LÆNGSEL EFTER BLÅBÆR



Da blåbær var blåbær!





 




PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



– Verden er af lave, mumlede fruen ned i de små grønne planter. Hun drejede hovedet og så skråt op mod mig, som jeg stod der med hagen støttet til min vandringsstav.
– Mere end fjorten dage forsinkede! Hvis de overhovedet kommer.
Hun strakte tre små blåbær frem, som jeg pillede op af hendes hånd og kastede i munden. Ikke hendes, men min. Hun havde allerede spist nogle stykker.
– Hvad skal vi så finde på? sagde jeg.
Men i virkeligheden mente jeg: Hvilken dessert vil du nu foreslå, når blåbærtærte er en umulighed, fordi tiderne er, som de er?
Når sommeren er forsinket og måske aldrig kommer?
Når krisen er akut og ingen løsning er i sigte.
Så fjernt fra din barndom med blåbærskoven som hjemmebane – og slet ikke som i vore år i Uppsala, hvor vi begejstrede skrev hjem om, at vi havde fundet blåbær så store som fodbolde og overmodigt kastede os ud i planer om at åbne et blåbærtærteudsalg for de dumme uppsalaboere, der ikke forstod at plukke deres egne bær.
Søde minder fra for længe siden her ude i dagens blåbærskov, som ikke var nogen blåbærskov, fordi naturens rytme er af lave. Og surt lige nu, fordi vi ikke kan leve op til vore gæsters (de kommer i aften) forventninger om en dessert i særklasse.
Økologisk, naturnær og så oprindelig, at den står øverst på speltmødres ønskeseddel.
Oven i købet gratis, fordi den er hentet fra skoven.
Men ikke mindst er den så velsmagende, at det gamle, østerbottniske mundheld:

Om de riik sku veta hur de fati mår

er blevet en selvfølgelig del af ritualet omkring denne lune dessert garneret med flødeskum, vaniljesauce eller is. Også efter, at vi ikke længere tænker det mindste på at stå i grøftekanten og sælge blåbærtærter for at holde armoden fra døren.
Da vi godt og vel var kommet hjem med let blå tunger, men ingenting af betydning i kurven, søgte jeg trøst for samtidens uorden ved at opleve den flig af evighed, som et digt kan give.
Grønne digte vil jeg læse nu, tænkte jeg, og hvem andre end Ole Sarvig har skrevet grønne digte? Sikkert mange, ret beset, men han lagde i 1943 beslag på titlen, og rigtignok, jeg fandt straks et om sommeren, som jeg gerne vil citere in extenso for min læser, som måske også trænger til det håb, der kan hentes i årstidernes faste gang og evige tilbagekomst. – At Sarvig i øvrigt skrev på en højt profileret krisebevidsthed hører med som et memento.

SOMMER, MIN VEN

Sommer, min ven,
huset stod fugtkoldt og vintersygt hen.
Stemmer og trin
rungede hult i det halvtomme skrin.

Alting var klamt,
svampet og slimet og rustent og ramt.
Lyset var sort.
Alt var gemt hen, stuvet ned, pakket bort.

Vintren var hvid.
Du er saa grøn og saa drømmende blid.
Dage var graa.
Du er så frisk og saa blæsende blaa.

Vinterens nat:
vildvindens horder paa vej gennem krat.
Sommerens dag:
løbende vinde om for og om bag.

– – –

Nu er vi nær,
sikkert i læ bagved sommerens skær.

Aabnede gem.
Mange smaa bøjede nakker brød frem.

Nu er her sang,
stemmer og lys, som der var det engang.

Skyggernes net
leger med solen, hvor græsset staar tæt.

Nu kan du gaa
ud til de blaanende vande, du saa.

Langeligt syn,
farende vind over Sjælland og Fyn.

Brusende vand,
talende stemmer i krans om mit land.

Sommer, min ven,
elskede, nu er du kommen igen!


For nogle dage siden genlæste jeg Sarvigs forsøg i kriminalgenren, Havet under mit vindue. Som kriminal(roman) er den rædselsfuld, desuden frygtelig patetisk og fyldt af et skønånderi og samfundsanalytisk dilettanteri, hvilket næsten gav mig kvalme.
Dette til trods har jeg tænkt mig at give hans Stenrosen en chance for at se, hvad han har hentet ud af intetheden og skabt. Jo, for han er fra en tid, da Digtere var Digtere og hellere sultede end tog et borgerligt erhverv, der kunne besmitte deres rene tanker, som kom til dem fra livet selv i opløst form, som kun de kunne se meningen med og give videre til de dødelige efter at have mejslet det i ord.
Sarvigs sprog skrives ikke af mange nufortiden. Det fascinerer mig. Og ret beset er sproget i de fleste romaner mere værd end halvdelen af indholdet. Derfor er han værd at læse.
Og så kan han sætte kommaer, det kunne man dengang.


 ANNONCE: 



KVINDEFODBOLD, TWEETS OG TESTEL










PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Min finske nabo – ikke ham fra Tammerfors med barkbillerne, men ham den anden med muldlokum i haven og specialtrykte Donald Trump-tweets på sit toiletpapir – min nabo rakte den anden morgen hånden frem over hækken og ønskede til lykke!
Jeg så desorienteret på ham.
– Med sejren! sagde han med eftertryk, da jeg automatisk havde grebet hans hånd og mærkede en styrke, som havde han været Macron og jeg Trump.
– Øh, ja, i hvad?
Han slap min hånd, der hang som en selvdød fisk.
– I fodbold, naturligvis.
Hvad var der galt? Aldrig tidligere havde min nabo med en stavelse afsløret, at han interesserede sig for den slags.
– De fik lige, hvad de havde fortjent!
Jeg nikkede indforstået uden at ane, hvad præcis jeg var indforstået med.
– Men Belgien er jo heller ikke nogen udpræget fodboldnation. På damesiden. Men de danske piger! Han smækkede med tungen.
– I 1971, især. Jeg fandt et klip fra den gang. De så bare så...
Jeg nikkede igen.
– Glæder mig, at du også ser sådan på det.
Jeg var ikke sikker på, hvad han troede, jeg så, og hvordan jeg så på det. Men så kom det:
– Sports-BH’er skæmmer, det kan enhver se, de tager jo komplet faconerne af brysterne. Man ser ikke noget liv under dem, ingen individuelle former.
– Men det er der nok ikke noget at gøre ved, forsøgte jeg mig. – Tiderne er anderledes nu. Moden skifter. Folk den gang i halvfjerdserne var mindre stramme i betrækket, strandene var fulde af topløse...  
Med et konspiratorisk grin bøjede han sig langt frem i hækken.
– Men ved du hvad – ham der FIFA-generalen Sepp Blatter. Han vil kompensere for den der BH.
– Nå?
– Ved at påbyde strammere shorts. Så rumperne får en klarere struktur. Når de hopper oven i hinanden efter et mål, for eksempel. Man vil få meget mere ud af damefodbold på den måde. Så kan de også løbe hurtigere. Mere uhindret. Ligesom sprinterpigerne med deres bare maver.
Jeg nikkede. Og smilede indforstået. Forsøgte i hvert fald. Hvorfor begynde at mundhugges med en i grunden rar nabo på grund af et par dameshorts og en afgået FIFA-præsident.
– Jeg havde tænkt at lave en facebookgruppe om emnet, sagde han, men fruen syntes ikke om det. Så jeg venter.
– På hvad?
Han lænede sig så langt frem, at hækken var ved at knække under ham, og hviskede:
– På, at nogle andre opretter en gruppe om dame-EM i fodbold. Om, at de skal være nøgne for at deltage.
Vi skiltes med et nik og gik hver til vort. Han for at frekventere sit muldlokum og tørre sig i røven med nogle Trump-tweets, jeg for at tjekke hans påstand om shortsene.
Den stemte faktisk!
I 2004 kunne man i den engelske avis The Guardian læse følgende råd fra FIFA’s daværende præsident, Sepp Blatter, som drejede sig om at gøre kvindefodbold mere attraktiv:

De kunne eksempelvis spille i strammere shorts. De kvindelige spillere er pæne, hvis I vil have mig undskyldt for at påpege det.

Og bedre blev det ikke under mine videre undersøgelser af attituden til kvindefodbold. For var det ikke præcis den samme, kvindelige bagdel, som Vesttysklands Fodboldforbund havde i kikkerten, da det i 1955 begrundede et forbud mod kvindefodbold med følgende:

I kampen om bolden forsvinder den kvindelige ynde, krop og sjæl lider uvægerlig skade, og udstillingen af kroppen skader skikkeligheden og anstændigheden.

Efter den recept er kvindefodbold ikke bare smagløs underholdning, som det engelske fodboldforbund FAI i 1921 konstaterede. Kvindefodbold er i direkte modstrid med kvindens natur.
Men hvad er så kvindens natur i et bedaget og, undskyld jeg siger det: stærkt mandligt fodboldperspektiv?
Ser man på præmien, der blev uddelt til det vesttyske kvindelige fodboldlandshold efter EM-sejren i 1989, er der ingen tvivl.
Præmien var intet mindre end – et testel.
Artige sager! Som et ekko af tredivernes Kinder, Kirche, Küche. Hvor langt igen er der, inden kvindefodbold bliver bare – fodbold?
Det kommer nok an på, hvem der bestemmer.


ANNONCE: