SÅ OG SÅ MANGE LÆRKER




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Umiddelbart kunne jeg ikke komme i tanke om et eneste digt, en sang endsige en fortælling om svalen.
Men ellers huskede jeg straks en eller flere henvisninger i litteraturen til de fugle, som Karen Syberg for nogle dage siden skrev en klumme om. Engang var hun offensiv feminist, i de senere år har hun blandt andet skrevet i Dagbladet Information om den natur, der er omkring hende i have og på mark, og om de perspektiver, den åbner.
Fuglene, Karen Syberg nævner dem i alfabetisk rækkefølge, er agerhøne, gråspurv, gulspurv, hættemåge, landsvale, sanglærke, stormmåge, stær og vibe. De er blandt de mest kendte, udbredte og elskede i den danske fauna. Eller var, forstår vi. For de er ved at forsvinde.
Fuglebestanden i Danmark er i perioden 1976 til 2018 mindsket med tre millioner i den sidste del af 1900-tallet og med yderligere tre millioner i begyndelsen af 2000-tallet. Det drejer sig specielt om fugle, som er særligt knyttet til agerland og enge, og som bygger rede og yngler på jorden. Det er der mange årsager til såsom mindre græsning, færre insekter, større maskiner, dræning, sprøjtning, større marker uden markskel, mindre braklægning, monokulturer.
Alle årsagerne kan samles under én hat, som hedder: det moderne landbrug og dets intensive og effektive dyrkningsmetoder, som ikke giver plads til anden natur end den, der er planlagt og kultiveret.
Sarkastisk kan man påpege, at så er det da godt, at vi stadig har naturen i den kultur, der er digtningen. Og hvis jeg her skulle komme med en enkelt iagttagelse i forholdet mellem mig og digtning, en iagttagelse, jeg for resten ikke er ene om, så er det den, at digtning har det med at åbne mine øjne for noget vigtigt, som jeg ellers ikke rigtig havde lagt mærke til. På den måde får digtning, der jo har været en tur gennem digterens fantasi, betydning for den virkelighed, den udspringer af.
Det første digt, der faldt mig ind i forbindelse med læsningen af Karen Sybergs klumme – det har melodi og kan synges, var

En lærke lettede, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.

Jeg citerer efter hukommelsen, og min hukommelse siger mig også, at digtet blev skrevet for at udtrykke den jubel, som Nazitysklands nederlag og ophøret af besættelsen den 4. maj 1945 gav anledning til. Den civiliserede nations glæde over nazikulturens nederlag får sit udtryk i lærkeskaren, hvis natur det er at svinge sig op og juble.
Efter at have lyttet til denne utøjlelige jubel faldt nogle andre digtlinjer mig ind.

Spurven sidder stum bag kvist,
så mænd om ej det fyger.

Her siger fuglen ikke et pip, lyden kommer fra snefoget, det og vinteren har lukket næbet på vor uanselige spurv. Og som alle har oplevet det eller lært det af at synge, trænger fygesne sig ind gennem hver en sprække, selv til pølserne på række i de gamle gårdes forrådskamre.
Men foråret står ikke tilbage for fygesneen med hensyn til at erobre opmærksomhed og brede sig ud. Det hører vi om i

Nu er dagen fuld af sang,
for nu er viben kommet.

I de næste linjer optræder bekkasinen med en trommen, som jeg ikke har noget klart lydbillede af. Men vibeskrigene, når fuglen i fascinerende styrtdyk sejler over pløjemarkerne, er sammen med den skarpe lugt af foråret fast inventar i min erindring. Når jeg som barn fløj i drømme, var det altid som viben. Men lydløst, ikke med dens skrig om, at her er jeg, hold dig hellere væk!

Hør den lille stær,
den er åh så fornøjet,
morgenklokken ringer,
og marken står i brand ...

kan jeg vistnok udenad in extenso, men jeg nøjes med linjerne her. Der er mange billeder, der trænger sig på for at blive nedskrevet, jeg vælger det første. Det er en fuglekasse, min første af slagsen, som blev slået op bagest i haven i håb om, at skønsangeren ville bygge rede i den. Det skete ikke, i dag tror jeg, at kassen har haft forkerte mål og for stort et hul, men den hang i sit æbletræ i mange år som en påmindelse om, at selv den bedste vilje ikke altid giver resultater. For resten kom interesse for fuglen hverken fra selve fuglen eller fra dens sang. Den kom fra sangen om den. Dén ville jeg gøre mig til en del af med min mislykkede kasse.
Fra skønsangeren til mågen med den rå og gennemtrængende stemme, som jeg hører i især ét digt:

Mågen skreg over havets spejl,
skipper tag ind dit hvide sejl.

Digtet viser mågen som en budbringer i alliance med sømanden. Helt som i schlageren Hvide måge, hils mine kære, hvor fuglen har samme ædle funktion. Romantisk løgn og digt! Det vidste ethvert barn, der, for ganske længe siden, havde sejlet over med de åbne storebæltsfærger. Mågen, med eller uden hætte, tænkte kun på mad, og det fandt den også, sammen med rågen, på bondens mark efter ploven. Et tidligt udtryk for, at fiskebestanden i havet ikke længere slog til, lærte børnene, så nu måtte den ud på andre jagtmarker. Her var en fugl, der gav noget at tænke over i en tid, da landmanden gav op, flyttede til byen og blev industriarbejder.
Agerhønen, som Karen Syberg, der går alfabetisk frem, nævner først, tager jeg til sidst, fordi jeg ikke er sikker på et citat. Den optræder i en novelle af samme navn, der muligvis begynder med et

De sad

og handler om den rigdom, som findes i en fattig families forestillingsverden, og som materialiseres i et himmelsk måltid tilberedt af en agerhøne, som vinden hamrer mod entredøren. Et sandt hverdagsunder om fantasiens livsløgn, som havde mere realitet i sig end påstanden om mågen som budbringer.
Svalen – den finder jeg som sagt ingen sang om i min hukommelse. Sådanne sange findes sikkert, men fuglene findes der masser af på min erindrings telefontråde, hvor de sad som noder på trådenes nodelinjer. Jeg har forsøgt at synge svalerne, det har mange andre sikkert også gjort og med større held. Men at svalerne var de mest musikalske fugle af alle, er jeg stadigvæk ikke et sekund i tvivl om. Det er bare mig, der har svært ved at tolke deres musikalske udtryk.
Litteraturvidenskabeligt er det fuldstændig ansvarsløst at gøre, hvad jeg har gjort ovenstående, for der mangler årstal, forfattere, citattjek og andet. Min påstand er, at der her er tale om noget vigtigere, nemlig et lille dyk ned i den kultiverede natur, som lever ikke blot som en del af mig, men som jeg har fælles med så mange andre. Nu ser det så ud til, at den natur, som er kulturens grundlag, forsvinder.
Tilbage bliver erindringen i en kultur, ingen i en måske ikke alt for fjern fremtid vil kunne sætte i forbindelse med den virkelige natur, fordi den er væk.


Se min hjemmeside: asgeralbjerg.fi

ANNONCE: 





FØDEN, KLÆDEN OG DEN DANSKE ØVRIGHED


Skægklipning i Rusland omkring 1700.





 




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



I en af min barndoms yndlingsbøger, Gøngehøvdingen, eller var det i Dronningens Vagtmester? fortælles det om Svend Gønges kone, at hun fra en ensomt beliggende hytte dybt inde i skoven lytter nervøst ud i natten. Pludselig hører hun skridt, men hun bliver ikke som læseren forskrækket, tværtimod, for hun genkender skridtene som sin mands.
Selv kunne jeg kende min far på cyklens ringeklokke, når han kling-klang meldte sin hjemkomst fra arbejde. Ingen andre ringeklokker havde samme lyd og samme kadence som hans hjemkomstklemt.
Sådan er der mange måder at identificere mennesker på, både som individ og som masse. Generaler genkendes på deres stjerner, lægerne har stetoskopet, gymnasielæreres kendemærke er en selvsikker gang, når de skridter igennem korridoren på vej til næste lektion, grafologen identificerer mennesker på deres håndskrift, politiet tager fingeraftryk etc.
Og så er der selvfølgelig ansigtet, som der i Danmark i netop disse uger er et politisk krav om at holde synligt, så det til enhver tid kan ses af alle. Jeg indrømmer blankt, at jeg har svært ved at få mening i den langstrakte debat om lovligheden af nissemasker, elefanthuer, skæg og blå briller, åndedrætsværn hos bakterieforskrækkede japanere, tørklæder af forskellig art, motorcykelhjelme, hætter, fastelavnsudstyr og hvad ved jeg. Gang på gang spørger jeg mig:
Er det her virkelig en debat om noget væsentligt?
Folk må for min skyld klæde sig på og klæde sig af, som de finder for godt. At der med i spillet kan være gruppepres i form af modefluer eller traditioner for påklædning, udklædning, tøjstil, frisure, makeup og den slags er indlysende og efter min opfattelse dumt, jeg husker selv, hvordan det var at være langhåret eller ikke langhåret, men endnu dummere er det, at staten nu skal til at blande sig i sådanne frihedsrettigheder, som staten netop skulle garantere.
Holdningen minder mig om den, man finder hos den russiske diktator, zar Peter den Store (1682-1725), der ønskede at modernisere Rusland bl.a. gennem forbud mod, at mænd bar skæg, og påbud om moderne vesteuropæisk klædedragt. Efter sigende skal han, der også optrådte som bøddel for sine egne dødsdomme, selv have svunget saksen og befriet russiske adelsmænd fra deres skægpragt.
Nu er det ikke mænds skæg, der er problemet for politikere i Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative. Det er formodede muslimske kvinders hovedhår. Dem vil man absolut have frem i lyset. Ikke, fordi man er interesseret i se frisurer, vurdere hårvasken eller for bedre at kunne identificere kvinden som individ - det hjælper hår af samme sorte farve sjældent med til.
Bevæggrunden er, at man som øvrighed vil vise, at man har magt til at tvinge kvinden til frihed ved at udøve den samme tvang, som for eksempel hedes ægtemage påstås at udsætte hende for. Dette uanset, om hun frivilligt bærer sit tørklæde, og statens magtudøvelse derfor ikke føles som en befrielse, men som et overgreb. Hun kunne med god grund få lyst til at råbe #MeToo, #MeToo!
Tildækningsforbud som lovbefalet dresscode hører ikke hjemme i Danmark, et land, hvor tro på liberale vurderinger i mere end et par hundrede år har banet vej for velkendte, højt elskede og højt besungne frihedsrettigheder.
Også på fødevarefronten er diktaturstatens tvangsforanstaltninger ved at snige sig ind i dansk lovgivning. Under foregivelse af en betydningsfuld kulturkamp skal børnehavebørn af alle farver, religioner og køn ved statens mellemkomst gudhjælpemig have svinekød som et fast punkt på menukortet. Selv har jeg, må jeg tilstå, ikke noget mod kød af svin, og jeg elsker flæskesvær. Til min sorg betød nedlæggelsen af Storebæltsfærgerne, at jeg under overfarten mellem Vest- og Østdanmark blev berøvet min stjernestund med en pose sprødstegt svinehud. Lidt perverst, erkender jeg, men sådan var det.
Beklageligvis klapper man fra den danske stats side ikke i hænderne, fordi man i visse børnehaver, for eksempel i Randers, har fundet ud af, at små børn sagtens kan vokse op med æblekinder, sunde tænder og  velfungerende maver uden at spise svinekød. Næ, nu skal staten redde dansk kultur ved at fastlægge menuen og hver uge give børn tilbud om kød fra øfferne, så det kan blive synligt også for barneøjne, hvem der vrager blomsten af dansk madkultur.
En genial idé for folkevalgte, der på længere sigt vil høste stemmer af splid. For har vi ikke her begyndelsen til, at en hel nation af svinespisende børn peger fingre af ikke-svinespisende børn og vice versa?
Svinekødspåbud er hverken kønt eller nødvendigt, for der findes masser af anden god mad, som er mere bæredygtigt produceret og sikkert smager bedre end det danske grisekød fra et af de 30.000.000 (tredive millioner) svin, der hvert år produceres på de danske svinefabrikker.
For den, der ikke tror eller tragter efter himlens salighed er det personlige valg af

føden, klæden, hus og hjem (vers 2 linje 1 i N.F.S. Grundtvigs Lille Guds barn, hvad skader dig, 1855-56)

af afgørende betydning. I dagens Danmark er det værdier, som en Almægtig Stat helt ukristeligt er begyndt at hugge ind på.


Læs min hjemmeside asgeralbjerg.fi


ANNONCE: