PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Da
min kone endnu var min kæreste, skrev hun bogen Den frivilligt ödmjuka kvinnan. Den handler om Fredrika Runeberg (1807-79),
gift med Johan Ludvig, Finlands nationaldigter. Fredrika havde det ikke altid
lige let, også, fordi hun var et
skrivende fruentimmner, som man dengang med passende nedladenhed kunne
formulere det for at markere afstanden til de virkelige digtere, dem af
mandskøn.
Under en lang helligtrekongersmorgenmad forleden opdagede min kone
og jeg, at vi begge læste om bogen Fire
and Fuery, hun i sit papirknitrende Hufvudstadsbladet,
jeg på min elektroniske læseplade, der hverken kender sprog- eller
landegrænser.
At det var en eufemisme af første klasse at kalde Michael Wolffs
bog nedladende i forhold til USA’s præsidents evne til at udfylde sit embede
var åbenlyst. Og vi blev hurtigt enige om, at det måske var derfor, at præsidenten,
i en dunkel erkendelse af dette faktum, som en tvangshandling gang på gang og
også nu måtte udøse sin galde over Hillary Clinton, hans kvindelige modkandidat
i præsidentvalget, som fik tre millioner flere stemmer end han gjorde.
Og så var vi, dér ved morgenbordet, tilbage i gamle forestillinger
om alt for små mænd, det være sig i digtning eller i politik, der ikke kan tåle
kvinder, der trænger sig ind på områder, de før har kaldt deres.
Ned gennem historien har selvtilstrækkelige og inkompetente
magthavere diskrimineret og krænket mennesker af anden etnisk oprindelse, af
anden samfundsklasse, af andet køn, af anden religiøs eller politisk
overbevisning, af anden alder – børn, for eksempel. Eller ældre, der har
forladt arbejdslivets trædemølle. Hvad er egentlig deres berettigelse, når
verden brager fremad i et tempo, så unge knap nok kan følge med.
Hvordan skulle så de gamle kunne?
– Fordi de har god tid, sagde jeg. Til at læse, opleve og
reflektere. Fordi de endelig har tid til at løfte hovedet og se længere, end
deres fødder når.
– Fordi de har erfaring, som er levet, sagde hun ovre fra den
anden side af bordet.
Eller måske sagde vi det ikke højt, måske tænkte vi det bare og
var enige som et par gamle bryggerheste, der har trasket langs de samme ruter i
utallige år.
Hm, sagde jeg (eller sagde jeg det faktisk?) og tænkte på De ældres råd, det finlandssvenske
radioprogram på Yle Vega, hvor en lille håndfuld livserfarne mennesker,
deriblandt én kvinde, hver anden mandag i bedste sendetid kommenterer ugens
begivenheder med perspektiver, der kan gå tilbage til de gamle romere, og ikke
sjældent med indlagte sentenser på latin. Engang imellem kan de blive lidt
sluddervorne og glemme fokus, men dén menneskelige svaghed tilgiver jeg dem
gerne, idet jeg ser den som en følge af, at de favner bredt: Finlands forsvar i
eller uden for Nato, flygtningekrisen, præsidentens magtbeføjelser før og nu, magtbalancen
nu og i fremtiden i et historisk perspektiv, undervisningen, økologi, klimakrise,
EU, USA ...
– Med al respekt for De
ældres råd, afbrød hun min tankestrøm, – så fungerer de som radioens
undskyldning for at fylde sendefladen med hurtigsnakkere, hvis horisont ikke
rækker længere end til trafikmeldinger og personlige erfaringer med lus.
– Må jeg læse højt for dig? Fra en klumme af Katrine Wiedemann, en
ung kvinde født i 1969. Hun er sceneinstruktør. Uden at vente på svar læste
jeg:
Den
ældste generation sidder inde med en unik viden og erfaring. De har levet i
tiden før alt, hvad vi kender i dag, før det klasseløse samfund, før
modernismen, før ungdomsoprøret og det første stadie i kvindefrigørelsens
verdensrevolution, de har prøvet og overlevet krigstid, de kommer fra en
knaphedskultur, som ingen unge i dag i deres vildeste fantasi kan forestille
sig, de kom af en verden af dannelse, som er på vej væk, som tegn i sand.
De
er her ikke evigt, og vi bør tale med dem nu.
Vi bøjede ydmygt vores grånende hoveder og tog en kop kaffe til.
Verden går trods alt fremad, det er sikkert og vist. Og lus har
der altid været.
Min
blog på næste tirsdag er en tekst af Fredrika Runeberg.
Se min hjemmeside: asgeralbjerg.fi
Ingen kommentarer:
Send en kommentar