BABYLONISK OG NORDISK FORVIRRING


Bruegel, Babelstårnet bygges, 1563


PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



I Første Mosebog, 11. kapitel fortælles det,  at menneskeheden engang havde ét eneste sprog. For at kunne holde sammen blev de enige om at bygge en by og i den et tårn, der skulle nå op til himlen. Gud misbilligede planen, for den ville vise menneskene, at intet var umuligt for dem. Han forvirrede derfor deres sprog, så de ikke længere forstod hinanden, og spredte dem ud over hele jorden.
Tårnet, menneskene aldrig blev færdige med, kaldtes Babelstårnet, og den sprogforbistringen, der ramte menneskene, har navnet Den Babyloniske Forvirring.
Tager man den smålige Gud ud af fortællingen om Babelstårnet og forvirringen under det, står den banale sandhed tilbage, at et fælles sprog fremmer forståelsen og er en forudsætning for store bedrifter. Skal der samarbejdes, skal der samtales, og samtale kan ikke finde sted uden, at vi forstår hinandens sprog.
Et af de områder i verden, hvor denne sandhed har ført til store resultater, er Norden, som generelt set er et koldt, fugtigt, blæsende, ugæstfrit landområde uden adgang til store naturressourcer. En redegørelse for det nordiske samarbejdes forudsætninger og opståen ville fylde en bog og ikke en blog. Jeg vil derfor bare konstatere, at det er der, og at det har fungeret i mange år på baggrund af en gensidig forståelse, der ikke bare er sproglig, men også historisk og kulturel.
Hvis man ikke umiddelbart mærker dette, når man er på rejse i et nordisk naboland, er det i hvert fald en genkommende oplevelse i det store udland. Her rykker folk fra Norden sammen i en gensidig følelse af respekt, tillid og forståelse.
I dette samarbejde har det danske, det norske og det svenske sprog været fundamentet for samtalen, fordi disse sprog ligger så tæt op ad hinanden, at det ikke kræver mere end nogle få dages arbejde at tilegne sig de to andre, hvis man kan det ene. Det fortæller mine personlige erfaringer som lærer og kulturarbejder i Finland, på Åland og i Sverige mig.
Det kan læserne så springe op og falde ned på og henvise til andre erfaringer, der fortæller om, at de al’så ikke kan forstå dansk/svensk/norsk. Og så er man - om man vil det eller ej, i gang med en samtale over sprog- og landegrænser. Og det er en samtale, som giver mening i en dansk-norsk-svensk kontekst på en hel anden måde end den samme type samtale mellem for eksempel mennesker fra et germansk Tyskland og et romansk Frankrig, hvor der er tale om to vidt forskellige sprog.
Et indlæg i den nordiske sprogdebat, som har sat sig fast i min hukommelse, er fra begyndelsen af året. I centrum står Bertel Haarder, tidligere minister for kultur, undervisning med mere, og den norske teenageserie Skam, som også i Danmark har opnået en uhyre popularitet. I et interview til Kristeligt Dagblad siger Bertel Haarder, der har set et par afsnit af serien:

Det, der optager mig, er udelukkende det forhold, at hundredtusinder af danske teenagere nu pludselig forstår norsk. Det er et mirakel! Efter at jeg som nordisk borger har skullet høre på, at de unge ikke forstår andre nordiske sprog, viser det sig, at efter to afsnit af serien ”Skam”, så forstår man det hele. Jeg talte med en teenager, som sagde, at hun nærmest forstod norsk efter at have set et par afsnit af serien.

Det siges endvidere, at danske unge har overtaget norske slangudtryk fra Skam. Wauw, siger jeg med et låneord fra engelsk. Når unge begynder at adoptere den slags ord, rykker sprogtilegnelsen.
Det var noget i stil med ovenstående, der et kort øjeblik for gennem mit hoved, da jeg forleden i det finlandssvenske Hufvudstadsbladet læste overskriften:

Bakslag för finskan i Nordiska rådet.

Kort fortalt havde ålændingen Britt Lundberg, medlem af partiet Centern på Åland og præsident for Nordisk Råds Præsidium, bremset et forslag fra den finlandske delegation om, at finsk og islandsk skulle ligestilles med dansk, norsk og svensk som officielle arbejdssprog i Nordisk Råd.
En rankrygget ålænding, tænkte jeg, som nu i en større sammenhæng end den lokalt ålandske forsvarer retten til
at undgå sprogforbistring. En ret, som et ensproget Åland har nydt god af siden Folkeforbundet den 24. juni 1921 garanterede det svenske sprogs særstatus på Åland.
Nu tror jeg på ingen måde, at Britt Lundberg er imod det finske sprog som sådant. Men finsk er et sprog med et ordforråd og en grammatik, som det kræver årelange studier at tilegne sig. Siden Finlands medlemskab fra 1953 af det den gang ét år gamle Nordisk Råd med Danmark, Island, Norge og Sverige som medlemmer har Finland sprogligt set kørt på frihjul, fordi landet har været så heldigt at have en minoritet med svensk som modersmål. For at gøre en lang historie kort er det ad den vej, Finland kom ind i det nordiske samarbejde.
Men nu skal Finland altså stå på egne ben med eget, ligestillede sprog, mener en af de drivende kræfter bag forslaget, sandfinlænderen Juha Eerola, vicepræsident i Nordisk Råd.
I de kredse, som interesserer sig for det nordiske samarbejdes former, er debatten efter Britt Lundbergs udmelding i fuld gang. Med en henvisning til Første Mosebog og talløse erfaringer angående sprogforbistringens splittende resultater vil jeg give mit bidrag ved at stille spørgsmålet:
Men hvorfor flere sprog? Hvorfor ikke være praktisk og vælge færre? Hvorfor ikke vælge et enkelt? Nemlig dét nordiske sprog, der tales af flest og derfor også forstås af flest?
Det gør mig naturligvis ondt for mit danske modersmål, at det således ikke længere vil være officielt sprog i de nordiske regeringers samarbejde. Men det og andre sprog i Norden vil stadig blive talt, når der holdes pause fra det officielle og drikkes kaffe.
På den måde vil både kaffe og sproglig mangfoldighed beholde deres plads som uundværlige bindemidler i samarbejdet i Norden.


ANNONCE:



BLÆSTEN GÅR FRISK






PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



– Jamen det er jo et hundrede procent selvforskyldt, råbte min nabo nu til morgen ud gennem sit nedrullede bilvindue.
Vi mødtes i hver sin bil foran hans indkørsel, han på vej ud, jeg på vej hjem.
– Hvad mener du? råbte jeg tilbage gennem mit eget nedrullede vindue.
– Den nye storm. Orkan. Maria.
Han bøjede sig frem og slukkede for bilradioen.
Jeg slukkede også for min. Vi havde åbenbart hørt det samme.
– Og den holder hele vejen, til den rammer Florida. Ha-ha.
Han løftede fuckfingeren.
– Hvad mener du? spurgte jeg og forsøgte at dæmpe min forargelse.
– Hvad jeg siger? At de ikke får andet, end de har fortjent.
– Altså!
– Jamen! Han trykkede gaspedalen i bund et par gange, så det var med nød og næppe, at hans ord gik igennem larmen.
– Det var jo dem, der stemte Al Gore ud. Klimaguruen.
Jeg huskede den spegede affære med tvivlsomme valgmaskiner, nogle flylaste fulde af republikanske advokater og USA's højesteret, der satte stop for en ny optælling af stemmerne, hvorefter George W. Bush var valgt til præsident frem for Al Gore, der havde stået for en ny, grøn dagsorden og for resten fået en halv million flere stemmer end Bush. På landsbasis, altså.
– Så du mener…
Han afbrød mig brutalt.
– At det er Guds straf over dem, selvfølgelig. Nu venter vi bare på, at de hellige hængerøve derovre selv finder ud af det. Harmagedon, Sodoma, Gomorra.
Han satte højre hånds fingerspidser mod tindingen, lod sideruden glide i og forsvandt i sin Mazda, model ældre, med et brændstofforbrug som en traktor.
Guds straf. Godmorgen skipper, tænkte jeg og rullede de sidste meter hjem til min lille parkeringsplads.
Da jeg var kommet ind, fandt jeg den gamle CD med Axel Schiøtz’ kultiverede fremførelse af Blæsten går frisk over Limfjordens vande frem. Den var fra en tid, hvor vinden kendte sin plads som lokal hyggespreder og inspiration til overskuelig udlængsel.


ANNONCE: