NETNYMFOMANI M/K







PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Først var jeg modvillig. Siden blev jeg netnymfoman m/k.
For eksempel var jeg den sidste på min arbejdsplads, der accepterede e-post – det  hed det den gang – som dagligt kommunikationsmiddel. Opslagstavlen med tegnestifter var efter min opfattelse tilstrækkelig effektivt. Foran den kunne man oven i købet træffe kolleger og udveksle et par stående bemærkninger.
Socialt og informativt.
Da jeg opdagede, at jeg efterhånden stod helt alene, når jeg læste de fysiske opslag, bøjede jeg ryg og blev en af dem, der indtil flere gange om dagen lænede sig frem mod computeren for at læse det, der tidligere kunne klares i opretstående stilling en enkelt gang om dagen.
Men jeg fik smag for informationsteknologi, da en kollega gav mig en personlig lektion i, hvordan man med få klik, lidt held og en anelse tålmodighed – det krævedes den gang, kunne læse helt aktuelle nyheder på såkaldte netaviser. Jeg husker hverken dato eller år, men nu små tyve år efter husker jeg tydeligt triumfen i kollegaens blik, da han så, at jeg bed på.
Og efterhånden gled følgende fortælling om en kolonibestyrer i Grønland og hans gamle husholderske helt væk. Den havde jeg, dansker i Finland, ellers i mere end tyve år levet højt på, når de postbårne nyheder og breve fra fædrelandet var flere end to dage undervejs.
Her er anekdoten:

Hver sommer kom der skib fra Danmark med forsyninger til kolonibestyrerens afsides beliggende bygd. Blandt meget andet fandtes en komplet årgang af hans elskede avis. Hver morgen på dato, om end med et års forsinkelse, fik han bragt den ind sammen med morgenkaffen, så han i fred og ro kunne følge med i verdens gang.
Det var dagens lykkeligste stund.
Så skete det et år, at pakisen lagde sig tidligere end forventet. Skibet nåede ikke frem, hvad der selvsagt betød, at kolonibestyreren ville blive snydt for avisen. Heldigvis havde den gamle husholderske være så forudseende, at hun havde gemt den seneste årgang. Den fik han så, nu med to års forsinkelse, morgen efter morgen på den rigtige dato, og stadig til hans store tilfredshed, bragt ind sammen med morgenkaffen.

Indtil jeg fik smag for internetbårne aviser med deres breaking news, som jeg kunne se på præcis samme tidspunkt som enhver anden på vor runde klode, læste jeg anekdoten om kolonibestyreren som en fortælling om, at nyheder også er betydningsfulde, selv om de er gamle. Det paradoks kender enhver historiker. Verden forandres sjældent på en enkelt dag, og de par dage fra eller til gjorde mig lige så lidt, som et eller to års forsinkelse gjorde kolonibestyreren.
Hvor langt jeg var kommet væk fra denne intellektuelt betonede approach til nyheder slog mig for et par uger siden under verdensmesterskaberne i foldbold. Jeg var på vej til Helsinki Airport med et par gæster, der var livligt interesseret i fodbold. Undervejs i bilen livestreamede de en kamp, hvor der blev dømt straffespark. Passageren på forsædet holdt sin smartphone, så ham på bagsædet kunne se med. Jeg, den ansvarsfulde motorvognsfører, kunne ingenting se, bare høre reporterens ophidsede stemme og fornemme en fortættet stemning brede sig i kabinen.
Men jeg ville være med og dele oplevelsen! Nyheden om et eventuelt mål var ikke nok. Hvad gjorde jeg? Jo, resolut drejede jeg ind på en sidevej, der egentlig ikke var beregnet til parkering, og meldte mig blandt tilskuerne tidsnok til at se bolden ryge direkte i nettet.
Flot mål. Det gik lige til hjertet. Præcis som så mange andre flotte mål. Sådan, tænkte jeg, har nettet fyldt mit liv med balsamiske oplevelser, som jeg uden hensyntagen til, at det bringer mig på kant med færdselsloven og god trafikmoral, ikke kan eller vil undvære.
Nå, og hvad så, sagde jeg til mig selv, lad gå, for det skader jo ingen.
Sådan tænkte jeg indtil i dag præcis i dag den sidste dag i juli 2018. Klokken var 0815. Da blev jeg klogere, og det var ikke spor behageligt.
Skrev jeg mig selv ind i et romanforløb, kunne jeg anføre, at mit blod frøs til is, og at det var derfor, jeg kom til at tænke på den danske kolonibestyrer i det grønlandske og på det ishelvede, der hindrede ham i at få hans daglige, hjertevarmende avis med ét års forsinkelse.
Men der var ikke megen kulde at hente i min oplevelse. Tvært imod. Jeg sad på terrassen i tiltagende varme og læste en klumme i Dagbladet Information. Den var skrevet af John Harris, journalist og politisk kommentator for The Guardian, og havde den tiltrækkende overskrift:

Vores smartphones truer nu hele planeten.

Det korte af det lange var, at smartphonen, som du og jeg lige nu kan mærke bliver varm, er et billede på, at

klodens datacentre inden længe forventes at sætte et større kulstofaftryk på det globale klima end hele den internationale flytrafik.

Der står man så – eller som jeg faktisk gjorde: sad på min terrasse, og så på min skærm, som du lige nu, kære læsere, ser på din skærm, og begyndte at længes ind i stuen, hvor airkonditioneringsanlægget gik for fuld kraft og nådigt pumpede kold luft ud, så jeg, når jeg havde fået nok af den monstrøse, formodentlig klimarelaterede sommervarme, kunne gå ind og fortsat generere et stadig øgende Co2-aftryk med min iPad.
Og jeg, som sad og troede, at det var kolonibestyreren, der var et dårligt begavet miljøsvin, fordi han læste årsgamle aviser, det havde kostet skove at fremstille, og flere tusind kilometers transport at få frem til hans morgenkaffe.
At jeg, en mand af god vilje og med rene negle, med min umættelige nyhedstørst er mange gange værre, har jeg endnu ikke rigtig fattet.



ANNONCE:

se min hjemmeside asgeralbjerg.fi










Ingen kommentarer:

Send en kommentar