FØDEN, KLÆDEN OG DEN DANSKE ØVRIGHED


Skægklipning i Rusland omkring 1700.





 




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



I en af min barndoms yndlingsbøger, Gøngehøvdingen, eller var det i Dronningens Vagtmester? fortælles det om Svend Gønges kone, at hun fra en ensomt beliggende hytte dybt inde i skoven lytter nervøst ud i natten. Pludselig hører hun skridt, men hun bliver ikke som læseren forskrækket, tværtimod, for hun genkender skridtene som sin mands.
Selv kunne jeg kende min far på cyklens ringeklokke, når han kling-klang meldte sin hjemkomst fra arbejde. Ingen andre ringeklokker havde samme lyd og samme kadence som hans hjemkomstklemt.
Sådan er der mange måder at identificere mennesker på, både som individ og som masse. Generaler genkendes på deres stjerner, lægerne har stetoskopet, gymnasielæreres kendemærke er en selvsikker gang, når de skridter igennem korridoren på vej til næste lektion, grafologen identificerer mennesker på deres håndskrift, politiet tager fingeraftryk etc.
Og så er der selvfølgelig ansigtet, som der i Danmark i netop disse uger er et politisk krav om at holde synligt, så det til enhver tid kan ses af alle. Jeg indrømmer blankt, at jeg har svært ved at få mening i den langstrakte debat om lovligheden af nissemasker, elefanthuer, skæg og blå briller, åndedrætsværn hos bakterieforskrækkede japanere, tørklæder af forskellig art, motorcykelhjelme, hætter, fastelavnsudstyr og hvad ved jeg. Gang på gang spørger jeg mig:
Er det her virkelig en debat om noget væsentligt?
Folk må for min skyld klæde sig på og klæde sig af, som de finder for godt. At der med i spillet kan være gruppepres i form af modefluer eller traditioner for påklædning, udklædning, tøjstil, frisure, makeup og den slags er indlysende og efter min opfattelse dumt, jeg husker selv, hvordan det var at være langhåret eller ikke langhåret, men endnu dummere er det, at staten nu skal til at blande sig i sådanne frihedsrettigheder, som staten netop skulle garantere.
Holdningen minder mig om den, man finder hos den russiske diktator, zar Peter den Store (1682-1725), der ønskede at modernisere Rusland bl.a. gennem forbud mod, at mænd bar skæg, og påbud om moderne vesteuropæisk klædedragt. Efter sigende skal han, der også optrådte som bøddel for sine egne dødsdomme, selv have svunget saksen og befriet russiske adelsmænd fra deres skægpragt.
Nu er det ikke mænds skæg, der er problemet for politikere i Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative. Det er formodede muslimske kvinders hovedhår. Dem vil man absolut have frem i lyset. Ikke, fordi man er interesseret i se frisurer, vurdere hårvasken eller for bedre at kunne identificere kvinden som individ - det hjælper hår af samme sorte farve sjældent med til.
Bevæggrunden er, at man som øvrighed vil vise, at man har magt til at tvinge kvinden til frihed ved at udøve den samme tvang, som for eksempel hedes ægtemage påstås at udsætte hende for. Dette uanset, om hun frivilligt bærer sit tørklæde, og statens magtudøvelse derfor ikke føles som en befrielse, men som et overgreb. Hun kunne med god grund få lyst til at råbe #MeToo, #MeToo!
Tildækningsforbud som lovbefalet dresscode hører ikke hjemme i Danmark, et land, hvor tro på liberale vurderinger i mere end et par hundrede år har banet vej for velkendte, højt elskede og højt besungne frihedsrettigheder.
Også på fødevarefronten er diktaturstatens tvangsforanstaltninger ved at snige sig ind i dansk lovgivning. Under foregivelse af en betydningsfuld kulturkamp skal børnehavebørn af alle farver, religioner og køn ved statens mellemkomst gudhjælpemig have svinekød som et fast punkt på menukortet. Selv har jeg, må jeg tilstå, ikke noget mod kød af svin, og jeg elsker flæskesvær. Til min sorg betød nedlæggelsen af Storebæltsfærgerne, at jeg under overfarten mellem Vest- og Østdanmark blev berøvet min stjernestund med en pose sprødstegt svinehud. Lidt perverst, erkender jeg, men sådan var det.
Beklageligvis klapper man fra den danske stats side ikke i hænderne, fordi man i visse børnehaver, for eksempel i Randers, har fundet ud af, at små børn sagtens kan vokse op med æblekinder, sunde tænder og  velfungerende maver uden at spise svinekød. Næ, nu skal staten redde dansk kultur ved at fastlægge menuen og hver uge give børn tilbud om kød fra øfferne, så det kan blive synligt også for barneøjne, hvem der vrager blomsten af dansk madkultur.
En genial idé for folkevalgte, der på længere sigt vil høste stemmer af splid. For har vi ikke her begyndelsen til, at en hel nation af svinespisende børn peger fingre af ikke-svinespisende børn og vice versa?
Svinekødspåbud er hverken kønt eller nødvendigt, for der findes masser af anden god mad, som er mere bæredygtigt produceret og sikkert smager bedre end det danske grisekød fra et af de 30.000.000 (tredive millioner) svin, der hvert år produceres på de danske svinefabrikker.
For den, der ikke tror eller tragter efter himlens salighed er det personlige valg af

føden, klæden, hus og hjem (vers 2 linje 1 i N.F.S. Grundtvigs Lille Guds barn, hvad skader dig, 1855-56)

af afgørende betydning. I dagens Danmark er det værdier, som en Almægtig Stat helt ukristeligt er begyndt at hugge ind på.


Læs min hjemmeside asgeralbjerg.fi


ANNONCE:







Ingen kommentarer:

Send en kommentar