PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Formelt
set er Henrik Nordbrandts digt Vuggevise,
bragt første gang den 9. september 2015 på forsiden af dagbladet Politiken, et rudiment af sonetten, en af
den vesterlandske litteraturs strengest opbyggede og mest velklingende
lyrikformer.
Sonetten er dannet af et stramt regulerede versmål i dens to
kvartetter og efterfølgende terzetter, hvis i alt fjorten linjer flettes sammen
af rim mellem kvartetterne, mellem terzetterne og mellem kvartetter og
terzetter. Verslinjernes rytme, som altid er dannet over et regelmæssigt skema,
kan være jambisk, trokæisk, daktylisk, bygget som aleksandrinere eller følge et
rimskema med for nedskrivningstiden aktuelle verstyper.
En sonet kan naturligvis fremtræde som et selvstændigt, enestående
digt. Men i sin mest avancerede udgave indgår den enkelte sonet i en sonetkrans på i alt femten sonetter. Her
gælder den regel, at den nærmest foregående sonets sidste linje er identisk med
den nærmest efterfølgende sonets første linje. Den femtende og sidste sonet, mestersonetten, er bygget op af de
fjorten foregående sonetters begyndelseslinjer.
Men også på indholdssiden stiller sonetten strenge krav til sin
digter, idet dens to formdele: kvartetterne og terzetterne, forholder sig som
præmisser til konklusion – en sag fremlægges, siden finder man ud af, hvad man
mener om den.
Formelt set er sonet og sonetkrans således udtryk for en
gennemtænkt lovmæssighed og harmoni, hvor alt er formuleret i delvist forudbestemte
rytmer og rim, der gentages og udvikler sig i bestemte mønstre, og hvor også
indholdssiden afrundes, så man såvel formelt som indholdsmæssigt får et anskueligt
billede af urokkelighed og fuldendt skønhed.
Hvad Henrik Nordbrandt har tænkt angående sonetten og sonettens
form, da han midt i den såkaldte flygtningekrise i 2015 skrev sin Vuggevise, ved jeg ikke. Måske har han,
der aldrig har gjort en dyd af at brillere som de strenge versformers mester, bevidst
skabt et rudiment af sonetformen og givet dette videre som et udtryk for
sammenbruddet af en lang æstetisk og humanistiske tradition, som for alvor slog
igennem i renæssancen, og uden hvilken sonetten ikke kan tænkes.
Men vi hans
digt, der i al sin enkelhed fortæller om
dagens inhumane forhold til andres lidelser, som med visse nuancer har
karakteriseret de fleste europæiske staters håndtering af flygtningesituationen.
Vi ser det hele, vi ved det hele, og derfor vil vi have det plagsomme syn bort
fra vore øjne.
Den boble af skønhed og orden, sonetten traditionelt viser sin
læser, er bristet. Tilbage står vi på en ruin af uorden og dehumanisering.
VUGGEVISE
Lille krigsbarn, hvor går du hen?
Mod øst eller vest?
Hvor i verden tror du
du finder en ven.
Lille krigsbarn, hvad passer dig bedst:
Et hullet tæppe?
En krydsfinerskiste?
En redningsvest?
Lille krigsbarn, hvor vil du dø:
Hvor bomberne falder
eller i åben sø?
Lille krigsbarn, hvor vil du hen?
Vælg selv. Bare vi aldrig
skal se dig igen.
***
Digtet
indgår i Henrik Nordbrandts nyligt udgivne digtsamling, Den store amerikanske hævn.
SE
MIN HJEMMESIDE: asgeralbjerg.fi og læs et uddrag af min kommende bog, Sfinksens datter.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar