BISAG SOM HOVEDSAG








PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Jeg synes selv, at hosstående billede blev ret vellykket. I hvert fald når jeg tænker på den mængde fotos, jeg kasserede, fordi bien var uskarp eller halvt dækket af klaserne i spiræaen, som den kravlede rundt i - flittigt, tør man vel sige, når det nu drejer sig om en bi.
Én bi. Ikke flere. At den havde det godt, var jeg ikke i tvivl om i de minutter, jeg fulgte den med mit kamera. For den væltede sig bogstavelig talt i den samme mængde honningstøv, som i et par uger før og efter St. Hans på samme spiræa udgør et eldorado for mindst et halvt hundrede bier.
Orgiet foregår for enden af vores terrasse, der slutter med en lille jordplet og en klippevæg. Selv halvdøve kan høre deres brummesummen, har jeg erfaret. Og halvblinde ser dem på flere meters afstand som en bølgen i naturen. Bierne giver et liv og et velvære, der smitter af på menneskene i nærheden.
Hvor de flyver hen efter endt arbejde, ved jeg ikke. Jeg ved kun, at bier er vise, hvad der findes mængder af litteratur om. Måske endnu visere end myren, som omtales i Salomons Ordsprog med en formaning om, at man skal studere den for selv at få visdom.
Men nu gik det galt! Jeg talte om bier, altså i flertal. Og det er forkert. For der var kun én bi. Hvor var de andre? Én bi gør ingen sommer, som man plejer at anføre om svalen, hvis den optræder alene på et tidspunkt, hvor der skulle være så og så mange af den. Og af lærker. Men nu letter lærkerne i ental, ikke fulgt af tusinde, og at bierne har det godt, som en anden digter sang i forrige århundrede, er bare løgn.
Bien har det godt. Dét passer. I hvert fald min brumbasse-humlebi, som er foreviget på billedet. Jeg har læst, at den som andre i familien er et rodehoved, ikke som sin fætter, honningbien, en systematiker, men deri ligger måske dens egentlige visdom: Den afleverer ikke sin honning, så det er let at stjæle den, og tyvenes udbyttet bliver beskedent.
Måske er det om den, følgende historie handler. Pointen er kort, og det er dens fortjeneste. Jeg har den fra min mor, der er fra Vestjylland. Desværre kan jeg ikke fortælle den på vestjysk, kun slutbemærkningen skal jeg forsøge at gengive i lydskrift.
Det var en kone, der havde bedt naboens dreng om at gå til byen efter en sæk mel. Som løn for sin møje havde han betinget sig en honningmad.
Da han efter et par timer var tilbage med sækken, gik konen ind i køkkenet, hvorfra hun et øjeblik efter kom med en rundtenom. Drengen kikkede længe på den, hist og her glinsede der honning frem af det grove brød.
Han så op på konen og sagde:
I hår måske kuns jen bi?
Jeg skal ikke udlægge historien, bare sige, at den er god at have med sig, når man møder gerrige mennesker, der ikke vil give løn som forskyldt.
Jeg skal heller ikke udlægge, hvad det betyder for balancen i naturen, at vi i år kun har én bi i vores spiræa. Det er der en masse andre, der skriver om.
Perspektivet er hver gang dystert.



ANNONCE: 










KRIG 3

Atomhygge 1962










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.






Verdens mangel på stabilitet blev sat på spidsen for en uge siden, da I-Vid-Hvem (Donald Trump) inden for samme døgn udtrykte sig fjendtligt mod Justin Trudeau og bogstavelig talt omfavnede formand Kim Jong-un. Den første premierminister i Canada, der så længe nogen kan huske har været USA’s allierede, mens sidstnævnte er en af verdens grummeste nulevende diktatorer, som I-Ved-Hvem tidligere har truet med bål og brand og atomkrig, men nu kalder en flink fyr, der elsker sit folk.
Det er blevet så groft, at også Carl Bildt, tidligere statsminister og udenrigsminister i Sverige, regner ham blandt de uberegnelige. Et prædikat, som Bildt ellers med forkærlighed anvender om Rusland. Og ikke overraskende taler han, som så mange andre, for en styrkelse af EU’s forsvarsdimension. Ligesom han er af den opfattelse, at Sveriges forsvarsevne skal styrkes.
Et andet tiltag, der hænger sammen med denne stadig tydeligere frygt for krig – hvem der nu vil vise sig at være fjenden – er en netop udgivet brochure, der skal forberede den svenske befolkning på krig. Den svenske beredsskabsstyrelse, Myndigheten för samhällsskydd och beredskap, opfordrer således borgerne til at samle forråd og finde ud af, hvor der er beskyttelsesrum. Brochuren er trykt i små fem millioner eksemplarer og er en opdateret version af tidligere brochurer, den senest foregående fra 1961 under den kolde krigs periode.
Ifølge Om kriget eller krisen kommer, som brochuren hedder, vil syv af Sveriges ti millioner indbyggere få plads i et af de femogtres tusinde beskyttelsesrum, der findes spredt ud over landet. De skal selv medbringe nødforsyninger i form af vand, mad, tæpper med mere.
En lignende brochure blev også husstandsomdelt i Danmark. Det var i 1962. Jeg husker den tydeligt, især for to ting:
For det første for den transistorradio, der varmt blev anbefalet som en del af den bagage, man skulle tage med i beskyttelsesrummet. Det var den anbefaling, der endelig fik mine forældre til at tage sig sammen og anskaffe en – til stor glæde for deres teenagebørn. Minutkød og andet, det blev anbefalet at have på lager, overvejede de aldrig at købe.
Det anden er et digt af Jesper Jensen. Med musik af Erik Moseholm indgik det i Studenterforeningens nytårskomedie fra 1962. Gris på gaflen, hed den.
I en fandenivoldsk satire opsummerer Jesper Jensen absurditeten i hele beredskabsprojektet som et værn mod den atomkrig, som alle vidste ingen ville overleve.

Hvis krigen kommer
hvis krigen kommer
så tar vi op til onkel Ole i Springforbi
med toget nul ti
hvis krigen kommer
hvis krigen kommer
så telefonerer vi til nærmeste meldecentral
og sir den er gal
og så rykker brandsprøjten ud med
forbindskasser, plaster og vat
vi er parat
og håber nu bare at
krigen ku ta og begynde om lidt
for vi har købt lokum, minutkød og fedt.

Hvis krigen kommer
hvis krigen kommer
så tar vi malkekoen og putter i plasticsæk
og gemmer den væk
hvis krigen kommer
hvis krigen kommer
så skal vi bare lukke øjnene lissom vi plejer
mens varmen den steger
og så blive liggende og vente
besked fra hr. general Kragh
om at de røde
røg sig en tur me'et brag
krigen må gerne begynde om lidt
for vi har købt lokum, minutkød og fedt.

Hvis krigen kommer
hvis krigen kommer
så går vi bare ned i kældren og får os en bajer
og venter på sejr
hvis krigen kommer
hvis krigen kommer
så har vi kørekort, policer og fødselsattest
og helulden vest
nu hvor man ved hvo'n det blir er
man ikke neurotisk og sart
vi tar det roligt
vi har det hele klart
krigen må gerne begynde om lidt
for vi har købt lokum, minutkød og fedt.

BUM!


ANNONCE: