KORT SAGT

Hvem er dagens mørkemænd?






PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Slutningen på Mette-Line Thorups side-2 klumme i Dagbladet Information den 25.maj 2018 lyder sådan:

97 pct. af nydanskere ikke er kriminelle. (Det er 98,8 pct. etniske danskere heller ikke).

87 pct. nydanske forældre deltager i forældremøder. (88 pct. danske forældre møder op).

33 pct. af de 20-24-årige danskere med indvandrerbaggrund tager en videregående uddannelse. (Det samme gør 36 pct. etniske danskere).

Tallene er fra Hjarn v. Zernichow Borbergs bog Nydansk – Er nydanskere og danskere virkelig så forskellige?
Mette-Line Thorup opfordrer etniske danskere til  at lære ovenstående tal udenad. Opfordringen er hermed givet videre.


 ANNONCE:














SÆBEBOBLER

Emil Aarestrup o. 1850








PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.





Forleden købte jeg en lille cylinder i glade farver. Den er fyldt med sæbevand og har et skruelåg påhæftet en lille stang, der bærer tre ringe af forskellig størrelse. Når jeg løfter stangen op af sæbevandet og blæser mod hullerne, udskiller der sig tynde hinder af sæbevandet i form af kugler, som langsomt føres bort af vinden. Efter nogle få øjeblikke brister de. Enten af sig selv, eller fordi de støder ind i noget.
Blæse sæbebobler kan man hele året, men måske hører det især til om foråret, fordi boblerne magisk spejler foråret med alt det skønnes nærmest mirakuløse genopståen, men også dets forgængelighed, indtil det skønne som gennem et nyt mirakel genopstår i nye bobler.
– Men hvad skal du dog med den, det er for børn, sagde min kone og rystede på hovedet, da jeg første gang skruede låget af den lille beholder og begyndte at blæse.
Jeg gav hende delvis ret, sæbebobleblæsen er da også for børn, der fascineres af, at verden spejler sig i boblernes regnbueskinnende overflade, svæver væk og brister. På nogle sekunder kan et barn – eller en voksen – skabe et helt univers af kloder, der langsomt svævende forsvinder.
Undersøger man anvendelsen af ordet sæbebobler, ser man hurtigt, at boblernes modus vivendi ikke er at findes, men at briste. Man kan jage dem, men fange dem kan man aldrig.
De er som luftkasteller med et eget liv på samme måde som digtet, der ikke har anden mening, end at det findes. L’art pour l’art er genrebetegnelsen, der fortæller, at digtets kvalitet ikke er, at det er forankret i virkeligheden og kan bruges til noget, men er flygtigt som – ja, som en sæbeboble, men mirakuløst genopstår, hver gang man læser det.
I dagligsproget forbindes sæbebobler gerne med håb, kærlighed og lykke, alle sammen skøre sager, som har en tendens til at gå op i røg – eller at briste, som det jo hedder i sæbeboblesammenhænge.
Sæbebobler er som drømme, der gestalter sig i luftige ideer, finansielle spekulationer eller forskning, der ikke bygger på fakta, men på fup og fiduser.
Man kan sikkert sige, at de sammenhænge, som jeg har set brugen af ordet sæbebobler i, mest er skabt af voksne, mens selve frembringelsen af boblerne hovedsagelig er for børn. Begge dele kan man have stor fornøjelse af. Det har børn jo i rigt mål, når de tilegner sig sprog ved at bruge det.
Omvendte kan voksne, der kan sproget, have stor fornøjelse af at blæse verden et stykke gennem en lille ring med en tynd film af sæbe.
Det må briste eller bære, og det gør det jo – i nævnte rækkefølge.
Et digt, et af de bedste i dansk litteratur, handler om netop det. Det er af Emil Aarestrup. Han var egentlig læge, men skrev digte i sin fritid.

Angst

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.



ANNONCE: 

(Se min hjemmeside asgeralbjerg.fi)







MEN HVOR BLEV LITTERATUREN AF?
















PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Danmarks Radios nye satsning inden for litteratur har komikeren Mick Øgendahl som gennemgående figur. Indledningsvis i programmet præsenterer han sig som stærkt ubelæst, men interesseret. Litteratur er noget, han bare ikke har haft tid til, for der har været så meget andet.
Godt udgangspunkt! Og deri ligner han sikkert de fleste seere, for er der én ting, som er sikkert angående litteratur, så er det, at litteratur ta’r tid, og tid er en stadig større mangelvare, fordi der er så meget andet, tiden skal bruges til.
I den første af seks udsendelser, den var om H.C. Andersen, optrådte Mick Øgendahl i rollen som ubelæste hund. Logrende for det betydningsfulde emne førte han seeren gennem programmet med små, nysgerrige bjæf, som fik sagkyndige svar. Hovedsagen var præsentationen af digteren som person. Han havde fået skikkelse i form af en skuespiller, der deltog i nogle korte scener fra Andersens liv. Helt fint.
Supplerende deltog lærde, nulevende litteraturkendere på højeste niveau. De fortalte engageret om digterens opvækst, liv og forelskelser og andet. Det meste var i overensstemmelse med det, som H.C. Andersen selv har fortalt om i sine erindringer. Desuden blev der nævnt nogle af de kendteste eventyrtitler, der var et par korte citater fra dem, vi hørte  oplæsning af digtet Det døende Barn, mens vi så både moderen og en pige, der illuderede døende og død, og som en illustration af Andersens indsats som digter af fædrelandssange fik vi en stærkt forkortet version af I Danmark er jeg født fremført af et pigekor.
Det var alt sammen smukt, rørende, velfotograferet og velfortalt. Men hvor blev litteraturen af? Den litteratur, som vor cicerone i sit hidtidige liv havde forsømt, men nu skulle fordybe sig i? Bortset fra ovenstående pluk var den stort set fraværende.
Det skuffede mig.
Programmet virkede som et produkt af et litteratursyn med den meget sigende betegnelse den biografiske metode, der var fremherskende i skolen og på universitetet frem til midten af tresserne, og som i de seneste årtier igen har fået en platform. I al sin enkelhed går den ud fra en enhed mellem forfatterens liv og værk, og at forskerens opgave er at efterspore denne enhed.
I Andersens tilfælde kom det urealiserede driftsliv i fokus. Han var forelsket, men formåede aldrig at fri. Han var på bordel, men kun for at samtale med de prostituerede. Alt sammen gestaltet i lidt rørende scener. Men den således nedprioriterede lyst skulle på en eller anden måde ud, og det kom den så i form af digtning.
Denne påstand kan have sin rigtighed, men det er selvfølgelig ikke derfor, vi læser H.C. Andersens eventyr eller romaner. Det gør vi på grund af de ord, han har sat sammen til sine fortællinger og digte. Det er da muligt, som litteraturprofessoren Hans Brix påstår i sin bog H.C. Andersen og hans Eventyr (1907), at alle eventyrfigurerne svarer til personer i Andersens omgangskreds, men hvem kender dem i dag og bruger dem som indgangsport til at læse, opleve og forstå eventyrene? For ikke at tale om brugerne af de over to hundrede sprog, H.C. Andersen er oversat til.
Tiden gik, programmet om H.C. Andersen var slut, og jeg havde været i godt selskab.
Og alligevel var jeg ikke rigtig tilfreds, for hvor blev litteraturen af?



ANNONCE:



Tilføj billedtekst