PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
En
af de måske mindre tiltalende sider hos ens medmennesker er deres hang til at
live op, når de ser nogen, der har det værre end dem selv.
På den anden side set – er det så ikke urimeligt at klandre
mennesker, når de føler, at de har et godt liv? Det er vel det, vi alle sammen
stræber efter? Ja, det er på sæt og vis en pligt! For hvis jeg ikke husker helt
forkert denne tirsdag sent i april, mens forårssolen sender sine varmende
stråler ned over mig, er netop stræben
efter lykke en af de højst besungne menneskerettigheder i amerikanske og
franske erklæringer fra slutningen af 1700-tallet.
Naturligvis under den stiltiende forudsætning, at man ikke må skade andre, som der står i Kardemommeloven.
Den giver mig et behageligt alibi for dagens opstemte følelse. Den
begyndte ellers dårligt med den slags stive led og lemmer, som man har efter
alt for mange hårde arbejdsdage. Hænderne var krumme og fingrene næsten ikke
til at strække ud, ryggen havde svært ved at blive lige og knæene føltes som
gelé, der dog heldigvis efterhånden stivnede. For ikke at tale om hovedet, mit
eneste, der bankede af længsel efter kaffe.
Lidt vaklende kom jeg hen til vinduet og trak gardinet fra. Og se,
solen skinnede fra trætoppene lige ned på mig, mens solsorten fløjtede sin
elskovssang.
Det kunne desværre ikke befri mig fra følelsen af elendighed. Men
så falder de første linjer af et digt af Benny Andersen, hele Danmarks levende
nationalskjald, mig ind. Og selv om jeg på netop dette tidspunkt står i Finland,
er både solen og sangen, som jeg synger mod solen, den samme, og mens jeg
synger, slipper forårstrætheden sit greb i mig, og jeg føler mig fornyet i både
sjæl og krop.
HILSEN TIL FORÅRSSOLEN
af Benny Andersen
Det er forår. Alting klippes ned.
Der beskæres buskadser og budgetter.
Slut med fordums fede ødselhed.
Vi begynder at træne til skeletter.
Jeg blir fem
år ældre ved hvert
indgreb i min
pung,
men når
forårssolen skinner
blir jeg ung!
Lad kun falde, hvad der knap kan stå ...
Men i så fald sku jeg altid komme kryv’nde,
hver gang skatten gir sig til at flå
mine sidste mønter fra mig hver den tyv’nde –
Jeg blir tom i hjernen, træt og
tung i sjæl og krop,
men når forårssolen skinner,
står jeg op!
Og jeg fægter med min sparekniv.
Men den skraber bare hult i sparegrisen.
Der er ikke meget tegn på liv.
Selv i vinter var der dog en ko på isen.
Jeg har længe
næret en
istap ved min
barm,
men når forårssolen skinner,
blir jeg varm!
Solen skinner på fallittens rand.
Derfor denne dyrekøbte randbemærkning:
Der er caries i tidens tand.
Dens emalje trænger voldsomt til forstærkning!
Snart skal jeg og mine sidste
tænder skilles ad,
men når forårssolen skinner,
blir jeg glad!
Tag da kun min sidste spinkle mønt.
Livets sol er min den sidste del af livet,
for som solfanger er jeg nu begyndt
at forstå, at Alt og Intet er os givet.
Og en gang
går solen sin
runde uden
mig,
men når
forårssolen skinner,
lever jeg!
Mens jeg således står der i vinduet og får kroppen og sjælen med
mig, sender jeg en venlig tanke til dem, der også i dag, i Danmark, står til op
over ørerne i OverensKomstforhandlingerne.
Hvem har det værre end dem? Hvem mon de tænker på for at få gang i
lyssyn og livsglæde?
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar