DEN DANSKE SANG ER EN DEJLIG DAME

Ordløs kommunikation

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Ind under jul boblede en absurd pseudodebat op, som mange, lige fra Danmarks statsminister til den yngste højskoleelev, gik og nynnede med på.
Men hey! En debat kan ikke nynnes, og da slet ikke boble, det er vel noget, der er forbeholdt helholdsvis sangkor og kogekunst!
Kogekunst?
Nej, selvfølgelig ikke selve kogekunsten, men det, den handler om, for eksempel gryderetter, de kan boble op og gør det gerne, når de er ved at være færdige.
Med disse ord er vi allerede fra starten af denne blog havnet i en diskussion om ords betydning og den måde, vi forstår dem på. Men det er bare begyndelsen.

Jeg kalder en skovl en skovl og en spade en spade,

har jeg hørt en politiker sige. Og det var ikke, fordi han talte om graveredskaber, han talte om indkomstforskelle. Men med henvisningen til skovl og spade ønskede han at sætte en fed streg under påstanden om, at indkomstforskellene i Danmark er øget, siden finansboblen brast i slutningen af nullerne, hører til den skinbarlige virkelighed helt på samme måde som skovle og  spader.
Sådan klæder politikere og debattører ofte deres meninger i ord, der slet ikke henviser til det, de normalt betyder. Selvfølgelig kan man også udtrykke sin mening ordløst for eksempel ved at hamre sin sko i bordet, som generalsekretæren i Sovjetunionens kommunistiske parti, Nikita Khrusjtjov, gjorde under FN’s generalforsamling i 1960.
Alt dette er så banalt, som det er sagt, og til daglig gider ingen tænke over det. Vi snakker løs og bliver forstået, selv om de ord, vi bruger, ikke nødvendigvis henviser til deres grundbetydning eller skal forstås konkret. Det er alt sammen lige ud ad landevejen, fordi vi i vores opvækst som en del af kulturarven har lært at forstå i billeder.
Men man kan også sætte ord sammen, så de skaber overraskelser. Dette er ikke noget, som digtere har forret til, men det er deres specialitet, og når det lykkes for dem, kan der skabes billeder og tanker, som man ikke lige gik og havde i hovedet, før billedet blev serveret.
Tænk for eksempel på en gammel traver som Frejas sal, som er slutordene i nationalsangens første vers. Sagt med lidt andre ord er Danmark i Adam Oehlenschlägers digt (fra 1819) at ligne ved den nordiske kærlighedsgudindes sovekammer. Men for, at vi ikke skal blive alt for optændte af kærlighedshunger og blødsødenhed, fortsætter digteren straks med at fremmale nogle harniskklædte kæmper, som har drevet landets fjender på flugt. Måske kan man uden alt for megen dristighed forestille sig, at de som hjemvendende krigere får en del af deres belønning for vel udført arbejde i netop Frejas sal til fornøjelse og sikring af slægten.
Måske er der nogen, hvis fædrelandskærlighed herved får en tand (tand?) til, måske er der en og anden krænket, der råber vagt i gevær (gevær? vagt??) over, at nationalsangen giver anledning til den slags kvindeundertrykkende forestillinger og kræver den afskaffet som sexistisk. Set fra en anden vinkel rummer digterens formuleringer en historisk uigendrivelig sandhed, idet det ikke var kvinderne, men mændene, der med deres større råstyrke påtog sig hvervet som fædrelandets forsvarere.
Og så videre, og så videre.
Her er der virkelig noget at gribe fat i og slås om i alle tænkelige kønskonstellationer. Jeg for mit vedkommende må tilstå, at jeg synes bedre om at færdes i Frejas sal end blandt harniskklædte kæmper, men begge dele tilhører den historie om fædrelandet, i dette tilfælde Danmark, som enhver nationalsang næsten pr. definition skal udtrykke. Og hermed er en masse personligt fnidder i diskussionen, inklusive mine egne præferencer, lagt død som uvedkommende.
Under læsning af poesi sker der ofte det, at et digts billedsprog glider læseren af hænde (af hænde?). Der sidder eller står man så uden at ane, hvad man skal mene. Men hvorfor skal man absolut altid det? Frejas sal lyder først og fremmest fint og ses let i sammenhæng med bøgeskovens stammer i anden linje, der står som ranke søjler med brede kroner over sig. På denne måde blandes forskellige områder af virkeligheden sammen på en uventet måde og sød musik opstår i sindet.
Eller det modsatte.
Netop det modsatte opstod hos en – von hørensagen – yngre kvindelig forsker af afghansk oprindelse på Copenhagen School Of Business for et par år siden. Det var under fællessangen ved åbningen af et møde hun faldt over (faldt over – måske snare blev overfaldet af for selv siden at overfalde) indledningslinjen til en af de bedst kendte og mest elskede sange i Folkehøjskolernes sangbog. Enhver, der har fulgt med i debatten anført af dem, der blev krænket over kvindens krænkethed, har for længst gættet, at det drejer sig om linjen:

Den danske sang er en ung, blond pige.

Som krænket indhøstede forskeren kort tid efter en undskyldning fra en ledende medarbejder ved CBS.  Og præcis dette var der, som netop sagt, mange, der for i harnisk (harnisk?) over.
Havde det været mig, den krænkede havde klaget til, ville jeg have gjort et af to:
– skældt hende huden fuld som en røv syg ordfundamentalist, der ikke kan skille skæg fra kanel i sin bogstavelighedsforståelse af ordene,
– tilbudt hende et lynkursus i poesiforståelse.
Det første springer jeg over af hensyn til læserens velbefindende. Det sidste kunne lyde omtrent sådan her:
I digte sker der ofte det, at to sfærer støder sammen, så noget uventet opstår. I nationalsangens idealiserede billede af fædrelandet knalder kvinder og mænd, så det ryger, men for sædelighedens skyld finder dette sted i to fra hinanden adskilte vers samt ikke mindst i et mytologisk-historisk regi. I Kai Hoffmanns digt om den danske sang fra 1924 bliver der gennem præsens af verbet være sat lighedstegn mellem den danske sang og en ung, blond pige.
Denne sammensætning af to sfærer er jo noget åbenbart sludder, for en sang – dansk, engelsk eller på hvilket som helst sprog – kan ikke være en pige, lige meget om hun er ung eller gammel, sort- eller gråhåret, blond eller brunette. Men mærkeligt nok har danske kvinder, og det betyder her kvinder, der regner sig selv som danske, uden indsigelse sunget med siden 1926, da digtet blev sat i musik af Carl Nielsen. Og det virkelig mærkelige er, at også mænd, drenge og oldinge ikke har haft noget imod, at sangen er femininum, og at dette ikke har givet dem anledning til at føle, at sangen ikke er deres. – Dens enorme popularitet under besættelsestidens alsang i protest mod nazismen, der bogstaveligt fremavlede blonde kvinder – såvel som mænd, turde være et overvældende vidnesbyrd om hårfarvens manglende relevans i en nation, hvis fleste kvinder har kommunefarvet hår. Andre, for eksempel jeg selv, der under helt andre omstændigheder har sunget med på den i mindst et par menneskealdre, kan vidne om det samme.
Det sjove ved Kai Hoffmanns formulering er, at det konkrete i ung, dansk pige går fløjten (fløjten??), når der synges med sans for poesiens ret til at skabe sine egne billeder. Det, der er tilbage, er noget livskraftigt, frugtbart, om man vil, og smukt, som i og for sig lige så godt kan have brune øjne og sort hår og med rødder i Afghanistan. For det blonde og kønnet er ikke hovedsagen.
Jo, for ordfundamentalisten, der opsøger krænkelser, er det.
Så, kære sangelsker, der er ikke noget at skamme sig over. Knap nok at diskutere og slet ikke at føle sig krænket over. Den danske sang er en ung, blond pige handler om og henvender sig til hver og en, der føler sig dansk, har sans for sproget og passion for fædrelandet, af hvilket køn, hud- eller hårfarve og alder hun eller han ellers måtte være. Og det gælder samtlige køn, skal jeg skynde mig at tilføje for ikke at give anledning til nye krænkelser.

PS
Jeg har læst et forslag om, at førstelinjen Den danske sang er en ung, blond pige for at kunne overleve i nutiden burde skrives om til

Den danske sang er en dejlig dame.

Dette forslag overlader jeg trygt til læserens egen bedømmelse.

(fortsættes)



ANNONCE:

se min hjemmeside asgeralbjerg.fi






















SILD I KRYDDERFEDT








PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



 Julen er traditionernes tid. Det samme Jesusbarn bliver genfødt hvert år, nu for to tusind og nittende gang, og besunget med salmer, der er indtil flere hundrede år gamle på lige så gamle melodier. Engang var de moderne og kunne danses til, nu lyder de højtidelige og passer til stemningen, når flæskestegen og melsovsen bæres ind (som i Danmark), prinskorvarna serveres (som i Sverige) eller lutfisken ligger grå og halvt opløst på sit fad (som i Finland).
Som alle ved, starter traditioner et sted og holder, til de opløses. Julens traditioner hører til de mest sejlivede. Måske, fordi grundfortællingen, som trods nisser og tant og fjas er julens kerne, er om det lille barn, der frelser verden. Det er elementært, smukt, berørende. Noget, alle vi fødte kan genfinde og genkende os selv og vore medmennesker i. – Og hvad skal vi gamle idioter ellers hælde vore hoveder til hvis ikke til børnene?
Men her skal jeg ikke hæge om det gode, gamle. Her vil jeg skabe en ny juletradition ved at give opskriften på en ret, som vi i vores familie har gennemprøvet og garanterer for. Og for, at den uden at gøre alt for meget opmærksom på sig selv skal kunne glide ind i de gamle traditioner og efterhånden erstatte dem, valgte jeg i sin tid at komponere den af gammelkendte julemadsingredienser.
Jeg har døbt retten Sild i Krydderfedt.
Allerede ordet sild emmer af tradition. Tænker man sig et øjeblik tilbage til Havn, det senere København, og til Skanør og Falsterbo for rundt regnet tusind år siden, var sildens mængde i farvandet ved disse flækker så kolossal, at man efter sigende kunne stikke et spyd ned i stimerne, uden at det væltede. Som bekendt blev silden renset og saltet på stedet, eksporteret til Tyskland og gav kæmpeindtægter. Det er ikke for meget sagt, at København blev grundlagt på indvolde og skæl fra sild.
Der må have været en lugt!
Også lugten af svin er en del af Danmarks historie. Denne gemytlige og altædende skabning har i århundreder måtte lade livet for at kilde danskernes smagsløg og mætte deres maver med alt fra blodpølse til mørbrad. Og efter, at andelsbevægelsen med dens centralisering og slagterier tog fart i sidste del af 1800-tallet, blev eksport af svinekød en af det danske samfunds vigtigste indtægtskilder.
Fundamentet i krydderfedtet kommer naturligvis fra svinet, mens tilsætningen, æbler og løg, er fra æblegårde og køkkenhaver, som oldefar anlagde og oldemor puslede i. Dertil lidt ekstra krydderier i form af salt, timian og peber, der er ovre i en anelse af det lidt mere eksotiske, uden at det dog på nogen måde gør dem udanske.
Den rette garniture til vores julesild, der inden stegningen gerne må pensles med en mild sennep krydret med ægte dansk bihonning og paneres i knuste brunekager (i stedet for rugmel), er mindst lige så vigtig for den rette julestemning som selve silden.
Hvem kan fx forestille sig en rigtig juleflæskesteg uden rødkål? Nej vel! Derfor skal vores sild naturligvis garneres med denne grøntsag, til lejligheden kogt i cognac. En Hors d’Age kan vi lade ligge, en simpel Larsen VO er fuldgod til formålet. En halv liter til et par gode kålhoveder passer sådan cirka ungefær.
Kartofler skal der naturligvis også til for at forhøje nydelsen. Om de skal være brunede i sukker og smør eller hvide eller begge dele, vil jeg lade stå hen. Selv foretrækker jeg hvide, mens jeg på det bestemteste må fraråde at erstatte dem med pasta af enhver art, men jeg imødeser, at italienerne, når de får smag for Sild i Krydderfedt, vil liste det traditionelle italienske køkkens spaghetti og oliven ind i retten, ligesom tyskerne formodentlig vil foretrække sauerkraut, franskmændene pommes frites og englænderne vanddampet broccoli.
Dem om det!
Som prikken over i’et bestrøs Sild i Krydderfedt med en håndfuld hakkede mandler. Og glem endelig ikke den hele, smuttede mandel, der gemmes godt i retten, før den serveres. Og som alle sikkert allerede har gættet, får den, der finder mandlen, en mandelgave.
Hvad den skal være? Tjaaa, hvis jeg må være så fri at fortælle, hvordan vi gør i vores egen, lille familie: Den, der er så heldig at finde mandlen, får enten endnu en portion Sild i Krydderfedt, eller, hvis den allerede er spist op, lov til at slikke fadet.
Velbekomme og glædelig jul!
PS Som måltidsdrik kan jeg anbefale den trestjernede skibsøl fra Mikrobryggeriet Malten. Hvis den i øjeblikket er udsolgt, er champagne helt ok, samt rød sodavand til børnene.


ANNONCE:

se min hjemmeside asgeralbjerg.fi