NOVEMBERS SMUKKE LYS





Hyben med sne









PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Året har 16 måneder

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

Han sparer ikke på november, Henrik Nordbrandt. 5 gange kommer måneden i et digt på 20 ord. Jeg hører det læst op med mørk og dyster stemme, der til sidst næsten fader ud.
Potenseret længsel og lidelse over tilværelsens urimelighed i efterårets mørkeste måned før sneen, julens glæder og nytårets halløj.
Sådan har jeg altid læst Nordbrandts novemberdigt fra samlingen Håndens skælven i november (1986), som jeg troligt har bragt hver november i denne blog, siden den startede.
Stemningen, jeg hver gang har læst ind i digtet, passer godt til det finske navn for måneden. Marraskuu, er dens navn, og frit oversat betyder det dødens måned.
Forfærdende og ildevarslende – som halloween uden børn bag maskerne.
Men tager jeg i virkeligheden fejl? Vil november mig noget andet end gys og forfald? For i dag er himlen høj, solen klar og luften frisk, da jeg om morgenen går ud og ser verden skinne i et fint lag af iskrystaller.
Min trofaste følgesvend, Politikens Etymologisk Ordbog, fortæller mig, at månedsnavnets rod er det latinske novem, som betyder ni, plus endelsen ber, beslægtet med ferre, infinitivformen for dansk at bære. Novem, ni, kommer af, at måneden er den niende i den romerske kalender.
Altså et indholdsmæssigt neutralt navn. Hvad jeg så putter i det, er min egen sag.
Og Henrik Nordbrandts.
Måske er det en af pointerne i hans digt, at han overhovedet ikke putter noget i det. Men samtidig forfører han mig, sin læser, gennem det negative, han har sagt om det danske vinterhalvår og hans næsten livslange ophold under sydligere himmelstrøg, til at fylde digtet med alle de negative følelser, der kan opdrives mellem våde gummistøvler og dryppende næser.
Huuh, tænker man, det er næsten ikke til at bære!
Men se på iskrystallerne på hybenrosens frugter. Elsk bladenes farvepragt, mens de endnu hænger på træerne, og lyt til deres raslen om gummistøvlerne. Skyggerne fra den lave sol er lange og sjove i deres bevægelse.
Efteråret giver ingen skuffelser på grund af uindfriede, falske løfter. Man er tryg ved tåge og snuskregn, for det hører til, ikke som om sommeren, hvor den slags er ærgerligt og kan ødelægge en hel ferie.
Råd og forfald, hvisker en stemme til mig. Men Så'nt är livet, svarer jeg med en gammel, svensk slagertekst. Nyd det! Stands op! Tag en dyb indånding. Og bliv ved, mens du hengiver dig til gedigen, dansk hygge med levende lys, glød i brændeovnen, te med mælk, læsning af tykke bøger, romtoddy eller rødvin.
Jeg garanterer, at det sidste har taget livet af flere, end november har.


SE MIN HJEMMESIDE: asgeralbjerg.fi og læs et gratis uddrag af min kommende bog, Sfinksens datter.


ANNONCE:

 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar