PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Narren er en betydningsfuld figur – lad dét
være slået fast fra starten.
Men narren er
ingen nar uden et publikum, som med skrækblandet fryd og beundring iagttager,
hvordan narren ude at grine gør sig selv og andre til latter. Han er iført en genkendelig
dragt. Den klassiske er flerfarvet med narrehue og bjælder. Den giver ham et
komisk skær og viser, hvem han er.
Men der er
flere varianter.
Det vigtigste
er, at han straks kan identificeres på sin klædedragt og øvrige udseende, så vi
ved, hvad vi har at gøre med.
Det er dog
hans gestusser og frisprog over for autoriteterne og skånselsløse angreb på de
vedtagne sandheder, der virkelig definerer ham som nar.
Den klassiske
nars tilholdssted er det øverste samfundslag, for eksempel middelalderens hof.
Hans frækheder og uforskammetheder mod magteliten er overrumplende og
ustandselige. Samtidig er han selv urørlig, og han ved, at det ligger i hans
rolle ikke at blive draget til ansvar.
Ingen forventer,
at narren egentlig udretter noget, selv om han påstår det modsatte. Hans funktion
er at underholde, og hans gebærder og grimasser er i sig selv et underholdende
element ved hans fremtræden. Men det afgørende er, at den latter, han
fremkalder, og det gys, der er følgen af hans uberegnelighed, skaber indsigt
hos hans publikum.
Lige så lidt,
som han selv er vis, lige så meget er han katalysator for andres livsvisdom,
som han dog intet lærer af, fordi han hele tiden er på vej med nye indfald, som
stiller verden på hovedet, men ikke giver ham selv mindste tid til eftertanke.
Netop ved at
stille verden på den anden ende, bliver narren en risiko for den etablerede
orden. Men kun temporært. For når latteren har lagt sig, skal publikum nok
genfinde et ståsted, som dog ikke nødvendigvis er identisk med det foregående. Og
der står det så med alle sine talenter og ved hverken ud eller ind.
Dette er
højdepunktet for narren. Her er det tætteste, han kan komme på at synke ind i
sig selv og føle tilfredshed. Men straks bliver han grebet af stor uro, for hans
embede er netop at holde kaos kørende, og han ved, at publikum, der har været
på den anden ende, snart igen finder sine ben at stå på.
I
bekræftelsen af den etablerede orden som den bedste og eneste mulige, ligger
den største fare for narrens fortsatte eksistens som nar. For tænk, hvis
publikum skulle blive træt af ham og glemme ham! Derfor må han gennem nye
narrestreger skabe et umætteligt behov for sin specielle måde at underholde på,
koste, hvad det vil! Og her tænker han ikke på omkostninger for sig selv. For
han er fredhellig og tjener fedt på sit virke. Det er andre, der må betale
prisen.
Det yderste
mål for narrens adfærd bliver således at holde sig selv ved magten. Derfor
skifter han bestandig positioner, så hans publikum hver morgen vågner med et
sug efter nye narrerier.
Man holder
vejret. Tænk, hvor han kan! Hvad mod der bliver det næste?
Narren har
gjort sig uundværlig som hovedperson i sin egen sæbeopera.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar