LYKKENS SMEDE

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Er man sin egen lykkes smed, har man langt til naboen. Han er også smed, og alle i landsbyen, jeg bor i, er smede. Vi står mellem essen og den åbne dør og hamrer på vores jern. Vi hører, naboen er der, men vi vil ikke kikke ud og se ham og hans gnister fyge, for han skal ikke tro, at han er noget, og at nogen bryder sig om ham.

Klokken tolv sætter vi os med ryggen mod døren og spiser leverpostejmadder med agurk. Vi får også en pilsner, som vi løfter mod essen og siger skål, gamle dreng, det går jo godt, inden vi skyller den ned i ét drag.

Så slår vi igen gnister af vores jern. Når det bliver fyraften,  går vi hjem og spiser middag. En stor bøf. Den har vi fortjent, og den har vi råd til. Nogle få steger den selv, men de fleste af os har en kone, der også er smed. Så skiftes vi. Det er varmt at stege bøf, så vi tager en pilsner til og siger skål til bøffen.

Vi har det godt med vores bøf og pilsner. Vi smeder, mens jernet er varmt, og høster anerkendelse så meget, vi orker.

– Du er edderma’me go’, siger vi til os sig selv og kikker i spejlet.

Så ser vi lidt til venstre og til højre og så til venstre igen for at være sikre på, at der ikke er nogen på vej mellem os og spejlet. I baghånden holder vi smedehammeren.

Så de ka’ lære det, hvis de kommer. Og de kommer. Det ved vi. De er allerede på vej. Hemmeligt. Men når de er der.

Så!

ANNONCE: