ULVEN KOMMER

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det var igen min nabo. Han stod ved hækken og repeterede den gamle historie om drengen, der morede sig med at sætte landsbyen på den anden ende ved at råbe ULVEN KOMMER, ULVEN KOMMER OG ÆDER OS. Hvad den så ikke gjorde. Da han på den måde havde sat skræk i beboerne nogle gange, trak de bare på skuldrene ad hans råberi.

Men da så ulven endelig kom, troede ingen på ham, hvorfor de alle sammen blev ædt.

Jeg nikkede distræt til den gamle skrøne og flyttede lidt på fødderne for at antyde, at jeg hellere ville ind og læse avis end stå her i det kolde majvejr og høre på hans seneste ideer – nu åbenbart nogle om ulve. Men han skånede mig ikke og blev ved:

– I dag lyder råbet: ULVEN KOMMER IKKE OG ÆDER OS.

– Ikke? spurgte jeg.

– Præcis! For at ulve æder mennesker er ren ammestuepræk og pølsesnak, som ingen fornuftige mennesker med kendskab til ulves adfærd og natur giver en bønne for.

Jeg vil derfor, fortsatte han og rankede sig – i den gode sags tjeneste komme med et forslag, som jeg lige har sat op på  min  FaceBook-side. Det er gratis, og hvis du gider, må du gerne bringe det videre til dine danske læsere.

Sådan er det, fortsatte han og lænede sig så langt over hækken, at den stod i fare for at  give efter.

– Fang – nej, ikke én ulv, men flere, for ulve trives bedst i selskab, og slip dem løs, så mange de er, for eksempel syv – nej, ikke i Dyrehaven nord for København, hvor kronhjortene græsser i massevis, det ville være synd for hjortene, som alle er enige om ville blive ulvemad, – nej, slip dem løs på Christiansborgs Slotsplads.

Det ville være et syn. Syv ulve i én flok. Og én ting er jeg sikker på ikke vil ske: at de overfalder, dræber og æder de forbipasserende.

– Men hvorfor? svarede jeg, hvad skal det tjene til? Selv om ingen mennesker bliver ædt, bliver de jo forskrækkede og løber forvirrede rundt.

– Det holder de hurtigt op med, når de opdager, hvor ufarlig ulvene er, og at det i virkeligheden er ulvene, der har det værst. Så tager de deres telefoner frem, og med internettets hast bliver billeder af ufarlige ulve på Strøget, i Kongens Have, i Tivoli og Rundetårn og omkring Den lille Havfrue sendt verden rundt og lokker turister i titusindvis til kongerigets hovedstad – så mange, at Kastrup Lufthavn hurtigt må udvides. Alle tiders største pr for Kongens København. Kan du ikke se det for dig?

– Men ulvene, indvendte jeg. Er det ikke dyrplageri at lukke dem ind i en stor by med trafik og alt muligt?

– Ulve er kloge dyr, sagde min nabo belærende. De vænner sig hurtigt til al ståhej, når de opdager, at folk bare vil fotografere og ingen tænker på at skyde med skarpt.

Han nikkede bestemt og formede munden til en nedadrettet bue for at understrege, at han havde talt.

Jeg nikkede tilbage og lovede at viderebringe hans forslag, hvilket hermed er gjort i håbet om, at jeg hermed kan tjene mit land.

Beklageligvis glemte jeg at spørge ham, om han ville tage hele familien med til Christiansborgs Slotsplads, når ulvene skal slippes løs. Det må jeg finde ud af, men det sker i hvert fald ikke ved selvsyn, for jeg har ikke selv tænkt mig at være til stede – også selv om jeg måske ved den lejlighed kunne få et par gode billeder.

Da jeg endelig skal til at sætte mig med avisen, kommer min kone styrtende ind fra baghaven.

– Aarrgh, råber hun rasende. – Kom og se, hvad de har gjort?

– Hvem? spørger jeg forskrækket. Taler hun mon om en ulveinvasion?

– Rådyrene! fortsætter hun i samme tone. – De har ædt alle stedmodersblomsterne. De – de ...

Jeg går med ud, og ja, der er ikke et blad tilbage.

– Sådan er det, siger jeg og tager hende om skulderen i et behjertet forsøg på at trøste. – Det er naturen.

– Men sådan var det ikke, da  vi flyttede ind, svarede hun. – Da kom de knap nok over skellet. Men nu! Se, hvad de har gjort, nu æder de alt.

ANNONCE: