PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
#MeToo-bevægelsen
er blevet sammenlignet med Murens Fald. Fortiet undertrykkelse og udnyttelse har
fået stemmer. Forpinte kroppe og gnavende tavshed har gjort oprør. Fællesskabet,
solidariteten, sliddet sammen mod et højere mål var ikke andet end et
skalkeskjul for selvhævdelse. Råbet om broder- og søsterskab udmøntede sig i magtbegær
og misbrug.
Nu skal krænkerne få kærligheden at føle, hedder det med en
grusomt ironisk formulering.
For
vi er kvinder, vi er mange, vi er halvdelen,
som
den finlandssvenske poet Warva Stürmer sang engang i 1970’erne.
Eller
Wir sind das Volk,
som
de råbte – de 70.000 demonstranter, der efter den traditionelle mandagsbøn
foran Nicolaikirche i Leipzig i oktober 1989 indledte den skelsættende
demonstration, der skulle vælte DDR-regeringen og genforene Øst- og
Vesttyskland.
Kun fantaster havde set dén revolution komme, og hvem tager
fantaster alvorligt?
Siden faldt Muren og blev brugt som fyld på byggepladser, da det
gamle DDR blev bygget nyt, eller havnede som brokker på kaminhylderne rundt
omkring i de små hjem.
Otteogtyve år efter faldt så den mur af tavshed, der havde
omgærdet sexuelle krænkelser, misbrug, angreb, udnyttelse, chikane og voldtægt af
kvinder. Det gamle begreb om jus primae
noctis, adelsmandens ret til den første nat med den nygifte bondepige, blev
afsløret som gangbar praksis i nutidige magtmænds varierede krænkelser. For
eksempel som forudsætning for, at kvinder kunne stige i hierarkiet, få
stilling, lønforhøjelse eller slet og ret for at de kunne undgå at blive fyret.
En sund kontrakt indgået på frivillig basis, forsvarer magtmanden
sig.
Mindst én ting glemmer han: lummerheden. Som kommer af, at han
ikke frit, åbent og fra starten deklarerede vareudvekslingens præmisser, når saglighed
blev erstattet af sex.
På samme måde følte mange i det gamle DDR, at de blev udnyttet i
et samarbejde på magtens præmisser, hvor den blev ophøjet, som accepterede
undertrykkelsen, mens de protesterende blev overset, tilsidesat, degraderet.
Lidt dristigt vil jeg karakterisere disse magtmænd som
anakronismer, fordi de
tilhører eller er præget af en anden tid end omgivelserne
(fra Den danske ordbog).
For der var jo
en tid, da udnyttelse og udbytning af såkaldt lavere klasser var anerkendt.
Slaven, for eksempel, og kvinden og andre repræsentanter for underklassen var elitens
legitime bytte.
Sådan er det
ikke længere. Slaveriet blev afskaffet, underklassen blev til arbejderklassen
og tilkæmpede sig rettigheder, og kvinderne – ja, kvinderne bider ikke længere skammen
i sig, men peger på deres undertrykkere og tekster også jeg.
I den bedste
af alle verdener vil #MeToo-bevægelsens
generaloprør mod en grundfæstet krænkerkultur resultere i en uendelig række
retssager mod dem, der udpeges som krænkerne.
Det er et
revolution, som kun lige er begyndt.
SE
MIN HJEMMESIDE: asgeralbjerg.fi og læs et gratis uddrag af min kommende bog, Sfinksens
datter.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar