PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Mange tror, at Republikken Finland, som i morgen fylder et hundrede år,
befolkes af vilde mennesker, som overdriver, når de drikker, elsker og slås,
stædigt gennemfører det, de har sat sig i hovedet, og desuden har let til
kniven. Alt dette kan sikkert godtgøres ved eksempler, men om hvilke nationer
kan ikke det samme siges?
Selv ser jeg efter godt fyrre år i Finland landets
indbyggere som medlemmer i en slags stor-mumifamilie: lidt søgende, somme tider
alt for usikre på sig selv, bundet til slægt og familie og i bund og grund
hjertensgode. I morgen afholder præsidenten det årlige bal på slottet, og hvis
nogle skulle tro, at det ligner den danske dronnings nytårskur, tager de
grundigt fejl. Fremmede landes ambassadører er ganske vist til stede –
bogstavelig talt et lidt fremmed islæt, landets ministre, medlemmer af
Rigsdagen, biskopper, repræsentanter for forsvaret og domstolene og den
slags. Men også krigsveteraner, sportsstjerner, videnskabsmænd- og kvinder,
musik- og sangstjerner, folk fra landbrug, fiskeri, skovbrug, gartneri,
håndværk og industri, designere, forfattere og andre, for eksempel
velgørenhedsorganisationer, som i det svundne år har gjort en særlig indsats
for Finland.
Jeg ser Slotsballet som årets storslåede
familieparty, som nationens borgere ivrigt kommenterer foran tv-skærmene. Alle
kender ikke alle, men alle kender nogen og har hørt om andre. Efter nogle få
timer er ballet forbi. Der danses, drikkes kaffe i mængder og spises kager.
Det mest vilde ved Slotsballet er, at deltagerne
er lige så forskellige som tilskuerne bag tv-skærmene. Og hvor vildt er det i
grunden?
Eller måske er det netop det, som er vildt?
Det vildeste, jeg selv har været med til i
Finland, er ikke Slotsballet, der afvikles på nogle få timer, men en fest, der
helt ligesom i folkeeventyrene varer tre dage fra morgen til aften og ud på
natten, og hvis man orker at tage nachspielet med, bliver det til i alt fire
dage.
Festen afholdes af Helsingfors Universitet til
ære for dem, der har erhvervet doktorgraden eller er blevet magistre. Høj hat
og kårde er obligatorisk for såvel de kvindelige som de mandlige doktorer.
Mændene er iklædt kjole og hvidt, kvinderne bærer lange kjoler.
I tre døgn i træk plus det løse.
Sådan er det i virkelighedens promotionsfest, og
sådan er det i den promotionsfest, som er udgangspunktet i min roman Sfinksens
datter, som ved en ren tilfældighed bliver sluppet fri på markedet den
selvsamme dag, som Finland fylder et hundrede år.
Book release hedder en sådan begivenhed på engelsk. Svensk har boksläpp.
Jeg synes, at bogslip kunne være et passende betegnelse på dansk i
stedet for det vanlige reception, der kan betyde så meget.
Bogslippet for Sfinksens datter finder
sted 6. december på Byens Bogcafé, Istedgade 102 i København fra kl. 16.30 og
to timer frem.
Intet tyder på, at det bliver en vild fest for
min spændingsroman, der handler om ... nej, det har jeg slet ikke lyst til at
afsløre. På omslaget ovenfor står det, der i denne sammenhæng er nødvendigt, og
de første kapitler kan læses gratis på min hjemmeside asger.albjerg.fi.
Tvært
imod tegner bogslippet til at blive rigtig mumihyggelig. Og det er vel i
grunden også temmelig dansk, selv om mumitrolden som så meget andet godt kommer
fra landet, der i morgen fylder et hundrede år.
SE
MIN HJEMMESIDE: asgeralbjerg.fi og læs et gratis uddrag af min kommende bog, Sfinksens
datter.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar