springer vi over. Lidt oprustning, bare, det er en klar livsforsikring, som vi ta’r med. Det gør alle andre jo, opruster. I alskends fredelighed, förstås!

Undskyld mig, men ligger tankegangen ikke alt for meget på linje med den selvfedme og velbegrundede fryd over egen fortræffelighed, som beherskede Europa op til udbruddet af Første Verdenskrig? Vi griber alt med fornuftens jerngreb, men hvor meget begriber vi?
Vi tilbeder stabilitet, og vi lever trygt videre med såvel de ubehageligste som de behageligste overraskelser, når først de er gennemanalyseret. For eksempel i skikkelse af en Trump eller en Macron, men også i form at ugerninger begået af jihadister, der gennem terror og død skal berede sig et hinsides liv i evig vellyst. Eller som hævnangreb, der skal sone tidligere hævnangreb som i Vikingetidens slægtsfejder.
Øje for øje, som der står i kristenhedens hovedbog.
Én dag uden disse ugerninger er som en ekstra søndag. I øvrigt den dag i ugen, der høster flest bildræbte, ofre for familievold og andet. Men det skal bedre teknik og terapi nok få bugt med, lover analytikeren og genopretter roen hos de selvfede.
For 103 år siden blev krigens helende og rensende stålbad hilst velkommen som en frelse til noget med en højere mening end selvtilfredshedens evige navlepilleri. Mænd udskiftede stråhatten med stålhjelm og fik brystet revet op af granatsplinter.
Galskaben startede med et skud i Sarajevo og forklares lidt dyberegående i skolebøger med rivalitet mellem Europas imperialistiske magter og en løbsk militær oprustning.
Genkendeligt fra dagens verden?
Men uden folkenes billigelse var krigen gået i graven, før den var begyndt. Pludselig var den der, irrationel, uberegnelig og grusom over alle hidtidige grænser. Og den fortsatte og fortsatte.

For et år siden anede ingen en skid om verdens sande tilstand.
Lille mand, hvad nu, hvad vil du, hvor går du hen?

PS Ovenstående er ikke inspireret af en svær sommerdepression, men af en række essays af Peter Englund, der i Förflutenhetens landskap (1991) med en storartet sproglig energi
stiller en lang række af den Store Histories fejlagtige vurderinger og hovedløse handlinger og deres katastrofale følger til skue. Det er lystlæsning til lang eftertanke.


ANNONCE: 




PLASTICPOSE OG BÆREPIND


Bærepinde skal i dag købes!








PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

  

Mens usikkerhed rumsterer i mellemgulvet og spørgsmålene hober sig op:

– hvornår skal Donald Trump i fængsel?
– hvis gæld vokser hurtigere end Kinas?
– hvor længe holder Theresa Mays bukser?
– hvorfor er Robert Mugabe ikke allerede død?
– hvilken ulovlig ordre pønser Inger Støjberg lige nu på?
– hvordan vil Emmanuel Macron genopfinde Frankrig & Europa?
– hvem prygler demonstranter i Rusland efter Vladimir Putin og Dimitrij Medvedev?
– hvad skiller Finlands Jussi Halla-aho fra Ungarns Viktor Orbán, fra Danmarks Pia Kjærsgaard, fra Sveriges Jimmie Åkesson, fra Frankrigs Marine Le Pen?

griber jeg efter noget velkendt, småt, kompakt, solidt, trygt:
En bærepind!
Bærepind?
Jeg ser den for mig i en rød og hvid snor, som ekspedienten omhyggeligt har strammet om indpakningspapiret. Så tager han en bærepind fra kassen på disken, hvor min mor allerede har lagt beløbet.
– Og så en bærepind, kære frue, siger han og lægger hovedet lidt på skrå.
Uden at vente på svar knytter han rask bærepinden fast til snoren og rækker den med en venlig gestus over disken og ned til mig.
– Så den unge mand også kan få lov til at hjælpe til.
Min mor synes sikkert, som jeg, at ekspedienten er et skvadderhoved, men pinden ligger i hånden, hvor den skal, og snorestumpen til pakken går uden at snære ned mellem langemand og guldbrand. Mens vi går hjemad svinger jeg kækt med pakken, der dingler elegant i sin bærepind.
Det der med at dingle elegant i bærepinden er, må jeg tilstå, et citat, som jeg har stjålet fra 3. udgave fra 1962 af Nudansk ordbog.
Billedet giver indkøbet overskuelighed. Jeg ser personlig betjening og håndholdt pakke frem for dagens bugnende indkøbsvogn og plasticposer, der tynger bæreren mod jorden, inden de eventuelt sprækker med en katastrofe midt på fortovet i myldretiden til følge.
Men nu er vi allerede sprunget langt ind i en helt anden tidsalder:
Plasticposens.
Den altrummende plasticpose.
Dét ord ser jeg først i 15. udgave fra 1995 af min uundværlige Nudansk ordbog. Men da havde posen længe været bærepindens altbesejrende afløser.
I dag, toogtyve år endnu senere, i netudgaven af Den danske ordbog, finder jeg under søgeordet indkøbsnet en sofistikeret skideballe til netop denne pose.

Investerer du i et indkøbsnet af stof, vil du være med til at stoppe den endeløse brug af jordens ressourcer, som vi alle ved, ikke kan holde i det uendelige (Politiken, 2012)

Grådigt og uoverskueligt fremstilles vort forbrug.
Og det gælder jo ikke blot varer, men også nyheder og anden information om Trump, om May, Macron, Mugabe, Medvedev og hvad ved jeg. Personer og problemer vælter ned fra alle virtuelle hylder, når jeg åbner mit elektroniske net, og der er brug for maxiposer for at rumme bare det vigtigste.
Intet opvejer fryden ved det vilde og mangefacetterede i dagens udbud!
Og alligevel mærker jeg hver dag ikke blot min egen indre forsigtigper. Rundt om mig kommer de stadig flere gående med en fin pakke elegant dinglende i sin bærepind.


 ANNONCE: