HVAD SKALL DEN GAMLA?


Fredrika Runeberg (ca. 1863)










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



I min seneste blog med overskriften De gamles stemmer lovede jeg en tekst af Fredrika Runeberg (1807-1879), hustru til Finlands nationaldigter Johan Ludvig Runeberg. Hvor Katrine Wiedemann i sin klumme i Dagbladet Information skrev om usynliggørelsen af de ældre i dagens samfund, dér kaster 1800-talsforfatteren Fredrika Runeberg lys over den aldrende kvindes utaknemmelige skæbne: At hun helst ikke skal ses, ikke blande sig og tie stille.
Alt dette i en verden, hvor mændene har ordet.
Den korte tekst er fra samlingen Teckningar och drömmar (1861).

Hvad skall den gamla?
   Skall jag sjunga? Hvad skall jag sjunga? God natt, god natt, jag skall ej sjunga mera; jag skall somna. God natt!
   Hvarför skulle jag sjunga, för hvem skulle jag sjunga? Redan smyger ålderdomen ett eller annat silfverstrå i mina lockar. Den gamla skall icke sjunga. Hvad är en gammal qvinna? Ett grand i ögat, en sticka i foten.
   Huru skall den gamla gifva glädje? Hon skall tiga, hon skall försvinna. Då när ingen blir henne varse, ger hon den bästa fröjden. Tyst, tyst, din lock blandas redan med silfverhår, göm dig, försvinn, att ingen behöfver se dig. God natt, god natt, jag vill sofva.
   Hvarför har äfven den gamla känslor, hvarför vill äfven hon lefva, hvarför vill hon titta utom sin dörr? Sof, sof, god natt, jag vill sofva. Tyst!
   Der inne ljuder gladt tal, der ljuder glädtigt skratt. Det är de unga männen, som tala varmt om lifvets stora drömmar, om det vackra,  om det sköna. Icke skall den gamla qvinnan gå dit, för att skrämma bort deras glädje. God natt, god natt, jag vill sofva.
   Tyst, du är en gammal qvinna, sof, sof, god natt!

Er det en deprimerende tekst, blottet for håb?
Ved første øjekast ja.
Men tager man sig lidt tid til at kikke, ser man den gamle kvinde midt i handlingen. Lider hun? Uden tvivl. Men hun er ikke et passivt offer.
Hun handler i ord. Hun er ikke ydmyget.
Teksten starter i jeg-form (jag skall ej sjunga mera), og vi er straks inde i kvindens fortvivlede tanker om at være usynliggjort og bare til besvær. Derefter glider perspektivet over til tredje person. Fortælleren overtager styringen og ser på den gamle kvindes vilkår udefra, samtidig som hun udtrykker hendes følelser og vilje til liv (hvarför vill äfven hon lefva, hvarför vill äfven hon titta utom sin dörr?). Omgivelsernes forsøg på at gøre kvinden tavs vises i gentagne opfordringer (tyst, tyst, og sof, sof).
Dette dobbeltblik i teksten skaber en stærk ambivalens og intensitet, hvor både omgivelserne og det kvindelige jeg stedvis smelter sammen i et selvudslettende kvindebillede. Det virker, som om hun, den gamle, fuldt ud har internaliseret kvindeundertrykkelsen – det, vi i dag kalder aldersracisme.
Men der hersker ikke tvivl om, hvor forfatternes sympati ligger. Fredrika Runebergs korte og tætte tekst udtrykker en stærk indignation og vilje til oprør. Ikke åbent, men mellem linjerne belyses brudfladerne mellem samfundets syn på de gamle og et gammelt menneskes følelser.
Fortolkningen er læserens, og langsomt æder indignationen sig ætsende ind.
For uden, at det siges direkte, forstår vi, at den gamle ved mere en de unge, hun kender livets mørke sider, tavshed og alderdom. Men også hun har mødt glæde og skønhed, også hun vil synge, hvis bare nogen ville lytte.
Skal hun tie?
Nej.
Fredrika Runebergs svar er teksten. Vær stille, sov godt, god nat, skriver hun i sin tekst, der protesterer mod sine egne ord.


Se min hjemmeside asgeralbjerg.fi

ANNONCE: 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar