PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
Mens
USA’s 45. præsident må øge overraskelseseffekten for at fange verdens
opmærksomhed omkring sig og sit budskab om at gøre America great again, bliver det stadig mere uklart for mig, hvad dette
slogan, som han gik til valg på, egentlig betyder.
Jeg ser to muligheder:
Great
again
betyder det modsatte af pålydende. Er altså en slags fake news ligesom mediernes påstande om, at solen ikke skinnede, da
Trump blev indsat som præsident, eller at der var langt færre tilskuere, end
Trump selv havde observeret fra tribunen, hvorfra udsigten til folkemængden jo var
brillant.
Ud fra denne model betyder great
det samme som small, unsignificant, unimportant. Og again
implicerer, at man går fra en dynamisk omverdensholdning til en statisk, idet
det fremadrettede og insisterende, som again
signalerer, afløses af et indadvendt og tilbageskuende verdenssyn.
Ser vi bort fra denne fortolkning, som det er svært at se bort fra
i og med, at Trumps Amerika allerede krymper i forhold til den omgivende verden:
–
tænk fx på de nye klimatiltag, som Kina og andre store spillere på den
vedvarende energis område kan udvikle og uden forstyrrende konkurrence fra USA sælge
til resten af verden,
–
tænk på den position i spidsen for NATO som forsvarer af den vestlige verdens
grundværdier, som var selvfølgelig under tidligere præsidenter,
–
tænk på den mistro grænsende til foragt Trump mødes med af statsledere og høje
embedsmænd,
–
eller på den konkurrent til NATO, som EU er ved at stable på benene,
men
ser vi altså bort fra ovenfor anførte tolkning af great again til unsignificant
and turned inwards og tager det trumpske slogan for pålydende, godtager vi præmissen,
at USA faktisk har været stort. Her
vil jeg se bort fra størrelsen i en vanlig amerikanske selvopfattelse, men fokusere på USA’s størrelse i forhold til den
omkringliggende verden og stille spørgsmålet:
Hvor lang er USA’s historie som stormagt og som supermagt i
verdenssamfundet?
Ser vi bort fra Uafængighedserklæringen fra 1776, der skulle blive
en inspiration for Den Store Franske Revolution tretten år senere og dermed var
med til at danne grundlaget for de demokratiske samfundsomvæltninger i
Vestverdenen i de følgende århundreder, skal vi op til tiden omkring 1900, før
kredsen af 1800-tallets klassiske fem stormagter,
Frankrig, Preussen, Rusland, Storbritannien og Østrig, udvides med endnu tre,
nemlig Italien, Japan og USA.
Ved afslutningen af Anden Verdenskrig var der bred enighed om, at
stormagterne var reduceret til fem, nemlig Frankrig, Kina, Sovjetunionen,
Storbritannien og USA, hvilke alle fik både fast sæde og vetoret i FN’s
sikkerhedsråd. Samtidig fremstod USA som den ubestridte leder af Vestverdenen i
den kraftprøve med Sovjetunionen og Østblokken, som dominerede
verdenspolitikken indtil Murens Fald i 1989.
Hvis man regner USA’s stilling som supermagt fra atombombningen af
Hiroshima den 6. august 1945, er det let at se, at Donald Trump, født den 14.
juni året efter, hele sit liv har været borger i supermagten USA. Da han
tiltrådte fredag den 20. januar 2017, fremstod USA i og med Sovjetunionens
sammenbrud i slutningen af 1991 som verdens eneste supermagt.
Også på den baggrund er det svært at forstå, hvad USA’s 45. præsident
mener, når han taler om again. For
USA har aldrig været større, end da han overtog ledelsen.
Imens jeg har skrevet denne blog, har to-tre ting fået en særlig
betydning for mig:
USA’s position som politisk og militær supermagt er bare nogle
måneder ældre end Donald Trump selv, hvis manglende lederskab stærkt ser ud til
at få denne position til at smuldre. At dette har givet både EU og Kina et momentum,
som før den 20. januar 2017 var fuldstændig utænkeligt, er tidligere antydet.
For det andet har det demokrati, som i Vestverdenen spirede frem
fra slutningen af 1700-tallet, haft en uvurderlig støtte og inspiration fra USA
og dets forfatnings deling af magten til flere instanser. Hvilket på sin side
har fundet inspiration i magtadskillelsesteorier hentet fra Europa, blandt
andet fra englænderen John Locke og franskmanden Montesquieu.
Kombinationen af egenrådighed, mod og hårdt arbejde betragtes
under prædikatet den amerikanske drøm
ofte som et kulturelt særtræk ved USA og formidles flittigt gennem film– og
populærkultur. I kombination med en velvoksen dosis hensynsløshed passer det
nogenlunde på den 45. præsident, såfremt man kan henføre hans ustandselige
tweets til kategorien hårdt arbejde.
Hans evne til at gøre USA stort igen har indtil dato været
negative. Men stor ståhej har han formået at skabe.
Ender det med at blive for ingenting?
Eller med titlen på en engelsk komedie: Much Ado about Nothing.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar