JULEMANDEN FLYTTER RUNDT













PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Ind under jul for et årstid siden blev jeg ramt af den chokerende nyhed, at Grønlands turistorganisation havde opgivet Julemanden og meddelt, at Finland gerne måtte få ham. Begrundelsen var, at der ikke var penge i ham.
Hvilken kynisme! Som om Julemandens eksistens var et spørgsmål om penge. Den er et spørgsmål om tro, og sand tro kommer fra hjertet.
Derfor blev jeg så meget gladere, da jeg forleden læste om den alvor, man på Grønland igen behandler Julemanden med, og den ærbødighed, man viser ham. Det ses af den nylige flytning af hans flere meter høje postkasse. I 1992 blev den opstillet i Grønlands hovedstad Nuuk. Siden blev den fragtet til Ilulissat, hvor den stod i syv år.
Men i denne måned bliver den, noget ramponeret, sendt med årets sidste fragtskib endnu længere nordpå til Uummannaq, hvor Danmarks Radios Julekalender 1984, Nissebanden i Grønland, blev optaget. I denne lille by på 1.300 indbyggere sidder de større elever på Edvard Kruses Skole parat til at hjælpe Julemanden med at besvare brevene, som børn fra hele verden sender til ham. Omgivelserne er beskedne, men storslåede, også for Julemandens egen lille grønne hytte, der ligger et par timers vandring uden for byen.
Helt anderledes er det i Finland.
I lufthavnen i Rovaniemi lander julemandsflyene tæt i nærheden af Santa Claus Village og Santa Park Arctic World, der nås på kun 15 minutter med Santa’s Express Bus. Her venter diplomer fra alfeskoler, billetter til elvershows, besøg i isprinsessens kolde slot, en tur med Magic Train i fortryllede verdener osv. osv. Julestemningen kører på de høje nagler fra før løvfald til godt ind i januar, og som et højdepunkt kan børn såvel som voksne hviske deres hedeste juleønsker i Joulupukkis højst personlige øre.
Egentlig bor han ikke selv midt i halløjet, der er som et Disneyshow i minusgrader, hans egentlige opholdssted er i det utilgængelige fjeld Korvatunturi midt i Lappland mod grænsen til Rusland, men for den gode sags skyld ofrer han sig i de måneder, japaneres, englænderes og andet godtfolks julebesøg varer.
I Korvatunturi lader han sig aldrig se.
Mens finnernes bestræbelser for at erobre Den Sande Julemand har fundet sted, har tyrkiske arkæologer fundet en grav, der, siges det, med sikkerhed er Sankt Nikolais, børnenes ven og beskytter, der virkede i trehundredtallet i Europas sydøstligste hjørne mellem Grækenland og Tyrkiet.
Denne helgen og Ur-julemand er, sammen med den nordiske overgud Odin med det lange, hvide skæg, den engelske Father Christmas, Sinterklaas fra Holland, der lagde gaver i børnenes sko, den tyske Weihnachtsmann, den italienske Babbo Natale med flere en del af en kolossal julemandsmytologi, som finnerne inden for de sidste årtier har kommercialiseret med vanlig stædig ihærdighed (egenskaber, som bærer honnørsordet sisu), Fingerspitzgefühl og en god portion held.
Så den kommercielle Julemands opholdssted for tiden er uden tvivl i Finland.
Men er han den rigtige?



ANNONCE:

se min hjemmeside: asgeralbjerg.fi






















Ingen kommentarer:

Send en kommentar