 |
| Blackout? |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Det
gode ved denne blogs lange indledningen er, at man kan lære noget af den. Det
kan man næppe af resten.
1)
Se derhen, du
vil komme!
Da
jeg for mangfoldige år siden lærte at køre motorcykel, skulle jeg udføre en meget
enkel slalomøvelse på en stor parkeringsplads. Forbundet til kørelæreren med en
trådløs høretelefon fik jeg besked på at sigte mod en lygtepæl for så, på et
givet signal, at vige udenom.
De to første gange lykkedes det mig med nød og næppe at undgå
sammenstødet. Læreren stod nogle meter fra lygtepælen og iagttog min kørsel.
Han rystede på hovedet og vinkede mig hen til sig.
– Det gør du dårligt, sagde han. – Og jeg ved, hvad du gør
forkert. Det er en lille ting, men den er pokkers vigtig. Du sidder og kikker
på det, du med god grund er bange for: lygtepælen. Men du skal ikke kikke på
den, for så ender det galt. Du skal se derhen, du vil komme.
Jeg prøvede nogle gange til med hans formaning in mente, efterhånden med øget hastighed,
og som en anden danser i en fejende vals på et overfyldt dansegulv svingede jeg
og maskinen nu hver gang med elegance uden om enhver risiko for et fatalt sammenstød.
Jeg indser, at sammenligningen mellem valsedans og motorcykelkørsel
er langt ude, men gør selv eksperimentet, når du kommer på din almindelige
trædecykel og skal foretage for eksempel et temmelig kraftigt højresving for at
komme på den rigtige side af et vejskilt. Det går meget lettere og sikrere, når
du ikke stirrer dig blind på skiltet, men ser derhen, du vil komme.
På denne måde kan man redde liv og lemmer.
Forbindelsen mellem tanken, kroppen og øjet i den slags
situationer kan jeg ikke redegøre sagligt for. Det kræver en indsigt i
psykologi og fysiologi, som jeg ikke har. Jeg kan bare konstatere, at der er
tale om en lovmæssighed.
Denne lovmæssighed, der drejer sig om at nå derhen, man vil komme,
ved at undgå det, man ikke kan, er det muligt at afprøves på mangfoldige andre områder
– for eksempel, når det drejer sig om noget så vigtigt for en persons fremtid
som en eksamen.
Min historielærer i gymnasiet, hr. Elmelund, var, så vidt jeg kan
huske, den eneste af lærerne, der berørte eksamensteknik til den forestående mundtlige
del af studentereksamen. Blandt andet docerede han, at man altid skal svare
hurtigt, når man er usikker.
– For så har De (nogle lærere den gang sagde De til eleverne, og
hr. Elmelund var en af dem) mulighed for at trække i land. Efter en lang
tænkepause bliver det meget sværere at skifte standpunkt på en troværdig måde.
– Men, sagde han, – vigtigst af alt er, at De ikke skal skænke dét
en tanke, som De er usikker på, eller på en eller anden måde volder Dem problemer.
Hvis vi, censor og jeg, efter Deres indledning vil høre nærmere om noget, som
De ikke har nævnt og måske ikke er så stærk i, så skal De sige, at det vil De meget
gerne svare på og så sige så lidt som muligt om det. Men lad altid være med at
snakke udenom som en anden politiker, for så ved vi med det samme, at De ikke
kan Deres stof.
Ret beset er der vel ikke tale om andet end god, gammeldags
snusfornuft, men i anspændte situationer er snusfornuft ofte redningsplanken,
og så er det godt at have kørelærerens råd og hr. Elmelunds formaninger med i
bagagen.
2)
Selvskabt
plage
Jeg
kom til at tænke på dette og mere, da jeg forgangen uge lyttede til
højsteretsdommerkandidat Brett Kavanaughs ordrige selvfremstilling under
senatshøringen, hvor han med en patos, der gik fra gråd over flæben til raseri
tilbageviste Christine Blasey Fords beskyldninger om at han på utilbørlig vis skulle
have intimideret hende.
Der var næppe nogen blandt de tilstedeværende eller de millioner
tilskuere i USA og verden over, der blev overrasket over hans tilbagevisning –
hermed heller ikke mig.
Det overraskede mig derimod, at Brett Kavanaugh i sin indlæg før
udspørgningen gang på gang vendte tilbage til sit forhold til – nej, ikke alkohol, men øl, som han sagde, og både implicit og eksplicit forsikrede, at han
drak med måde og altid havde drukket med måde – for øl kunne han lide! og at
han ikke for sit eget vedkommende kendte til black out på grund af for mange øl.
Efter min opfattelse ramlede han her lige ind i kørelærerens
lygtepæl – eller sagt med andre ord ind i de problemer, han efter min
historielærere råd burde have undgået at tage hul på, og gjorde sig herved sårbar.
Timerne og dagene efter høringen viste også ganske rigtigt, at hans forhold til
øl blev problematiseret i den grad gennem udtalelser fra mennesker, der kender
ham, at han på dette område fremstår som utroværdig.
Og som det blev påpeget under høringen: Fremstår man som
utroværdig på bare et enkelt punkt i en situation som hans, har man mistet hele
sin troværdighed.
Summa summarum: I skrivende stund er Brett Kavanaugh ikke blot
under mistanke for at have forulempet den femtenårige Christine Blasey Ford,
men også for stik imod sit eget (uprovokerede!) udsagn at have været en værre
fyldebøtte som både gymnasiast og som universitetsstuderende. Det afgørende her
er, at der er mange vidner til at bekræfte det sidste. Det er der iflg. sagens
natur ikke i det første tilfælde. Her står påstand mod påstand.
Med andre ord handler de voksende problemer omkring Brett
Kavanaugh ikke længere blot om seksuelle overgreb, de handler nu også om for
store doser promillevand.
Angående seksuelle overgrebs betydning i USA er det let at
konstatere, at Grab-them-by-their-pussymanden
blev præsident til trods for sine stødende udtalelser og mængder af mistanker
om overgreb. Dette indikerer, at seksuelle overgreb ikke er afgørende for
amerikanernes tillid til, om en mand kan bestride landets højeste embede. Jeg var
for nogle dage siden overbevist om, at Brett Kavanaugh nok på samme måde som
Trump skulle kunne sno sig ud af anklagerne for overgreb mod Christine Blasey Ford.
For herregud, de var jo ikke andet end teenagere den gang for meget længe siden,
og hvis, der skulle have været noget, blev det ikke til ret meget, blandt andet
på grund af den badedragt, som Christine Blasey Ford iflg. eget udsagn havde på.
Så mon hun ikke bare skulle ta’ og finde sig en ordentlig pytknap
og så se at glemme det hele og komme videre. Hysteriske kælling!
Men hvem var det faktisk, der teede sig hysterisk under høringerne?
Det var såmænd Brett Kavanaugh.
Desuden opførte han sig mere dumt end tilladt, idet han ligefrem
inviterede til at underbygge en påstand om, at han på tidspunktet for det
eventuelle overgreb kunne have været sanseløst beruset, for den tilstand var
han kendt for.
Sex og sprit er i almindelighed en farlig cocktail. Hvor farlig
denne cocktail i tilfældet Brett Kanavaugh er i USA vil vise sig i de nærmeste
dage, hvor der skal tages stilling til, om endnu en hysterisk idiot fuld af
løgn – en fyldebøtte og klam stodder – skal beklæde et af landets højeste
embeder.
Vedkommer alt det her mig? Ja, det gør! For jeg vil gerne kunne
respektere et land, der på mange måder er beundringsværdigt og har givet verden
så meget godt.
ANNONCE:
Se min hjemmeside asgeralbjerg.fi
Ingen kommentarer:
Send en kommentar