PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Vejene
til jordisk salighed er mangfoldige. For mig kan det være at glide hen over
vandet i den kano, jeg for nogle år siden byggede om til sejlbåd. Vi, Frederikke og jeg, har endnu ikke
krydset Atlanten, men vi har øvet os mangfoldige gange på finske søer.
Første skridt, når jeg godt og vel er ankommet til en sø, er at
løfte kanoen ned fra biltaget og føje alle løsdele sammen med den. Det er mast
og bom, udriggere og udliggere, svingsværd, ror og rorpind med mere. Efter et
sindrigt system fæstes det alt sammen med vingemøtrikker eller gummitove og
karabinhager, eller det skubbes ind i hinanden. Dertil kommer diverse liner til
sejl og sværd. Og ankeret med kæde og tov, naturligvis. Arbejdet kræver
koncentration, for alt skal gøres i en bestemt rækkefølge, så det føjer sig ind
i hinanden til en både fleksibel og stabil helhed.
Når det så er gjort og Frederikke flyder, er det bare at slå sig
ned på agtertoften, hvorfra jeg kontrollerer styrbords svingsværd med en grøn
line, bagbords med en rød, hejser sejlet, bestemmer dets position i forhold til
vinden med skødet og sætter kursen med rorpinden. Tre til fire sekundmeter er
ideelt, fem eller seks går an, men med stærke vindstød bliver det for meget, så
gælder det om at falde af for vinden i rette øjeblik. Den slags sejlads kræver
koncentration, og man føler virkelig, at rælingen ikke er mere end nogle
centimeter over vandspejlet.
Som sekunderne bliver til minutterne og minutter går over i timer,
overtager håndteringen af skøde og rorpind og observationer af vindens ilen
over bølgerne bevidstheden, som sammen med det forbiglidende landskabs
variation og skønhed, solen og de drivende skyer forsvinder i et uforklarligt intet.
Det er som gåture på flere timer, hvor man bliver væk for sig selv, fordi
tankernes evige kværnen af stumper og strukturer ophører og giver en salig fred
i sindet, som måske bedst kan sammenlignes med buddhistisk nirvana eller
kristen salighed.
Før denne tilstand, værd al møje med at udtænke, konstruere, samle
og søsætte Frederikke, tumler der til
allersidst en enkelt tanke rundt, som jeg til sidst slipper som en blå ballon
mod himlen og på den måde slipper mig selv. Men i lørdags holdt denne sidste
tanke, altid dagens vigtigste, mig fast
og plagede mig, så jeg ikke kunne nyde mit selvs flugt over bølgerne.
Tanken drejede sig om begrebet politisk
flygtning. Jeg afstod fra at tage telefonen ud af dens vandtætte pose for
at google mig til en definition, så jeg måske kunne få ro. For definitionen var
egentlig klar nok, det havde den været siden min barndom, da jeg forstod, at
mennesker, der af den rådende (u)orden i en stat – den gang var eksemplet
oftest Sovjetunionen, kunne blive tvunget til at flygte på grund af trusler mod
liv, ære og velfærd.
Eller - som der står i Geneves
Flygtningekonvention fra 1951, som jeg i skrivende stund har googlet frem:
En politisk flygtning er et menneske, som
af velbegrundet frygt for forfølgelse med baggrund i race,
religion, nationalitet, et tilhørsforhold til en bestemt samfundsgruppe eller
sin politiske overbevisning befinder sig uden for det land, det nationalt
tilhører.
Men mine tanker på Frederikkes
agtertoft gik hverken til Sovjetunionen eller Rusland. De gik til USA og det
rådende kaos i Det hvide Hus, som truer med at sprede sig til resten af verden,
og som et læserbrev i The New York Times
havde sat i fokus.
Trumpadministrationens afledningsmanøvre fra brevets indhold, der
fortæller om, hvordan præsidentens idiotiske og landsskadelige beslutninger bliver
negligeret eller ligefrem modarbejdet af hans egen stab, gik ud på at
identificere den person, hvis samvittighed havde sagt stop.
Et sådant stop er der mangfoldige grunde til. Dem vil jeg ikke
komme ind på her, blot spørge mig selv, som jeg gjorde der i min kano midt på
en smuk, finsk sø på en sommervarm efterårsdag, hvad der ville ske, hvis denne
person rejste til et andet land – eller måske blot gik ind på en fremmed
nations territorium i form af en ambassade, præsenterede sig som politisk
flygtning fra USA og anholdt om asyl.
Om det kan der skrives romaner - - - hvad ville der fx ske i
Danmark, hvor værdier som menneskerettigheder, tolerance, fornuft, fred,
samarbejde over landegrænser, mellemfolkelig forståelse med videre sidder i
højsædet - - - kunne man sige andet end Ja Tak til sådan en persons anmodning
om beskyttelse, eller ville man sende ham tilbage til den dumhed og
urimelighed, der hersker i hans hjemland og spreder global rædsel, hvor man
hører om den?
Nej vel!
Og dog?
Jeg prøvede med andre stater, Frankrig, for eksempel, og havnede i
samme blanding af eufori og tvivl.
Men én ting var jeg sikker på, og det var det, der gav mig roen
til at fortsætte min sejlads ind i det land, hvor tanker er uden betydning:
En politisk flygtning fra USA ville være et uigenkaldeligt skred i
den globale bevidsthed om, hvad USA i dag er for en stat, mens den ville tvinge
andre stater til en radikal stillingtagen uden bagvej.
ANNONCE:
Læs min hjemmeside: asgeralbjerg.fi
Ingen kommentarer:
Send en kommentar